I går var der fødselsdag på Centralhjørnet. Men det var søndag, det var koldt og der var mange andre gode grunde til at blive hjemme. Jeg synes heller ikke det er sjovt når der er alt for mange mennesker og derfor har jeg kun været med til deres fødselsdag nogle få gange, selv om jeg har kommet på Centralhjørnet i mange år.

Men det er en af årets bedste fester og jeg kunne da ikke bare sidde hjemme. Min manglende beslutsomhed betød at jeg kom meget sent afsted og det var sikkert en fordel. Der er gratis fadøl fra 17-19, samt gratis pølsevogn lige uden for døren. Jeg kom først halv otte og selv om der sikkert allerede var mange som var gået, så tror jeg at der var dobbelt så mange mennesker som der egentlig er plads til. Det bryder jeg mig ikke om og jeg fortrød straks at jeg var kommet. Vi stod som sild i en tønde, men  der var en særdeles opløftet stemning. Da jeg havde været der en halv time, fik jeg øje på nogen jeg kendte, som havde et bord bagest i lokalet, hvor jeg lige kunne presse mig ind. Da jeg var sluppet ud af den værste trængsel blev det straks meget sjovere.

Der er mange traditioner til Centralhjørnets fødselsdag. Det er blandt andet en gammel tradition at alle bartenderne er i drag. Det er altid morsomt, for de fleste bartendere går aldrig i drag – det er kun denne dag. Der kommer en professionel og laver deres makeup og de ser lige så forrygende ud, som den overdådige julepynt.

Torsdag og søndag er der altid show på Centralhjørnet og på deres fødselsdag skiftes de alle til at optræde. Jeg kom midt i Miss Celine Benz´s forrygende Liva Weel-show. Det var fantastisk og der blev sunget med så taget var ved at lette. Derefter kom “Hjørnets strigler”, som bliver sammenlignet med Bakkesangerinderne. De er altid klædt i store kjoler og store hatte. De kan nogle usædvanlig uanstændige og uartige sange, og det er meget, meget morsomt. Som altid vakte de stor jubel og bragende bifald. Der var mange som optrådte og der var fællessang til den store guldmedalje – jeg er en lille smule hæs idag. Men det var en formidabel fest og jeg er glad for at jeg var med. Det er meget sjældent jeg tager på Centralhjørnet når der er show og det er lidt ærgerligt. Jeg burde gøre det noget oftere, men jeg synes at der kommer alt, alt, alt for mange mennesker. Men det er meget populært og jeg kan jo godt forstå at folk kommer. Det er morsomt og underholdende, og der er altid en fantastisk stemning.

Advertisements