For nyligt sad jeg og zappede på tv´et, da jeg kom forbi et interview, hvor en journalist spurgte Johnny Depp om han var romantisk. -Jeg har set “Wuthering Heights” mindst ti gange, svarede han.

Bare fordi man har set en romantisk film, betyder det jo ikke at man selv er romantisk. Heller ikke selv om man har set den ti gange. Jeg har ikke set filmen, men jeg har læst bogen mange gange og kan overhovedet ikke forstå hvorfor denne bog regnes for en af de mest romantiske bøger i litteraturhistorien. Hver gang jeg møder mennesker som hævder, at det er en af de mest romantiske bøger der findes, så læser jeg “Stormfulde højder” endnu en gang. Jeg har sikkert læst bogen otte eller ti gange – og jeg har stadig ikke forstået det. Jeg kender ikke andre bøger, der indeholder så meget ondskab og had. Jeg bliver virkelig dårlig af at læse den og det er endnu aldrig lykkedes mig at læse den uden et par dages pause undervejs. Alligevel synes jeg, at det er en helt fantastisk roman.

Emily Brontë`s berømte klassiker “Stormfulde højder” er en rammefortælling, hvor tjenestepigen Nelly Dean fortæller den uhyggelige historie om familierne Earnshaw og Linton. “Wuthering Heights” er navnet på Earnshaws gård, som ligger ensomt ude på heden, mellem bakker og bjerge. Historien begynder da gamle Mr. Earnshaw kommer hjem fra marked i Liverpool med den lille Heathcliff. Mr. Earnshaw ved intet om ham, men han var fattig og sulten, og han så så elendig ud, at Mr. Earnshaw ikke bare kunne overlade ham til sin egen skæbne.

Det skaber straks nogle konflikter i det lille hjem. Heathcliff bliver som en ny søn i familien, men børnene Catherine og Hindley har lidt svært ved at vænne sig til den nye bror. Nu skal de pludselig dele forældrenes kærlighed og opmærksomhed. Det skaber jalousi og modvilje. Efterhånden bliver Catherine dog hans sammensvorne. De leger sammen på heden, hvor de udvikler et tæt forhold til hinanden.

Hindley bliver sendt på universitetet, men vender hjem da forældrene dør tre år senere. Han overtager gården sammen med sin kone, der dør efter at hun har født en søn. Da hun dør, begynder han at drikke. For hver skuffelse Hindley oplever, bliver han stadig mere vred og bitter over livet. Han hævner alle sine skuffelser på Heathcliff, der bliver degraderet til staldkarl, og det bliver på alle måder gjort klart for ham, at han ikke længere er en del af familien. Han bliver uafbrudt mishandlet, ydmyget og nedværdiget. Heathcliff og Cathy flygter fra de mere og mere utålelige forhold på gården, hvor Hindley hærger sammen med sine drukvenner. De bruger mere og mere tid sammen og strejfer rundt ude på heden.

I nærheden ligger den lidt flottere ejendom “Thruscross Grange”. De to børn, Isabella og Edgar Linton, er pæne og velopdragne, en voldsom kontrast til Cathy og Heathcliff. Han mærker straks deres foragt, da de en dag bliver fanget i haven til “The Grange”. Her tror man først at de er tyve: “…slynglen ser ellers skummel ud; ville det ikke være en barmhjertighedsgerning at hænge ham med det samme, inden han for alvor gør noget galt”, spørger de sig selv. “Åh, hvor er han væmmelig! Lad ham komme ned i kælderen”, udbryder datteren Isabella da hun ser ham. Cathy bliver snart genkendt som den stakkels pige fra “Wuthering Heights”, der bliver forsømt af sin elendige bror. Hun får straks deres sympati og bliver forkælet, mens Heathcliff brutalt bliver smidt ud. Cathy bliver fast gæst på The Grange og Heathcliff er klar over sin konkurrence. Han forsøger at vinde deres accept og anerkendelse, men hver gang bliver han ydmyget og latterliggjort. Han vasker sig og prøver at se pæn ud, for at blive accepteret i de andres selskab. Men da Hindley ser ham får han et anfald: “Skrub af med dig, din lille vagabond! Skal du prøve på at spille modeherre, hvad? Lad mig få fat i dine friserede lokker, så skal vi se, om jeg ikke kan trække dem lidt længere!”

