Nick Hornby har skrevet en fantastisk roman om fire mennesker der vil begå selvmord. Det er en utrolig morsom og underholdende bog.

De mødes tilfældigt nytårsaften på taget af Toppers House. Her står de nærmest i kø ved kanten, mens de diskuterer hvem der skal springe først og venter utålmodigt på at det bliver deres egen tur. Det er meget absurd – og meget morsomt. “Langt nede” er en af de sjoveste og mest absurde bøger jeg nogen sinde har læst.

De fire personer er meget forskellige. Den velformulerede Martin Sharp var en populær morgentv-vært, som ødelagde sin karriere da han havde sex med en mindreårig pige, præcis 115 dage før hun fyldte 16. Det kostede ham tre måneder i fængsel, samt karriere, ægteskab og samkvem med børnene. Hans liv er ødelagt og han har ikke længere noget at leve for.

JJ er en høj og flot ung mand, med læderjakke, sorte forvaskede jeans og Rod Stewart-hår. Han er radmager, hvid som et spøgelse og en ivrig læsehest, der gerne slynger om sig med litterære henvisninger. Men først og fremmest er han en rockmusiker, som mistede alle sine fremtidshåb da hans band blev opløst – samtidig skred kæresten fra ham, da hun opdagede at han aldrig ville blive berømt. Siden har han arbejdet som pizzabud og levet fra dag til dag – som om at livet allerede var slut.

Maureen er en midaldrende kvinde, som ifølge JJ lignede “en eller andens rengøringskone”. Hun har en søn, der er så handicappet at han hverken kan bevæge sig eller kommunikere. Hun passer ham hele døgnet og det “får én til at dø indeni, så man til sidst også helst vil dø udenpå”, fortæller Maureen. Hun er katolik og møder kun andre mennesker i den lokale kirke. Hun lever i sin egen indskrænkede verden, fyldt med underlig og absurde fordomme. Hendes afgrundsdybe uvidenhed og hendes grænseløse naivitet giver anledning til meget morskab i bogen:

“Hvad JJ angår, så kendte jeg ham selvfølgelig ikke, men jeg overvejede, om han måske var  homoseksuel, på grund af det lange hår og fordi han talte med en amerikansk accent, for det er især i USA, at mændene er bøsser, ikke? Jeg ved godt, at det ikke var amerikanerne, der opfandt det. Det gjorde grækerne, siger de. Men det var amerikanerne, der gjorde det moderne igen. At være bøsse er lidt ligesom De Olympiske Lege. Det uddøde i oldtiden, men blev genopfundet i det 20. århundrede. Bortset fra det, så ved jeg ikke ret meget om bøsser, men jeg gik ud fra, at de alle måtte være ulykkelige og ønskede at begå selvmord.”

Den engelske forfatter Nick Hornby

Den engelske forfatter Nick Hornby

Den sidste person er Jess. Hun er 18 år, senpunker, vild og uregerlig. Hun tager stoffer, drikker for meget og kaster jævnligt op i uheldige situationer. Hun bander uafbrudt og kan dårligt åbne munden uden at fornærme de andre. Hun er uafbrudt spydig og sarkastisk, og har en usædvanlig veludviklet evne til at sige de forkerte ting i de forkerte situationer – og det er naturligvis utrolig morsomt.

Jess er blevet svigtet af sin kæreste, men det er slet ikke grunden til hendes selvmordsplaner. Næh, hun vil begå selvmord fordi han ikke vil forklare, hvorfor han slog op med hende. De andre synes at Jess er alt for ung til at begå selvmord og de kan slet ikke acceptere hendes begrundelse. Det virker alt for useriøst – og hun har jo ikke brug for at begå selvmord, hvis hun kan få den ønskede forklaring. Derfor begiver de sig alle ud i Londons natteliv for at lede efter den unge fyr. Dét er starten på deres gruppe. Pludselig er de bundet til hinanden og de aftaler at udsætte deres selvmord nogle uger.

