Jeg var så heldig, at jeg blev inviteret til koncert på Glyptoteket fredag aften, med pianisten Julius Drake og den russiske basbaryton Sergei Leiferkus. Julius Drake spiller klaver på alle CD´erne med min yndlingstenor Ian Bostridge, så det var fantastisk, at jeg fik mulighed for at høre ham i virkeligheden. Sergei Leiferkus har jeg aldrig hørt før, men han er ganske kendt og derfor har jeg naturligvis hørt en masse om ham. Mine forventninger var selvfølgelig skruet helt i top!

Programmet var sange af Tchaikovsky, Rachmaninov og Musorgsky. Man kan godt kalde det for et ret voldsomt og dramatisk program. Første gang jeg nogen sinde hørte lieder, var jeg ved at kede mig til døde. Det var simpelthen skrækkelig kedeligt. Senere har jeg forstået, at lieder kan være enormt spændende, men det kræver altså en virkelig god sanger – og det var/er Leiferkus. Jeg ville dog ønske at jeg havde kendt nogle af sangene i forvejen, så jeg kunne have fulgt mere med i hans fremførelse,  i stedet for at sidde og følge med i teksten.

Jeg var især begejstret for Musorgsky´s “Songs and Dances of Death”, som består af 4 sange. Den sidste handler om soldaterne som kæmper mod hinanden, indtil døden kommer og erklærer, at han er den endelige sejrherre, som vinder over dem alle. Det var en fantastisk og barsk allegori – fremført med en voldsom kraft af Leiferkus. Han har en utrolig stor stemme; den var næsten for stor til festsalen på Glyptoteket.

Leiferkus forstod virkelig at fange folks opmærksomhed. Det var lidt morsomt at tænke på Andras Schiff, der spillede i Tivolis koncertsal i august – han blev så vred over publikums uafbrudte hosten, at han afbrød koncerten og forlod scenen. Selv om vi nu er i december, hvor det er hostesæson, var der ikke én eneste som hostede i aftes. Det var virkelig imponerende.

Efter koncerten var der en eksklusiv buffet i salen nedenunder. For en gangs skyld var det ikke så fedt at være veganer – og hvis sandheden skal frem, så snød jeg en lille smule. Der var nogle små skåle med ris a la mande og jeg var simpelthen nødt til at smage. Jeg var dog ikke særlig imponeret, så jeg ville ønske at jeg ikke havde gjort det.

Da Julius Drake og Sergei Leiferkus havde klædt om, kom de ned og blandede sig med det lille selskab. Det blev desværre aftenens antiklimaks: jeg stod og talte med nogle andre, da Julius Drake kom og forærede min gode veninde Anna sine blomster og hilste på alle dem hun stod sammen med. Øv – tænk at jeg gik glip af det. Jeg har også fortrudt, at jeg ikke havde taget en CD med, for at få hans autograf på den. Jeg havde overvejet det, men jeg syntes det var for pinligt og alt for påtrængende. Men det har jeg altså fortrudt og hvis jeg nogensinde får chancen igen, så håber jeg, at jeg er lidt mere modig. Anna tilbød at præsentere mig, men jeg er jo alt for genert………

Det var en god koncert og en utrolig hyggelig aften – jeg blev helt deprimeret da jeg kom hjem til mig selv. Det var lidt trist efter den aften og alle de mange indtryk. Så lavede jeg en kande the og smed mig på sofaen sammen med store mis, hvor vi lå og hørte hele Glucks opera “Orfeus og Eurydike”.

Reklamer