George Fridrich Händel: Partenope – Det Kongelige Teater.

Händels opera “Partenope” er skabt af det samme hold, som for nogle år siden lavede “Julius Cæsar”. Det er den samme instruktør, den samme dirigent og 4 ud af 6 sangere er også de samme. Teatret beskriver selv “Julius Cæsar” som “Det Kongelige Teaters største operasucces i nyere tid”. I sin anmeldelse af “Partenope”, beskriver Mikael Garnæs “Julius Cæsar” som “den allerede næsten sagnomspundne succes…” Og det er absolut ingen overdrivelse. Jeg så desværre ikke “Julius Cæsar”, men jeg kan tydeligt huske, at alle talte meget begejstret om den forestilling. Derfor var Partenope en af de forestillinger, som jeg havde glædet mig allermest til at se i denne sæson. Men jeg blev meget skuffet. Den levede slet ikke op til mine forventeninger.

1.akt: Dronning Partenope, som grundlagde Napoli, fejrer at bymuren endelig er færdig. Bejlerne flokkes omkring den skønne dronning, men Arsace er den foretrukne. Arsace opdager, at en af de andre bejlere slet ikke er en mand. Han genkender Rosmira, der har forklædt sig som en mand, kalder sig Eurimene og forfølger Arsace. Han lovede hende evig troskab, men svigtede sit løfte for at bejle til Partenope. Nu vil Rosmira have hævn over Arsace, som lover at han ikke vil afsløre hendes identitet. Allerede her vil den opmærksomme læser begynde at undre sig. Da Arsace har genkendt hende, er der vel ingen grund til at bevare forklædningen? Det er lige som om at logikken vakler. Endelig får vi at vide, at Emilio ligger med sin hær uden for Napoli og har belejret byen.

2.akt: Partenopes hær vinder over Emilio, som bliver taget til fange – og straks efter igen sat på fri fod. Det tager lige 5 minutter og resten af tiden taler de om kærlighed.

3.akt: Eurimene/Rosmira afslører for Partenope, at Arsace har lovet Rosmira både troskab og ægteskab, men svigtet hende. Hun fortæller dog ikke Partenope, at hun selv er denne Rosmira. Partenope bliver forarget og dropper straks Arsace. Partenope tillader Eurimene/Rosmira at duellere med Arsace. Jeg har lidt svært ved at se meningen med denne duel. Hvad skal de kæmpe om? Arsace vil naturligvis ikke kæmpe mod Rosmira, som han stadig elsker, men han kan ikke bare nægte, som var han en kujon. Ved hjælp af en snedig taktik, tvinger han Rosmira til at afsløre sig selv. Det hele ender med at Partenope får Armindo, som har sukket dybt og inderligt af kærlighed og længsel efter hende gennem hele stykket,  og Arsace får Rosmira – og så levede de formodentlig lykkeligt til deres dages ende.

Claus Johansen har skrevet en meget spændende artikel til programmet om Händel og barokopera, hvori han skriver: “Teksten er fremragende. Handlingen kunne være skrevet af Shakespeare…” Jeg forstår slet ikke hvad han mener. Jeg har sjældent set en opera, der havde så tom og ligegyldig en handling. Samtidig er librettoen så fuld af banaliteter, at det halve havde været mere end rigeligt. “Jeg elsker dit ansigt, men frygter det hjerte, der engang bedrog mig”, synger Eurimene/Rosmira igen og igen. Hver eneste sætning bliver gentaget i det uendelige. Arsace synger noget i retning af “i mit trofaste bryst, bankede mit hjerte, nu er der kun smerte.” Når vi kommer dertil hvor hjerte rimer på smerte, så tænker man, at nu kan det ikke blive værre. Men det kan det alligevel godt. Mens vi nærmer os slutningen, bliver stemingen mere og mere højspændt. “Sjælen går ad pinslernes porte til glæde”, synger de, og “Et ædelt hjerte vinder smukkere ry ved bestandighed”. Det er stykkets moralske budskab. Inden alt ender i fryd og gammen, konkluderer de, at “der findes ingen roser uden torne”. Puha, så kan det næsten ikke blive mere trivielt.