De fire personer skiftes til at fortælle historien. Nogen gange overlapper historierne hinanden og virker som korrektioner. Andre gange fortæller de om deres egne forhold eller om deres indre tanker. Jeg har hørt, at man sammenligner Nick Hornby med standup-comedy og det er måske ikke helt forkert. Han rammer tidens stil, med et godt tempo og skarpe replikker. Visse scener er nok lidt for platte. Men det er ligegyldigt i forhold til resten af historien, som virkelig er fantastisk velskrevet og særdeles underholdende.

De fire personer bliver ved med at mødes, men det er bestemt ikke en almindelig støttegruppe. Fra starten er det fuldstændig klart at de ikke kan lide hinanden og der opstår uafbrudt konflikter i den lille gruppe. Det er ofte Martin, som bliver offer for Jess aggressioner:

“Hun har lige spyttet mig i ansigtet”, sagde jeg. “Hvad slags venskab skal det forestille?”
“Åh, hold dog op med at være sådan et pattebarn,” sagde Jess. “Alle mine venner spytter da også på mig. Det tager jeg da ikke personligt.”
“Men det burde du måske gøre. Måske burde du overveje den mulighed, at dine venner mener noget med det, når de spytter på dig?”
Jess udstødte et fnys. “Hvis jeg tog det alvorligt, ville jeg ikke have nogen venner tilbage.”

Det er naturligvis meget morsomt! Men det giver også et hint om, at hendes problemer måske er dybere end hun selv er klar over. Sådan deler Nick Hornby hele tiden små sandheder ud til den opmærksomme læser, og det bliver snart en meget alvorlig historie.

For at undgå nogle af disse evindelige konflikter, foreslår JJ, at de skal læse nogle bøger. Efter nogle lange diskussioner beslutter de at begynde med forfattere som har begået selvmord. Jess er nok den som er mindst begejstrede for projektet:

“Fuck! Ja, I skulle fandeme selv prøve at læse alle de bøger af folk, der har begået selvmord! Vi begyndte med Virginia Woolf, og jeg læste to sider i en bog om et eller andet dybt åndssvagt fyrtårn, men det var nok til, at jeg ved, hvorfor Virginia Woolf begik selvmord; hun begik selvmord, fordi ingen kunne forstå et ord af det, hun skrev. Man behøver sgu bare at læse en enkelt sætning for at kunne se det. Jeg kunne på en måde godt identificere mig lidt med hende, for sådan har folk det også somme tider med det, jeg siger, men hendes fejl var at offentliggøre det på tryk.”

Hvis man lige griber Virginia Woolf´s geniale bog “Til fyret” i sin veludrustede bogreol og læser de første to sider, så forstår man straks problemet. De første to sider handler om drengen James: “Havde der været en økse i nærheden, en ildrager eller et eller andet våben, som kunne have flænset hul i hans faders bryst og dræbt ham lige på stedet, så ville James have grebet det. Så voldsomme var de følelser, som Mr. Ramsay vakte til live i sine børns sind ved sin blotte tilstedeværelse.”
Der er en indlysende grund til at Jess ikke bryder sig om at læse dette. Hendes reaktion er både en afvisning af bogen og en fornægtelse af hendes egne problemer. Det er en helt almindelig forsvarsmekanisme. Hun prøver at beskytte sig selv mod den indsigt eller selvforståelse, som bogen kunne give hende, da hun ikke aner hvordan hun skal håndtere denne erkendelse.