Hans eneste fælle er Cathy, men i sidste ende svigter hun ham også. Hun gifter sig med den pæne og velhavende Edgar Linton fra “The Grange”. Men det som krænker Heathcliff mest, er omstændighederne. Inden brylluppet, overhører han en samtale mellem Nelly Dean og Cathy: “Jeg passer ikke mere til at være gift med Edgar Linton end til at være i himlen, og hvis den slyngel derinde ikke havde ladet Heathcliff synke så dybt, så havde jeg aldrig tænkt på det. Nu ville det være en nedværdigelse for mig at gifte mig med Heathcliff; han skal aldrig få at vide, at jeg elsker ham; men det gør jeg…” Det er en ny ydmygelse, fra den side hvor han mindst havde ventet det. Heathcliff forsvinder uden at Cathy bemærker det og det varer lang tid inden de ser ham igen.

Cathy har et utal af dårlige egenskaber. Hun er umoden, lunefuld, herskesyg, letsindig, tankeløs og særdeles hovmodig. Hun er egoistisk og samvittighedsløs. Hun tænker kun på sig selv og har en barnlig forestilling om, at alle mennesker lever for at opfylde hendes ønsker og tilfredsstille alle hendes behov. Efter forældrenes død, har hun ikke fået nogen opdragelse, men har passet sig selv sammen med Heathcliff, der var mere end villig til at opfylde alle hendes ønsker. Cathy er et udtryk for tidens romantiske forestillinger om det frie og lykkelige naturbarn. Men hun er også et udtryk for romantikkens splittelse mellem natur og kultur. I virkeligheden formår hun aldrig at vælge mellem Edgar og Heathcliff. Hun har en forestilling om, at hun kan gifte sig med Edgar, mens Heathcliff stadig skal være hendes kammerat eller soulmate. Edgar og Heathcliff repræsenterer to forskellige livsformer: livet på “Wurthering Heights” og “The Grange”; natur og kultur. Hendes opdragelse eller forfængelighed vil have Edgar, The Grange og Edgars penge. Hun vil være frue på “The Grange”. Men hendes sjæl vil have Heathcliff. Hun er splittet mellem fornuften og følelserne. Det er en farlig kamp i hendes indre, som bliver mere og mere skæbnesvanger. Hun bliver gift med Edgar og føder en datter. Men hun bliver også mere og mere psykisk ustabil og utilregnelig. Til sidst kommer splittelsen så vidt, at hun ikke selv ved om hun er på The Grange eller Wuthering Heights.

Inden Cathy bliver fuldstændig vanvittig, vender Heathcliff tilbage som var han “Den store Gatsby“. Vi får ikke at vide hvor længe han har været borte, hvor han har været eller hvad han har lavet, men han er blevet særdeles velhavende. Nu kommer han lige som Gatsby, for at vinde den kvinde tilbage, der har giftet sig med en anden. Men det er meget mere end det. I virkeligheden kæmper han for sit eget liv. Hans selvrespekt er afhængig af de andres anerkendelse og han er nødt til at vinde Cathys respekt.

Den tyske filosof Axel Honneth har udviklet sin filosofi ud fra Hegels tanker om anerkendelsen som den betydeligste faktor i menneskets udvikling. Ifølge Honneth er anerkendelsen absolut nødvendig for dannelsesprocessen, for at udvikle et positivt selvforhold, som han kalder det. Axel Honneth skriver i “Kamp for anerkendelse”: “Den intersubjektive anerkendelse(…)er forudsætningen for, at man kan etablere et vellykket forhold til sig selv.” Denne anerkendelse skal findes på tre niveauer og han skriver, at “…individets subjektive autonomi vokser ved hvert stadium af gensidig respekt.”

