Torsdag var jeg til koncert i Radiohusets Koncertsal – som fremover hedder “Musikkonservatoriets Koncertsal”. Det er et både langt og træls navn, men det kan vel ikke være anderledes!

Første del var Herman D. Koppel´s klaverkoncert nr. 3, med Jens Elvekjær som solist. Jeg har ikke hørt koncerten før, men jeg var meget begejstret. Det var spændende, afvekslende og dramatisk.

Anden del var Carmina Burana af Carl Off, og det var naturligvis for at opleve dette berømte værk, at jeg havde købt billet. Jeg er vild med Carmina Burana, som sikkert er det mest kendte klassiske værk der findes – det bruges alle steder, for eks til mange fodboldkampe. Så vidt jeg husker blev det også brugt til X-faktor på DR. Og det er ikke uden grund. Musikken er dramatisk og storslået, men teksten er også passende til den slags begivenheder, da den netop handler om at Lykkens gudinde, Fortuna, er verdens hersker. Derudover handler Carmina Burana om sex, druk, spil og endnu mere sex.

Jeg er sikker på at alle kender den første sang i Carmina Burana, men de kender ikke teksten og det er jeg simpelthen nødt til at gøre noget ved. Den danske oversættelse er af Volmer Dissing.

O, Fortuna
Velut luna
statu variabilis,
semper crescis
aut decrescis;
vita detestabilis
nunc obdurat, et tunc curat
ludo mentis aciem,
egestatem,
potestatem
dissolvit ut glaciem.

Sors immanis
et inanis,
rota tu volubilis,
status malus,
vana salus
semper dissolubilis,
obumbrata
et velata,
michi quoque niteris;
nunc per ludum
dorsum nudum
fero tui sceleris.

Sors salutis
et virtutis,
michi nunc contraria.
Est affectus,
et defectus
semper in angaria.
Hac in hora,
sine mora,
corde pulsum tangite;
quod per sortem
sternit fortem,
mecum omnes plangite!

——————-

Falsk er Lykken
hul i ryggen
månen lig i trofasthed
nyet skinner, næ oprinder,
idel ubestandighed.
Snart befaler
helveds kvaler,
snart regerer paradis;
armod, plage,
gode dage
svinder bort som vårens is.

Lykken ender,
vinden vender,
hjulet om sin akse går.
Sygdom farer,
sundhed varer,
indtil vi får sot og sår.
Halvt beskygget
ubetrygget,
er mig lykken huld i dag;
men i morgen
rider sorgen
bister på min nøgne bag.

Nu har Lykken
vendt mig ryggen,
hun som var mig nys så huld.
Hun forlod mig,
blev imod mig
altid falsk og svigefuld.
Ræk mig, venner,
eders hænder,
føl, hvor hjertet dunker her.
Skæbnen slog mig
og bedrog mig,
græder med mig én og hver.

Carmina Burana er latin og betyder “Sange fra Beuren”. Teksterne blev fundet i et tysk kloster i 1803, men de er nedskrevet i 1200-tallet på latin og gammeltysk. Carl Orff fandt manuskriptet ved et tilfælde i 1934. Han udvalgte nogle af teksterne og inddelte dem i afsnit. Det første afsnit handler om lykken, hvor koret også synger: “Forrådt af Skæbnen klager jeg,/fra øjet tåren falder./De gaver Lykken skænked mig,/hun nu tilbagekalder./Har du mange hovedhår,/trives fremtidsmodet,/oftest dog en lod du får/uden hår på hovedet./(…)Lykkens hjul i cirkel går,/i dybet ned jeg tvinges;/andre Lykkens tinde når/til tops en konge svinges.”

Det næste afsnit er det spirende forår og derfor synes jeg at Carmina Burana er et stykke som bør opføres om foråret. Teksterne beskriver hvordan isen smelter og våren “tryller/lyse glæder frem på ny; blomsters mylder/engen fylder,/himlen stråler uden sky.” Det er simpelthen den smukkest forårshyldest – men sammen med foråret, begynder alle også at længes efter kærlighed og erotik, og pigerne køber rød farve til kinderne, for at friste de unge mænd: “Se herhen,/unge mænd./Lad mig jer behage./”

Der var fuldt orkester, 130 sangere fra DR Koncertkoret, DR Børnekoret og Kammerkoret Camerata. Endvidere sang den smukke sopran Ditte Højgaard Andersen og tenoren Gert Henning-Jensen. Jeg synes det er lang tiden siden at han har været så forrygende. Men aftenens stjerne var uden tvivl barytonen Morten Frank Larsen. Jeg har aldrig hørt ham før, hvilket sikkert skyldes, at han fortrinsvis optræder i Wien og Berlin. Snart skal han også synge på Metropolitan i New York(artikel her), hvor operadiva Renée Fleming skal synge i Richard Strauss` “Arabella“, men har gjort det til en betingelse, at det bliver sammen med Morten Frank Larsen. Han var absolut fantastisk. Hans stemme havde en fantastisk fylde og en flot mørk klang. Han er en stor, maskulin sanger, der ser meget, meget godt ud. Samtidig  var han meget levende og dramatisk, uden at det på nogen måde virkede påtaget eller kunstigt. Morten Frank Larsen er strøget direkte til tops på min hitliste!

