Richard Strauss: Rosenkavaleren – Det Kongelige Teater.

Det var rigtig elendigt vejr, da jeg skulle i operaen søndag. Det blæste voldsomt og regnen piskede ned, da jeg gik ombord i den lille båd som sejler operagæsterne fra Nyhavn til Operaen på holmen. Egentlig synes jeg det er lidt fjollet med den tur, men det fungerer jo rigtig godt. Alligevel har massiv kritik medført, at der snart skal bygges en bro. Jeg tror at rigtig mange mennesker har glemt at tænke sig om og det er et projekt som alle kommer til at fortryde. Det tager to minutter at sejle over, men det er faktisk en pænt lang spadseretur. Det bliver ikke nogen fornøjelse, når vejret er lige som i går – slet ikke for de mange kvinder i høje hæle og aftenkjoler. Jeg tænker med skræk på, hvordan det bliver at gå den tur i snestorm, tværs over havnen hvor vinden rigtig kan få fat!

Forestillingen startede med erotik og livsbegær. Under ouverturen forlyster adskillige par sig med hinanden i erotiske favntag på scenen, indtil de elskende bliver forstyrret af døden, som danser omkring dem, mens han spiller violin. Det er som et memonto mori, der anslår operaens tema. Langsomt glider scenegulvet ud til siden og trækker samtidig sengen med Feltmarskalinden, prinsesse von Werdenberg, og hendes 17-årige elsker, greve Octavian, ind på scenen. Det var utrolig flot. Under alle akterne hang et stort spejl over scenen, som spejlede sangerne og tæppet på scenegulvet. Det var overvældende smukt. Sjældent har jeg set sådan en overvældende smuk scenografi. Disse kæmpestore spejle blev vippet og drejet, så der nogen gange var meget højt til loftet, hvilket gav en meget luftig fornemmelse. Andre gange drejede spejlet langsomt og fuldstændig umærkeligt ned, så det nærmest lå tungt over sangerne og pressede dem mod jorden, som var det skæbnens ubarmhjertige tryk.

Rosenkavaleren: Baron Ochs i Feltmarskalindens sovegemak. Foto: Miklos Szabo

Octavian vågner glad og tilfredsstillet sammen med Feltmarskalinden. Men han bliver fornærmet, da hun fortæller, at hun har haft den frækhed at drømme om sin mand, der er bortrejst på jagt. Octavian vil være den eneste ene og drømmer om evig kærlighed. Hans humør svinger hurtigt fra den ene yderlighed til den anden, som det er normalt hos unge følsomme mennesker. Feltmarskalinden har mere livserfaring. Lige som Father Truelove fra min yndlingsopera “The Rake´s Progress” af Igor Stravinsky, ved Feltmarskalinden at: “In youth we fancy we are wise, but time hath shown, alas, too often and too late, we have not known the hearts of others or our own”. Feltmarskalinden ved at tiden er ved at rinde ud for deres kærlighed, for livet selv og for den tid hun tilhører. Hun bliver ældre – men han er stadig ung og har endnu livet foran sig.

Så hører de larm fra de tilstødende værelser. Tjenerne prøver at få den indtrængende til at vente i forgemakket, men det er forgæves. Feltmarskalindens bondske fætter erklærer selvhøjtideligt, at “Baron Ochs antichambrerer ikke”.

Baronen er kommet til Wien fordi han skal giftes med den unge Sophie, datter af den nyrige og nyligt adlede leverandør Faninal. Octavian kan ikke slippe bort, men de er nødt til at skjule deres forhold og derfor forklæder han sig som kammerpige. Baron Ochs, som synges og spilles både genialt og meget morsomt af Jacob Woldt, er grov, vulgær og sjofel. I stedet for at tænke på det kommende bryllup, udbreder han sig om alle sine erobringer og forsøger sig også straks med den forklædte Octavian. Det er en meget morsom komedie.

Baronen har brug for Feltmarskalindens hjælp til at vælge den mand som skal være hans Rosenkavaler, hvis opgave det er at overbringe bruden en sølvrose. Marskalinden foreslår Octavian….