Jess kommer fra en dysfunktionel familie og det er hendes største problem. Hendes mor har “ladet sit ansigt dø” og hun er lige så fraværende i bogen som i Jess liv. Faren viser ingen forståelse eller interesse for andre mennesker. “Jeg vil ikke virke, som om jeg ikke har sympati for projektet”, siger han, da han endelig bliver involveret for at hjælpe Jess. Dén udtalelse er meget afslørende. Det hele handler om hvordan han virker og der er ingen ærlig interesse. Jess forsøger på mange måder at fange deres opmærksomhed. Hendes forsøg bliver mere og mere desperate – men det er tydeligt at de ikke er interesseret. På et tidspunkt betaler hendes far Martin Sharp for at være hendes barnepige – velvidende at han er dømt for sex med en mindreårig. Man undrer sig… Men det er alligevel en utvetydig erkendelse af at Jess har brug for hjælp – han gider bare ikke selv at forholde sig til hendes problemer. Der er ingen tvivl om at hendes far har dårlig samvittighed – ikke så meget at det ændrer hans adfærd, men nok til at Jess kan udnytte hans dårlige samvittighed på den groveste måde.

“Selvfølgelig kan jeg forklare, hvorfor jeg ville hoppe ud fra taget af et højhus. Jeg er jo ikke idiot. Jeg kan godt forklare det, for det var ikke uforklarligt: Det var en logisk beslutning, et resultat af rationel tænkning”, siger Martin. På den måde kan de alle forklare hvorfor de ville begå selvmord. Men lidt efter lidt bliver en masse illusioner brudt ned. De får ny selverkendelse og forstår endelig, at deres problemer stikker lidt dybere. Jess må indse, at hun ikke ønskede at begå selvmord på grund af en tilfældig kæreste som svigtede hende. Og Martin må erkende, at hans problemer ikke begyndte da han dyrkede sex med en mindreårig pige. Dét var blot endnu et symtom på alle hans problemer og den foreløbige kulmination på en lang mental nedtur. Inderst inde kæmper de alle en ubevidst kamp mod ensomhed, meningsløshed og tomhed. De er alle faret vild i livet, lige som hovedpersonen i Dante´s “Den guddommelige komedie”. Jeg synes, at det er en fantastisk flot beskrivelse af en eksistentialistisk krise:

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge.
Hvor tungt og plagsomt er det sted at skildre:
så vildt og ufremkommeligt at tanken
genføder frygten som jeg dengang følte!
Selv døden er vel næppe mere bitter;

De fire hovedpersoner i “Langt nede” befinder sig i samme situation, men langsomt begynder de at erkende disse eksistentielle problemer. Martin har levet en særdeles løssluppen og udsvævende livsstil. Han føler skyld både over for familien og på grund af sin egen forspildte eksistens. Men han har skjult disse følelser for sig selv, ved at projiceret dem over på familien. Han har nogle illusioner som skal brydes ned, før han endelig indser, at hele hans adfærd er en desperat reaktion på en eksistens og en tilværelse der føles som en tom og meningsløs byrde. Maureen har begået en synd, som hun på alle måder har forsøgt at sone lige siden. Hun bærer på en stor skyld, men nu er byrden endelig blevet for tung. Som katolik har hun naturligvis også problemer med selvmord, men hun prøver at forsvare sig mod denne skyldfølelse:

“Og hvorfor bliver det egentlig betragtet som den største synd af dem alle? Vi har jo hele livet fået at vide, at vi vil komme et vidunderligt sted hen, når vi skal herfra: Og det eneste, man gør, er at prøve at nå frem lidt hurtigere end de andre. Måske er det syndige ved det, at man prøver at springe over i køen?”