Det første niveau er intimsfæren, dvs familien. Her kommer anerkendelsen til udtryk i form af kærlighed og omsorg. Men det er klart, at Heathcliff aldrig har oplevet nogen af delene. Den gamle Mr. Earnshaw beskyttede ham, men efter hans død har Heathcliff ikke oplevet andet end en uendelig række af grove krænkelser. Den eneste som respekterede ham og holdt af ham, var Cathy, indtil hun også svigtede ham. Derfor har hendes svigt naturligvis haft en katastrofal betydning for ham.

Det andet niveau er retten. Alle mennesker har brug for at vide, at de bliver betragtet som individer med samme rettigheder som alle andre, som et symbol på at de er ligeværdige. Men da den gamle Earnshaw dør, bliver Heathcliff degraderet til staldkarl og får ikke længere lov til at blive undervist sammen med Cathy. På den måde bliver det gjort klart for ham, at han har overhovedet INGEN rettigheder: “…stadig strengt arbejde fra tidlig morgen til sen aften havde sløvet den interesse, han engang havde næret for at skaffe sig kundskaber og al hans kærlighed til bøger og lærdom. Den følelse af overlegenhed, som havde præget ham i hans barndom, og som skyldtes den gamle Mr. Earnshaws forkærlighed, var forsvundet. Han kæmpede længe for at holde sig på højde med Catherine i hendes læsning, og det var med tavs og bitter sorg, at han opgav det; men han opgav det fuldstændigt. Hans ydre fremtræden gik samme vej. Hans gang blev ludende, og hans blik skulende….”

Det tredje niveau er samfundets anerkendelse, som kommer til udtryk i solidaritet. Men Heathcliff møder ingen solidaritet, heller ikke fra de andre ansatte på gården. Tværtimod mødes han med skadefryd og ondskab, da han bliver degraderet og forvist fra familiens kreds.

I stedet for anerkendelse, mødes han på alle tre niveauer med anerkendelsens modsætning, som er ringeagt og krænkelse. De gør alt for at ydmyge og håne ham. Et barn kan ikke vokse op med denne undertrykkelse og blive et vellykket individ. Ifølge Axel Honneth er konsekvensen, “at man kombineret med en social skamfølelse mister tilliden til sig selv og verden, hvilket påvirker ethvert praktisk samkvem med andre mennesker, også på det fysiske plan”.

Men det betyder også, at “…ringeagtserfaringen bliver det motiv, der udløser en kamp om anerkendelse.” Heathcliff prøvede at gøre sig pæn for at opnå deres anerkendelse, men blev mødt med hån. Han kæmpede for at følge med Cathys uddannelse, men blev tvunget til at opgive, på grund af det hårde arbejde. Og Cathy giftede sig med Edgar, fordi Heathcliff var fattig. Nu ønsker han ikke bare anerkendelse og værdighed, men også hævn over sine fjender. Han vinder kampen mod Hindley og overtager “Wurthering Heights”. Han kæmper også med Edgar om Cathys kærlighed – men Cathy dør!

Da bliver alle hans følelser til ondskab. Han er vred og bitter. Der er ikke længere nogen gevinst og ondskaben bliver sit eget mål. Alt handler om hans hævn. Han kender kun én glæde og det er glæde ved at gøre andre ondt. Han bruger alle som små ubetydelige brikker i sit eget sindssyge spil om hævn. Ved hjælp af nogle onde og udspekulerede planer, lykkes det for Heathcliff at overtage både “Wuthering Heights” og “Thruscross Grange”. Da Hindley, Cathy, Edgar og Isabella dør, lykkes det ham at blive værge for deres børn. Da alle hans fjender er døde, fortsætter han med at hævne sig på deres børn. Hadet, vreden og ondskaben breder sig som en pest mellem alle de mennesker, som Heathcliff formår at ødelægge med sin grusomme hævn. Hans hævn er nøjagtig den samme nedværdigelse som ham selv blev udsat for. Ingen af dem får nogen undervisning. I stedet skal de alle arbejde og opleve den ydmygelse som han selv led så meget under.