Sammen med sit følge begynder baronen at planlægge brylluppet, mens Feltmarskalinden holder morgenaudiens. Det er vigtigt for baronen at sikre sig, at han får et stort gods i morgengave af sin velhavende svigerfar. Andre forsøger at forklare ham, at det per definition kun er bruden som får en morgengave. Det er baronen ret ligeglad med. Når han har nedladt sig til at gifte sig med en borgerlig, så ville det “være et passede udtryk for deres taknemmelighed”. Det er simpelthen et fornuftsægteskab, hvor han sælger sin adelstitel. De nyrige får den eftertragtede titel og baronen får en stor forume. Det ser man med garanti også i dag. Man kan købe adelstitler ganske billigt på nettet, men jeg er ret sikker på at prisen er en helt anden, når der også følger slægt og historie med.

Til Feltmarskalindens morgenaudiens kommer en stor mængde forskellige mennesker, som søger hendes protektion. Hun bliver konfronteret med alle dele af samfundet: rige og fattige, adelige og borgerlige, journalister, kunstnere osv. Denne opera foregår egentlig i 1770 i brydningstiden mellem rokkoko og oplysningstiden. Alle disse mennesker repræsenterer samfundsforandringerne der nærmest trænger ind og skyller gennem fyrstindens sovegemak, og varsler en ny tid hvor adelsmagten er dømt til undergang, mens kapitalisme, demokrati og menneskerettigheder vinder frem. Der kommer også en fattig, blind operasanger, som forsøger at vække hendes medlidenhed og vinde hendes understøttelse. Det er svært ikke at se det som en særdeles ondskabsfuld parodi på en vis italiensk operasanger. Den pågældende er tabu på min blog – og jeg må med skam indrømme, at jeg morede mig. Det er kun ærgerligt, at de ikke samtidig havde fået plads til en mobiltelefonsælger!

Endelig bliver Feltmarskalinden alene og reflekterer over tidens gang. Hendes vemodige resignation er gribende og hjerteknugende. Ann Petersen er absolut fantastisk og fængslende som den kloge og resignerede Feltmarskalinde, der accepterer tidens gang uden at kny. Hun udstråler en ophøjet værdighed og indre ro, som er bjergtagende midt i hendes triste reflektioner. Hun følges af hjerteskærende violiner fra orkestergraven, indtil blot en enkelt violin svinger sig ind i en smertefuld solo. Da Octavian vender tilbage, fortæller Feltmarskalinden ham om sine tanker, men han forstår hende naturligvis ikke – hvilket kun gør scenen endnu mere tragisk. Hun virker så alene og forladt med alt sin tristesse. Hun ved at han snart vil finde en anden og yngre kærlighed. Hun er hjælpeløs i skæbnens vold, som vi alle er det. Den forelskede Octavian har naturligvis ikke meget forståelse for Feltmarskalindens visdom – som altid er ung kærlighed lidenskabelig, idealistisk og kompromisløs.

I Faninals palæ bliver Octavian modtaget med stor spænding. Men da han afleverer sølvrosen er det som om at tiden går i stå for ham og Sophie. De er blevet forelskede. Endelig ankommer den uforskammede Baron Ochs, som er uhøflig, ubehagelig og grov. Gisela Stilles guldstemme er fabelagtig og hun er simpelthen dejlig som den smukke Sophie. Da hun møder baronen første gang, behandler han sin kommende brud som en ko på et dyrskue. Hun bliver frastødt og kalder ham en hestepranger. Men Sophies adelsglade far Faninal er lige så opsat på det kommende ægteskab, som baronen er opsat på at få fingre i hans penge. Det forhindrer dog ikke baronen i at forsøge sig med alle tjenestepigerne, mens han samtidig opfordrer Octavian til at flirte med Sophie, så hun “kan vænne sig til det”. Det kommer alt sammen ægtemanden til gode senere, fastslår baronen. Imens udtænker Octavian en udspekuleret plan for at afsløre den vulgære og liderlige baron, og dermed redde Sophie fra ægteskabet: Octavian skal igen optræde som tjenestepigen og arrangerer et hemmeligt stævnemøde med baronen.