Deres vigtigste problem er en identitetskrise: Ingen af dem ønsker at være den de er. Martin fortolker sit forhold til den mindreårige pige, som det ultimative bevis for at han er “et dumt røvhul”. Men det er Jess som er mest bevidst om dette problem: “Jeg havde den uhyggelige følelse, man får, når man indser, at man er den, man er, og vil blive ved med at være det, og at det er der bare ikke noget at gøre ved.” Man kan prøve at forandre sig, men snart “ligger man igen og brækker sig uden for et lortediskotek og prøver at komme i slagsmål med folk. Min far kan ikke forstå, hvorfor jeg har valgt at være sådan, men sandheden er, at det ikke er noget man vælger, og det er dét der kan give én lyst til at begå selvmord. Når jeg prøver at forestille mig et liv, hvor jeg ikke ligger og brækker mig uden for lortediskoteker, kan jeg ikke; jeg får slet ikke noget billede frem. Det her er den jeg er; det er min stemme, min krop, mit liv.”
Hvis man ikke kan leve med sig selv, så bliver livet umuligt, og det er netop deres virkelige problem. De har alle forsøgt at undslippe ansvaret for deres eget liv ved hjælp af alkohol, stoffer og sex. Maureen har forsøgt at leve en anden persons liv, for at undslippe sit eget. Hun har forsøgt at realisere en eksistens der slet ikke er hendes – det er virkelig absurd. Og JJ har levet i et fremtidshåb, som var en livsflugt, da ethvert håb er et værn med livet som leves nu og her. Efterhånden må de alle indse, at de selv har skabt alle deres problemer, i et desperat forsøg på at undslippe livet. Men eksistensen kræver at blive realiseret – som Sartre og Kierkegaard ville have sagt. Derfor har de alle konkluderet, at selvmordet er deres sidste udvej. Det er den sidste mulighed for at undslippe ansvaret for deres egen eksistens.

Umiddelbart virker slutningen noget tam. Man føler sig ikke mæt og tilfreds. Jeg var ærligt talt lidt skuffet, lige som mange anmeldere og mange læsere der har skrevet om bogen på internettet.

Langt nede - af Nick Hornby

Langt nede - af Nick Hornby

Men jeg har læst bogen to gange og efter den anden læsning synes jeg at slutningen er perfekt. Jeg grinede lidt mindre, men jeg forstod lidt mere og bogen var faktisk endnu bedre. Og det er jo min kvalitetstest. JA – der er forskel på litteratur. Der findes god litteratur og dårlig litteratur. Nogle bøger og nogle forfattere er bare bedre end andre. Hvis en bog skuffer anden gang man læser den, så har det bare været god underholdning – og det er jo også fint nok. Men hvis bogen bliver bedre og bedre hver gang man læser den, så er det kvalitet. Der er bøger som man kan læse igen og igen. Jeg har flere bøger, som jeg har læst mere end ti gange, og de bliver stadig mere og mere spændende hver gang jeg læser dem.

Jeg synes virkelig at Nick Hornby har fundet den rigtige slutning til denne bog. Det er igen fuldstændig lige som Dante i “Den guddommelige komedie”. Han må gennem både skærsilden og helvede for at finde tilbage til livet. Det er den eksistentialistiske krise, som giver dem ny selverkendelse, en ny livsforståelse og nyt livsmod. De har endelig taget deres eksistens på sig og dermed har de også opdaget en masse nye muligheder. Jeg synes det er en meget troværdig og realistisk slutning. Forskellen på at leve eller at dø, er ikke problemernes størrelse. Det afgørende er bevidstheden, måden man forholder sig til problemerne og sin egen eksistens på.

Albert Camus skriver i “Sisyfos myten”, at “Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.” Han skriver også, at “alle normale mennesker på et eller andet tidspunkt har overvejet at tage sig af dage”. Derfor bør man huske hvorfor man lever. Det var helt afgørende for de fire personer i Nick Hornbys roman, at de fandt nogle helt konkrete grunde til at leve – som JJ der pludselig indså, at han “havde ikke engang fået læst Martin Chuzzlewit…” Jeg har læst den geniale bog af Charles Dickens og jeg synes det er et rigtig godt argument: Man bør helt bestemt læse Martin Chuzzlewit før man dør. Og selvfølgelig også alle de andre fantastiske bøger af Dickens. Jeg tror det er vigtigt at vi husker hvorfor vi lever og alt det vi glæder os til. Det er vores livsforsikring. Jeg har en masse bøger som jeg skal læse og jeg skal både se og høre en masse opera. Derfor!

Reklamer