Det udvikler sig til ren sadisme. Lars Fr. H. Svendsen skriver i “Ondskabens filosofi”: “Jeg tror, at sadisme bedst kan forstås ud fra en hegeliansk anerkendelsesmodel. Sadisten ønsker anerkendelse som subjekt.” Jeg tilføjer, at sadisten ikke blot ønsker anerkendelse som et subjekt, men som et ligeværdigt subjekt.

Heathcliff er en psykopat, der slet ikke noget forhold til andres smerte, angst eller følelser. Og han har ingen samvittighed. Axel Honneth skriver, at “Det socialt ignorerede individs reaktion er, at det forsøger at ødelægge den andens besiddelse”. I dette tilfælde også deres lykke og livsglæde. Han er nødt til at ødelægge alt omkring sig. Han ønsker evig hævn, for sine egne lidelser og alle andre skal lide som ham. Det er en syg logik, men det er det eneste som giver hans liv en smule mening. På “Wuthering Heights” går tiden med at forbande og hade hinanden. De er alle nødt til at låse dørene til deres egne soveværelser om natten, for at være sikre på at de ikke bliver myrdet mens de sover.

Heathcliff er i familie med en anden romanfigur fra samme periode, nemlig monstret fra Mary Shelley´s roman “Frankenstein“. “Stormfulde højder” er skrevet i 1847 og “Frankenstein” i 1818. Videnskabsmanden doktor Frankenstein har skabt et monster af døde mennesker og giver monsteret liv. Overalt søger monstret venlighed og anerkendelse, men bliver mødt med rædsel, ondskab og fjendtlighed. Derfor beder han Frankenstein om at skabe endnu et monster, så han kan få en ledsager: “Hvis jeg ikke får nogen at knytte mig til og ingen kærlighed, må had og ondskab blive min lod; en andens kærlighed vil fjerne grunden til mine forbrydelser(…) Mine laster er børn af en påtvunget ensomhed som jeg afskyr…”

Men Frankenstein vil ikke hjælpe ham, da han frygter monsteret og hans kraft. Som hævn dræber monstret Frankensteins familie og venner. Senere i bogen forklarer monsteret sine gerninger: “Engang havde jeg et falsk håb om at mødes med væsner der, idet de undskyldte min ydre form, ville elske mig for de strålende karaktertræk som jeg var i stand til at udvikle. Jeg næredes ved høje tanker om ære og hengivenhed. Men nu har forbrydelsen sat mig under det nedrigste dyr. Ingen skyld, ingen ulykke, ingen ondskab, ingen elendighed vil kunne sammenlignes med min.(…) …mens jeg ødelagde hans håb, tilfredsstillede jeg ikke mine egne begær. De sled og brændte for altid i mig; jeg begærede stadig kærlighed og venskab, og jeg blev stadig vraget(…) Jeg, den ulykkelige og forladte, er et misfoster, som skal hånes og sparkes og trampes ned. Selv nu kommer mit blod i kog ved erindringen om denne uretfærdighed. “

Heathcliff har den samme verdenserfaring som Frankensteins monster. Konsekvenserne er de samme og de er lige grusomme. Men vi forstår deres smerte og deres kamp for anerkendelse. Det er sikkert grunden til at mange læser “Stormfulde højder” som en romantisk bog, og betragter Heathcliff som en romantisk helt. Men det er fuldstændig urimeligt.