Næste afsnit i Carmina Burana foregår på kroen og her lever man særdeles lystigt og løssluppent. De spiller hele dagen, til de må gå nøgne hjem om aftenen. Imens drikker de, så man bliver helt svimmel ved tanken. Den næste video er fra det vilde liv på kroen. Jeg ved ikke hvem barytonen er, men jeg er ikke imponeret. Han har ikke Morten Frank Larsen´s sans for dramatik, men virker i stedet dybt teatralsk. 2,30 minutter inde i videoen begynder “Den stegte svanes sang”. Den stakkels svane synger om, hvordan han før var søens pryd, men nu hænger han på spydet og snart skal han bæres ind til krogæster. Og imens synger koret: “Stakkel, stakkel,/sort at skue/og brændt og branket  stærkt.” I videoen er det den flotte, sorte tenor Lawrence Brownlee som synger. Jeg kender ham ikke, men han er absolut fantastisk. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at det kan gøres bedre. Efter 7,20 minutter begynder den sang, som vel nok må være en af verdens bedst drukviser – og den tekst følger nedenfor. Selv om den er lidt lang, så er den pragtfuld, at jeg er nødt til at have den med. Det er umuligt ikke at more sig over, at disse frække og vovede tekster er fundet i et kloster.

In taberna quando sumus,
non curamus quid sit humus,
sed ad ludum properamus,
cui semper insudamus.
quid agatur in taberna
ubi nummus est pincerna,
hoc est opus ut quaeratur;
si quid loquar, audiatur.

Quidam ludunt,
quidam bibunt,
quidam indiscrete vivunt.
sed in ludo qui morantur,
ex his quidam denudantur,
quidam ibi vestiuntur,
quidam saccis induuntur;
ibi nullus timet mortem,
sed pro Baccho mittunt sortem.

Primo pro nummata vini;
ex hac bibunt libertini;
semel bibunt pro captivis,
post haec bibunt ter pro vivis,
quater pro Christianis cunctis,
quinquies pro fidelibus defunctis,
sexies pro sororibus vanis,
septies pro militibus silvanis.
octies pro fratribus perversis,
nonies pro monachis dispersis,
decies pro navigantibus,
undecies pro discordantibus,
duodecies pro paenitentibus,
tredecies pro iter agentibus.

Tam pro papa quam pro rege
bibunt omnes sine lege.
Bibit hera, bibit herus,
bibit miles, bibit clerus,
bibit ille, bibit illa,
bibit servus cum ancilla,
bibit velox, bibit piger,
bibit albus, bibit niger,
bibit constans, bibit vagus,
bibit rudis, bibit magus,
Bibit pauper et aegrotus,
bibit exul et ignotus,
bibit puer, bibit canus,
bibit praesul et decanus,
bibit soror, bibit frater,
bibit anus, bibit mater,
bibit ista, bibit ille,
bibunt centum, bibunt mille.

Parum sescentae nummatae
durant cum immoderate
bibunt omnes sine meta,
quamvis bibant mente laeta;
sic nos rodunt omnes gentes,
et sic erimus egentes.
qui nos rodunt confundantur
et cum iustis non scribantur.

———————-

Her på kroen hos hinanden
gir vi verdens jammer fanden,
kiler straks på terningspillet,
vi får aldrig lysten stillet.
Vin er det, hvorom vi spiller,
vin hver gang en terning triller.
Kom, hvis I har lyst at høre,
hvilket liv på kro vi fører.

Nogle spiller, nogle drikker,
nogle under bordet ligger.
De, hvem det er ilde gået,
bliver indtil skjorten flået;
én tar tøj på, han har vundet,
én har sække om sig bundet;
vinens gud forjager sorgen,
døden kommer først i morgen.

Først en skål, som det sig sømmer,
for det vinfad, vi nu tømmer.
Så en skål for dem i spjældet,
tre udbringes almenvellet,
fire for al kristenheden,
fem for dem, der vandred heden,
seks for piger med slemme lyster,
syv for hver undløben kryster.

