I går var jeg til mit første blogtræf. Jeg mødtes med Pernille og Sister Bonde på Hillerød station. Vi var “flere” som var en smule nervøse for at møde så mange fremmede mennesker – men så kunne vi gå samlet til det store blogtræf. Jeg havde glædet mig til at møde netop de to, for det er måske de bloggere som jeg kender bedst. Sister Bonde var vist den første blogger som jeg begyndte at skrive lidt sammen med. Og Nille er nok den som jeg har skrevet mest med privat. Det er sådan nogle mennesker som er med til at gøre det hele lidt sjovere.

Først kørte vi til Frederiksborg slot. Jeg tror det var godt at vi gik på Frederiksborg slot, i stedet for at sidde og være selskabelige fra starten. I virkeligheden kender vi jo hinanden ret godt, så det var meget sjovere at få en god oplevelse sammen. Og det fik vi bestemt! Det var spændende at se slottet og portrætsamlingen. Det mest spændende billede var et selvportræt af Michael Kvium. Generelt er jeg vild med alt hvad han laver. Jeg synes han er fantastisk. Men hans selvportræt var noget helt særligt.

Selvportræt som Eckersbergs Thorvaldsen

Michael Kvium: Selvportræt som Eckersbergs Thorvaldsen, 2001

Billedet er sjovt fordi det er en spejling af Christoffer Vilhelm Eckersbergs portræt af Bertel Thorvaldsen. På Eckersbergs portræt kan man se en frise af Bertel Thorvaldsen i baggrunden. Frisen på Michael Kviums billede ligner hans eget værk. Kvium sidder på en stol som ligner den stol Thorvaldsen sidder på. Man skal også bemærke Michael Kviums fingre. Er det ikke et eller andet djævletegn? Måske betyder det, at han vil holde traditionen og Eckersberg på afstand? Og hvad betyder den sorte næse? Jeg tror det er en henvisning til hans egne værker, hvor han måske opfatter sig selv om en sort klovn, en kunster med en sort humør. På en eller anden måde synes jeg at det er en meget god beskrivelse af hans egen rolle i den danske kunstverden.

Portræt af Bertel Thorvaldsen 1814

C.W.Eckersberg: Portræt af Bertel Thorvaldsen 1814

Men der er endnu en spejling i billedet. Bag Michael Kvium hænger et billede af Francis Bacon. For nogle år siden så jeg en flot udstilling af Francis Bacon på Louisiana. Det er en af de bedste udstillinger jeg nogen sinde har set. Man blev virkelig dybt påvirket af hans ofte uhyggelige og desperate billeder. Francis Bacon har lavet mange “portrætter af paver” og de er alle mere eller mindre skræmmende og uhyggelige. Det er sådan et billedet Michael Kvium bruger i sit selvportræt. Klik på alle billederne for at se dem i stor størrelse, hvis det er nødvendigt. Jeg tror at billedet herunder er identisk med det som hænger bag Michael Kvium.

Study for portrait VII, 1953

Francis Bacon: Study for portrait VII, 1953

Det sjove ved denne konstellation er, at også Francis Bacons billede er en spejling. Det er nemlig en spejling eller en nyfortolkning af et billede af Diego Velasquez, af Pave Innocens X.

Pave Innocens X, 1650

Diego Velázquez: Pave Innocens X, 1650

Med udgangspunkt i billedet af Velazquez har Francis Bacon lavet rigtig mange af disse pave-portrætter. Men en anden vigtig inspirationskilde er filmen “The Battleship Potemkin”. Francis Bacon havde nogle meget sadomachochistiske tendenser og han var vist ret vild med blod. Jeg er ret vild med hans billeder, men jeg synes at han er/var et meget uhyggeligt menneske. Efter min mening var Francis Bacon psykopat. Portrætfilmen om Francis Bacon “Love is the Devil” er måske en af de mest uhyggelige og ubehagelige film jeg nogensinde har set.

Stilbillede fra The Battleship Potemkin af Sergei Eisenstein.

Stilbillede fra "The Battleship Potemkin" af Sergei Eisenstein, 1925

Ved at kombinere Velazquez´s billede af Pave Innocens X  og dette stilbillede fra “Potemkin”, har Francis Bacon skabt en lang række skræmmende portrætter. Efter min mening er mange af disse portrætter meget bedre end Edvard Munchs berømte billede “Skriget”. Francis Bacons billeder rummer en mere intens desperation og en meget stærkere rædsel.

Study after Velazquez´s Portrait of Pope Innocent X, 1953

Francis Bacon: Study after Velazquez´s Portrait of Pope Innocent X, 1953

Billedet ved siden af, er efter min mening et af de bedste pave-portrætter. Jeg synes det er et meget uhyggeligt og hjerteknugende billede. Paven sidder helt stille, mens hænderne knuger om armlænet, og han skriger og skriger som var han lammet af rædsel. Billedet udtrykker en virkelig intens desperation. Det er som om at han er lukket inde, som om at han er fanget i tilværelsens fysiske rum. Den fysiske begrænsning fylder ham med en eksistentiel eller klaustrofobisk angst.

Velazquez har malet Pave Innocens X som han så ud. Måske har Francis Bacon malet Paven som han havde det indeni. Og måske var det sådan Francis Bacon selv havde det. Måske har vi det alle sådan en gang i mellem. Jeg synes det er meget uhyggeligt. Måske har det været Francis Bacons intention at afsløre den desperation, det kaos og det indre sammenbrud som vi alle – selv en pave – kan skjule bag en rolig og værdig selvbeherskelse.

Jeg ved ikke hvad det betyder for Michael Kviums billede, men det er spændende at forestille sig de mange muligheder. Hvorfor er billedet af Francis Bacon med på hans selvportræt? Måske føler han sig lige så fastlåst som paven på Bacons billede. Måske føler Kvium sig bundet af kunstens traditioner. Eller måske føler han også at hans liv befinder sig et sted mellem de to fremstillinger af Pave Innocens X.

Efter turen på Frederiksborg slot, mødte vi alle de andre på La Belle Vie i Hillerød. Det var en hyggelig cafe med en flot udsigt til slottet. Vi spiste godt og jeg er mere end tilfreds. Det er altså en af ulemperne ved at være veganer. Det er ikke altid nemt at få mad på en almindelig cafe eller restaurant. Men La Belle Vie havde en vegetarburger på menukortet og den blev lynhurtigt lavet om til en veganerburger. Burgeren var lavet med en kartoffelbøf. Mayonnaisen erstattede de bare med noget tomatsalsa eller måske var det hjemmelavet ketchup. Det var superlækkert.

Der blev snakket meget og det var superhyggeligt. Jeg var meget træt da jeg kom hjem. Men jeg havde det som Sifka beskrev i sit indlæg. Da hun kom hjem, beskrev hun sig selv som “indvendig smilende”. Jeg tænkte umiddelbart at det var en rigtig god beskrivelse, for hvordan jeg også selv havde det. Men det er faktisk ikke helt rigtigt, for jeg går jo også og smiler udvendigt, hver gang jeg tænker på hvor hyggeligt det var i går.

Tusind tak for en dejlig dag til alle som var med: Sifka, Valdemarsro, Donald, Uffe, Nille, Sister Bonde, Husejer, Anne og Madame, som tog initiativet til dette møde. Jeg håber at vi alle mødes en anden gang.

Advertisements