Da Isabella bliver forelsket i Heathcliff, prøver Cathy at tale hende til fornuft: “Det er, fordi du aldeles ikke kender hans karakter, at du har kunnet drømme den drøm, barn. Tro ikke, at han skjuler godhed og kærlighed under sit barske ydre! Han er ikke nogen usleben diamant, han er en vild, ubarmhjertig, grusom mand.” Men Cathys advarsel har ingen virkning. Isabella hævder stadig, at “Mr. Heathcliff er ikke ond, han har et ærligt og trofast sind…..” Heathcliff udnytter hendes illusioner og gifter sig med hende. Men det er blot en del af hans onde og udspekulerede hævnplaner. Han har overhovedet ingen respekt for hende: “Hun så en romanhelt i mig og ventede ubegrænset overbærenhed og ridderlig kærlighed. Jeg har svært ved at betragte hende om et fornuftigt væsen, i den grad er hun fremturet i at danne sig mærkværdige begreber om min karakter.” Jeg vil tillade mig at sige det samme om alle læsere, der mener at Heathcliff er en romantisk helt.

I “Ondskabens filosofi” skriver Lars Fr. H. Svendsen: “I Hitlerforskningen ser vi en række årsager blive trukket frem, som forholdet til faderen i barndommen, det senere kærlighedsforhold til niecen Geli Raubal eller mindreværdskomplekser på grund af fysiske defekter(…) Hvilke årsager, der henvises til, afhænger af, hvilke videnskaber der undersøger sagen. Det kan handle om alt fra gener og kemi til sociale forhold og politiske ideologier.(…) Jeg mener ikke, at de videnskabelige forklaringer er illegitime, men at de kun har en begrænset gyldighed. Vores forsøg på at bortforklare det onde, på at rationalisere det, lykkes ikke fuldt ud.” En af de forfattere som han indirekte henviser til, kunne være den schweiziske psykolog Alice Miller der har skrevet 13 bøger om konsekvenserne af forskellige former for svigt og overgreb i barndommen. Hun beskriver igen og igen, hvordan ringeagt samt fysisk og psykisk undertrykkelse skader børn, så de får meget svært ved at få et godt liv. I mindst to af hendes mange spændende bøger – “Tavshedsmurens fald” og mere udførligt i “I begyndelsen var opdragelsen” – har hun analyseret og fortolket Hitlers liv. Der er ingen tvivl om, at Hitlers barndom og opvækst er en forudsætning for alle hans onde gerninger. Alice Miller benægter eller bortforklarer på ingen måde Hitlers ondskab. Lars Fr. H. Svendsen skriver: “at hvis vi ikke kan sige, at Hitler var ond, så mangler ordet “ondskab” al mening”. Det gælder også Heathcliff. Han er en psykopat, der knuser alt. Han myrder både dyr og mennesker, og driver sine fjender til den yderste elendighed, uden nogen form for medlidenhed eller medfølelse. Historien om Heathcliff er lige så uhyggelig, som den gotiske gyser om “Frankenstein”. Heathcliff er et psykologisk og litterært mesterstykke og det er fuldstændig uforståeligt, at en ung præstedatter som Emily Brontë, har kunnet skabe denne person. Uanset hvad man mener om Heathcliff, så er han ikke en romantisk helt.

Der er endnu et aspekt, som gør “Stormfulde højder” til en roman, der hyldes som en romantisk klassiker. Efter døden strejfer Cathy og Heathcliff rundt på heden som genfærd. Nogen læsere glemmer at det er litteratur og danner sig nogle urimelige forestillinger om hvad evig kærlighed er. Jeg synes det er meget uhyggeligt, at folk bliver betaget af denne forestilling om evig kærlighed. Det er en absurd og – efter min mening – uhyggelig fascination af døden, som jeg finder ganske bizar. Nogle af de urimeligste og farligste vrangforestillinger i vores verden, skyldes at mennesker ikke kan kende forskel på fiktion og virkelighed. Evig kærlighed slutter ved døden.

Reklamer