Otte for alle perverse fyre,
ni for de munke, ingen kan styre,
ti for dem, hvem bølgen bærer,
elve for alle trættekære
tolv for mænd som inderlig angre,
tretten for tøsene som blev svangre.
Skål for konge, skål for pave,
skål for høje, skål for lave.

Vældigt drikker mand som kvinde,
drikker vært med samt værtinde,
drikker karlen med soldaten,
drikker pigen med prælaten,
drikker raske, drikker sløve,
drikker blinde mænd med døve,
drikker lamme, drikker stumme,
drikker vise, drikker dumme.
Drikker degn og musikanter,
drikker fuglefri drabanter,
drikker oldinge og knægte,
drikker elskovsbørn med ægte,
drikker søster, drikker broder,
drikker bedstemor og moder,
drikker fyrsten, drikker lusen,
drikker hundred, drikker tusind.

Sekshundred fade kan ikke
række, når alle vil drikke
uden mål og uden grænse,
uden verdens dom at ænse.
Sådan vi i vanry kommer,
sådan får vi tomme lommer.
Lad bagtalerne beskæmmes,
deres navne evig glemmes.

Efter sådan en fordrukken og amoralsk tekst, kan man dårligt forstille sig at det kan blive værre – eller bedre! – men i de sidste sange er det erotik, sex og liderlighed det handler om. Det er ganske saftigt: Drengekoret synger: “Å-å-å/sødt jeg brænde må,/ungdomsfrisk i blodet svulmer/elskovs vilde trå.” Barytonen er lidt mere direkte og synger: “Kun det håb jeg lever i:/hendes kærlighed at nyde,/hendes jomfrusegl at bryde.” De er alle fuldstændig besat af deres seksuelle lyster. Endelig kommer sopranen med sit glansnummer, Dulcissime. Jeg har efterhånden hørt Carmina Burana i mange udgaver og dette nummer er ligesom et kardinalpunkt for mig. Det er her sopranen overgiver sig til sine lyster og synger: “Du dejligste,/helt jeg undergir mig dig.” Det skal kommer blidt, men stærkt, og vokse som om hun svulmer af uhæmmet lyst og hengiver sig til den mest ultimative seksuelle nydelse. Men jeg har hørt udgaver, hvor sopranen giver den lidt for meget, så hun nærmest skriger som om at det gør ondt på hende. Ditte Højgaard Andersen gjorde det rigtig fint. Dette stykke, hvor seksualiteten og lysten er i centrum, er musikalsk set et af de allermest spændende i Carmina Burana.

Hele teksten svulmer af lyst og længsel – længsel efter foråret, længsel efter druk og løssluppenhed, længsel efter kærlighed og erotik. Carmina Burana handler om livsbegær og en voldsom, uhæmmet livslyst. Det kommer også til udtryk i Carl Orff´s musik, der er lidenskabelig, svulmende, kraftfuld, voldsom og fuld af liv. Det er virkelig noget af det bedste musik der findes. Hele vejen igennem er musikken i Carmina Burana fyldt med lyst, vellyst og lystighed, blandet med stor og munter humor.

Jakob Levinsen har anmeldt koncerten i Jyllands-posten og han er ikke helt tilfreds. Jeg synes det var en forrygende koncert, men Jakob Levinsen har ret: der var lidt problemer. Selv om jeg ikke er musikkyndig, så kunne jeg ikke undgå at bemærke, at der var nogle satser hvor dirigenten Leif Segerstam forcerede tempoet for meget. Tempoet og rytmen svinger meget i Carmina Burana. Nogle satser er meget bløde og langsomme, hvilket skaber en fantastisk dynamik, når der veksles med hurtige satser. Men der var nogen satser, hvor dirigenten satte tempoet så højt, at det ikke lød helt godt. Jeg overvejede om dirigenten simpelthen skulle bevise, at han selv kunne følge med. Jeg kan ikke rigtig se andre grunde. Men alt i alt var det en fantastisk koncert, som fik stående, bragende og langvarigt bifald. Og jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg får chancen for at høre dette fantastiske værk.

Søren Schauser har skrevet en spændende anmeldelse i Berlingske Tidende, hvor han først anmelder klaverkoncerten med en elegant henvisning til Tom Kristensen. Hele anmeldelsen er ret flot og interessant at læse. Overskriften lyder “Alle elsker Carmina”, men det er ganske tydeligt, at det i hvert fald ikke gælder Henrik Friis, der har anmeldt koncerten i Politiken. Jeg må indrømme, at jeg synes han udtrykker nogle overraskende og besynderlig holdninger til Carmina Burana, som han ligefrem beskriver med ordet “tåkrummende”.

Reklamer