I aften sender DR2 en temaaften om dirigenter. Det meste kommer til at handle om den unge dirigent Gustavo Dudamel, som har en usædvanlig spændende historie.

Hele historien starter, da Gustavo Dudamel begynder at spille violin ved en af Venezuelas mange musikskoler, der er kendt  som “El Sistema”. Navnet leder straks tankerne hen på et eller andet mørkt, diktatorisk system, men efter min mening er dette “System” et af verdens største mirakler. Hele ideen er at redde fattige børn fra slumkvarterne i Venezuela og gøre dem til musikere i verdensklasse. Systemet blev skabt af økonomen José Antonio Abreu. Det startede i 1975 og indtil nu har “Systemet” haft mere end 400.000 elever. I dag er der 250.000 elever fordelt på 220 ungdomsorkestre over hele landet og staten betaler alle udgifterne. Når eleverne melder sig til musikskolen, får de straks et instrument. Det er ikke til låns – de får det. Det er deres. Og så begynder de straks at spille Beethoven og Tjajkovskij – ambitionerne er store og det er måske grunden til “Systemets” enorme succes. Hele grundlaget er troen på at alle mennesker kan lære at spille musik og der er ingen som siger til disse børn at de ikke kan eller at noget er for svært. På den måde opbygger man deres selvtillid og resultatet taler for sig selv. De øver seks dage om ugen, fire timer af gangen. Disse unge mennesker har i hvert fald ikke tid til at hænge på gaden, lave ballade og rode sig ud i kriminalitet.

“Our first goal is not to create professional musicians,” explains Xavier Moreno, secretary of Fesojiv(El Sistema). “Our goal is to rescue the children.” På Gustavo Dudamel´s hjemmeside, kan man blandt andet læse om Lennar Acosta der var arresteret 9 gange for væbnet røveri og handel med stoffer, før han kom i kontakt med “Systemet”. I dag spiller han klarinet i “Caracas Youth Orchestra” og underviser på konservatoriet. Da Edicson Ruiz var 8 år, arbejdede han deltid i et supermarked, for at hjælpe med familiens indkomst. Men han begyndte også på en af landets utallige musikskoler og som 17-årig blev han den yngste bassist nogensinde i Berliner Philharmonikerne.

“El Sistema” er en god investering for Venezuela. Det hjælper de unge, reducerer kriminaliteten og efterhånden sender Venezuela en jævn strøm at fantastiske musikere ud i verden. I 2006 skrev The Guardian en meget spændende artikel om El Sistema. Det er en fuldstændig trøstesløs historie om fattigdom, kriminalitet, bandekrige og forældreløse børn – men “El Sistema” giver mange af disse børn nye muligheder i livet.

Gustavo Dudamel er den mest kendte elev fra Venezuelas ungdomsorkestre. Han begyndte at spille violin da han var 5. Da han var 13 begyndte han at dirigere og da han var 18 blev han udnævnt til musikchef for “The Simon Bolivar Youth Orchestra“, som er det orkester der samler alle de bedste musikere fra de mange ungdomsorkestre. De gav koncerter i flere lande og Dudamel begyndte at vinde flere store dirigentkonkurrencer. Siden er det gået med fuld fart mod stjernerne. I 2006 blev han udnævnt til chefdirigent for Göteborg Symfoni Orkester og i 2009 overtager han pladsen som musikchef for Los Angeles Philharmonic Orchestra – da er han 28 år. Men han beholder stadig sin plads ved orkestret i Venezuela, som han ikke vil undvære, da han nærmest betragter medlemmerne som sin familie.

I løbet af de sidste par år, har Gustavo Dudamel også indspillet en række CD´ere, både med “The Simon Bolivar Youth Orchestra” og “Los Angeles Philharmonic”.

Jeg så første gange Gustavo Dudamel, da “60 minutes” lavede et portræt af ham, og jeg blev dybt fascineret. Han har en utrolig energi og lidenskab når han dirigerer. Der er ingen tvivl om, at han er en ny slags dirigent – han er meget uhøjtidelig og jordnær. Efterhånden har jeg set ham flere gange og jeg har det indtryk, at han virkelig har det enormt sjovt når han dirigerer. Han er i musikken og det er tydeligt at han elsker det. Gustavo Dudamel er simpelthen fantastisk og jeg glæder mig utrolig meget til at se programmet i aften. Der er mange videoer med Dudamel på youtube, men jeg har fundet en som fokuserer meget på ham selv, så man virkelig kan se hans enorme engagement og hans kærlighed til musikken. Gustavo Dudamel og “The Simon Bolivar Youth Orchestra” har en livlig og frisk energi, som lyder meget anderledes – uden at jeg kan definere hvad det egentlig betyder.

På videoen er det Shostakovich´s symfoni nr. 10, 2.sats. Hvis man ser godt efter, kan man godt se at musikerne er meget unge. Mange af dem er stadig teenagere og de ældste er midt i tyverne. Det er fuldstændig uforståeligt, at de kan spille et værk der er så svært og kompliceret – og samtidig gøre det så utrolig godt.

Advertisements