Dette stævnemøde er hylende morsomt. Baronen anstrenger sig for at forføre Octavian, som spiller den bly og uskyldige tjenestepige. Endelig får baronen lokket ham/hende med i seng og straks springer sladderjournalister og paparazzifotografer frem og tager billeder af det ømme par. Faninal bliver tilkaldt, politiet ankommer og alle forsøger at forklare og bortforklare deres egen rolle i skandalen. Alt er kaos og forvirring. Midt i det hele kommer døden og driver dem alle ind i en fejende og hvirvlende dans rundt i lokalet. Døden leder an i dødedansen…eller er han i virkeligheden bagest i kæden, så han jagter alle de dansende med sin le? Endelig ankommer Feltmarskalinden som stopper galskaben og snart får alt opklaret med sin fornuft. Bittert og sørgmodigt erklærer hun, at farcen er slut, livets farce. Hun taler om baronens komedie, men mener samtidig sit eget liv. Det er naturligvis også en henvisning til oplysningstiden, som vender op og ned på alt og alle. Da baronen bliver afsløret som en skamløs vellystning, forsvarer han sig med at alt er tilladt i farcen. Men realiteterne har indhentet ham og oplysningstiden er fornuftens tidsalder. Allerede i første akt siger Feltmarskalinden, at “den der omfavner ofte holder aldrig fast”. Nu er det slut for baronen, der er så kompromiteret, at ægteskabet er en umulighed. Feltmarskalinden reder alle trådene ud, de unge får hinanden og hun står alene tilbage i værdig ensomhed.

Feltmarskalinden udtrykker en hjerteskærende livsvisdom. Der er altid en pris som skal betales, når farcen slutter. Livet er ikke en komedie og operaen rinder ud som en tragedie. Det er simpelthen storslået. Feltmarskalindens melankolske værdighed og hendes dybe alvor er rørende. Hun accepterer sin skæbne med vemodig, men behersket og ophøjet ro. Jeg ville gerne se Ann Petersen som Feltmarskalinden igen og igen. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at det kan gøres bedre. Jeg er bestemt ikke en tudeprins, men jeg var dybt berørt. Jeg er overbevist at Ann Petersen kan konvertere selv den største operahader.

Mens Feltmarskalinden står ensom og fortabt i sidste akt, og skildrer livets barske realiteter, er der et stort smadret spejl over scenen. Spejlet viser tæppet på scenegulvet, som er holdt i mørke efterårsfarver. Det ser ud som om rødbrune og gyldne efterårsblade driver stille og vemodigt ned af livets ustoppelige flod. Jeg har aldrig set noget så smukt.

Feltmarskalinden og Octavio - Foto af Miklos Szabo

Feltmarskalinden og Octavian – Foto af Miklos Szabo

Det var en fantastisk forestilling. Gang på gang fik jeg kuldegysninger over hele kroppen af alt denne skønhed. Man må endelig ikke forveksle Richard Strauss med wienervalsens ikon Johann Strauss den yngre. Men denne opera foregår i Wien 1770, selvom opsætning foregår i 1911, og Richard Strauss har naturligvis brugt den fejende wienervals i Rosenkavaleren. Hugo von Hofmannsthal har skrevet librettoen, der er lige så imponerende og betagende som musikken. Marco Arturo Marelli har skabt scenografien, der er så smuk at det er overvældende. Rosenkavaleren var en stor oplevelse og jeg var fuldstændig beruset da jeg gik hjem efter forestillingen. Det var en meget lang forestilling – næsten 4½ time. Men den var ikke et minut for lang. Tværtimod. Jeg håber dybt og inderligt at Det Kongelige Teater sætter denne forestilling op igen næste sæson, så jeg får mulighed for at se den igen – og igen og igen.

Jeg tror også at visse anmeldere har været fortryllede af forestillingens magi og skønhed. Flere af dem har svunget sig op til lyriske højder.

Gregers Dirckinck-Holmfeldt skriver om “nydelsen af de strausske sopranorgasmer” og i Kristeligt Dagblad skriver Mikael Garnæs i sin anmeldelse, at “De to sopraner er en udelt fornøjelse.”

I Information skriver Peter Nielsen, at “Det er sjældent, at man bliver både æstetisk og intellektuelt tilfredsstillet af en opera. Sådan én er Rosenkavaleren”. Videre skriver han, at “Ann Petersens marskalinde synger med en afdæmpet renhed, som jeg aldrig har hørt magen til før.”

Jakob Levinsen har skrevet en fantastisk spændende anmeldelse i Jyllandsposten, hvor han skriver: “Operaens nyopsætning af ”Rosenkavaleren” rammer historiens tone af kynisk humanisme. Og den luksuriøse ironi Richard Strauss’ musik forløses, så det er en fryd.”

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “Det er en mand med totaltalent, der har sat Richard Strauss’ muntert vemodige ’Rosenkavaleren’ op i Operaen.” (PS: Politiken kan ikke længere vise anmeldelsen, men jeg forventer naturligvis at de får lavet siden)

I Berlingske Tidende uddeler Søren Kassebeer 4 stjerner til forestillingen, ud af 6 mulige, og kalder selve operaen for “en af operalitteraturens fineste frembringelser.”

Advertisements