Händels opera Partenope - her er det Inger Dam-Jensen som dronning Partenope, omgivet af sine bejlere. Foto:Thomas Petri

Det var en meget lang opera. Partenopes veltrænede, maskuline og halvnøgne boytoy var operaens eneste højdepunkt. Men det virkede så malplaceret og umotiveret, at det alligevel blev et antiklimaks. Det samme i krigen mellem Emilio og Partenope, hvor de to hære først leger stoleleg med hinanden og bagefter “sten, papir og saks”. Jeg var meget lidt begejstret for Francisco Negrin´s instruktion og hans barnlige påhit.

Jeg forsøgte at slå “Partenope” op i mine operabøger, men der stod ikke meget. Hverken Gerhard Schepelern´s berømte operabog eller András Batta´s flotte mamutværk omtaler “Partenope”. I “Gads operaleksikon” har den blot fået en kort note, hvor der står: “Med Partenope forsøgte Händel sig for første gang med en ironisk komedie, men operaen blev ingen succes”. Jeg ville nok mene, at det kongelige teater burde havde set det som en advarsel, men det gjorde de ikke. Og der er ingen tvivl om at publikum var meget begejstrede. Operaen er nærmest bygget op som en lang række af arier. Det var ret simpelt, men der var varme og begejstrede klapsalver efter hver eneste arie. Jeg er måske en af de få som ikke brød mig om operaen, men jeg vælger også at fortolke publikums klapsalver som begejstring over sangerne.

Händels musik var god og sangerne var fantastiske. Herren ved siden af mig, klagede over at de ikke sang igennem. Jeg er ikke enig. Men har man først været nogle gange i den nye opera på Holmen, så bemærker man hvor dårlig akustikken er på Kongens nytorv. Det gælder også selv om man er så heldig at sidde på fjerde række! Jeg er glad for at jeg nu har hørt den verdensberømte kontratenor Andreas Scholl og den anden kontratenor Christophe Dumaux. Tuva Semmingsen skulle have sunget Rosmiras parti. Hun var desværre blevet syg og blev erstattet af Trine Bastrup Møller som gjorde det ganske glimrende. Men stjernen var naturligvis Inger Dam-Jensen. Bare at høre hende synge partiet som den skønne dronning Partenope var hele aftenen værd. Jeg havde også glædet mig til at se og høre Palle Knudsen, som er en af mine favoritter i operaen, men han havde desværre en meget lille rolle. Concerto Copenhagen havde indtaget det kongelige kapels plads i orkestergraven, sammen med dirigenten Lars Ulrik Mortensen. Jeg brød mig absolut ikke om handlingen, men jeg tror faktisk at jeg ville nyde operaen hvis jeg havde den på CD og smed librettoen i skraldespanden!

Anmelderne har været meget begejstrede. Selv om Thomas Michelsen giver 4 ud af 6 hjerter i Politiken, så er jeg dog lidt i tvivl om hvad han egentlig mener om forestillingen, men det skyldes måske at der var nogle problemer ved premieren.

Til gengæld er der ingen tvivl om hvad Gregers Dirckinck-Holmfeld mener i hans sprudlende anmeldelse. Han havde tydeligvis en usædvanlig god aften i operaen.

I Berlingske Tidende kalder Søren Kassebeer “Partenope” for “en pirrende, utugtig kobling af drama, humor og ironi.”

I Kristeligt Dagblad skriver Mikael Garnæs, at Inger Dam-Jensen “lever op til alle rollens virtuose krav med legende lethed” og det er jeg fuldstændig enig med ham i. Inger Dam-Jensen var fantastisk. Men det er hun jo altid!

Georg Metz har skrevet en flot anmeldelse i Information og kalder det “en meget smuk forestilling.”

I Jyllands-Posten kalder Jakob Levinsen Partenope for “en ny barokopera-sejr for Det kongelige Teater.”

Der er ingen tvivl om, at jeg er ret alene med min skuffelse. Jeg har dog fundet en enkelt forbundsfælle. På sin blog skriver den operaglade forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen om handlingen, at “det er ikke værd at referere i detaljer. Og så ender den latterligt usandsynligt…”

Reklamer