Wozzeck” er en barsk, grum og underlig absurd opera. Han er gal, hun er gal og de er alle sammen bindegale. Alt er sort. Alt er ondt. Der er ingen lyspunkter og den eneste udvej er vejen til helvede.

“Wozzeck” er baseret på en virkelig hændelse i Leipzig. I 1821 myrdede Johann Christian Woyzeck sin kæreste på grund af jalousi. Woyzeck blev hængt, men sagen førte til en diskussion om hvor vidt han var tilregnelig i gerningsøjeblikket og derfor også om straffen overhovedet var rimelig. Det var usædvanlige overvejelser på den tid. Georg Büchner skrev udkastet til sit skuespil – Woyzeck – i 1830. Da Alban Berg så stykket i starten af 1920´erne blev han så fascineret, at han straks begyndte at skrive sin berømte opera. Ved en skrivefejl kom både operaen og hovedpersonen til at hedde “Wozzeck”.

Wozzeck arbejder hos en Kaptajn, men de kommer ikke særlig godt ud af det med hinanden. “Gode mennesker gør alting langsomt”, hævder Kaptajnen. Men Wozzeck skynder sig og på den måde bliver der alt for meget tid til overs. Kaptajnen bliver helt fortvivlet ved tanken om alle de ekstra minutter og timer som han pludselig skal disponere over.

Derudover tjener Wozzeck lidt ekstra hos en videnskabsmand, der bruger ham til sine eksperimenter. Wozzeck er reduceret til et forsøgsdyr. Det virker måske lidt komisk – men denne opera er ingen komedie. Det er dybt seriøst!

Bengt-Ola Morgny og Sten Byriel kunne have meget morsomme som Kaptajnen og videnskabsmanden, hvis ikke det var fordi at denne opera er dybt alvorlig. De to absurde og gale mennesker dyrker deres fortravlede handlinger, som både er meningsløse og ubetydelige. Den eneste mening er den overdrevne betydning, som de selv tillægger dem. Deres handlinger har ingen betydning for andre mennesker, men deres indbildskhed forhindrer dem i at erkende deres egen overflødighed og indre tomhed. De kritiserer Wozzeck og hævder at han tænker for meget. Det skyldes formodentligt at de ikke forstår ham. Det er en skam, for han er den eneste som taler fornuftigt. Alt hvad de andre siger er kun sludder og vrøvl.

wozzeck

John Lundgren som Wozzeck.

Wozzeck afleverer alt hvad han tjener til kæresten Marie og hendes lille søn, der spilles af Carl Philip Levin. De lever i den yderste fattigdom. Elendigheden gør Marie desperat og noget ustabil. Hun er ikke ligefrem det man kalder en velfungerende mor og hendes humørsvingninger gør sønnen både utryg og angst. De triste dage slæber sig af sted og afbrydes kun af skænderierne og udvekslingen af skrappe spydigheder med nabokonen. Det er en trist tilværelse og den eneste glæde blandt alle disse fortabte eksistenser er druk og hor! Der bliver drukket godt igennem, mens sønnen gennem sig under sengen. Men det er en kunstig og en falsk munterhed. Det er en eskapisme, en kortvarig flugt fra deres fattigdom og deres elendighed. Det gælder også seksualiteten. Marie har en affære med en grov og vulgær tambourmajor. Sønnen er bange for ham og gemmer sig under bordet når han besøger Marie. Det var meget lidt diskret og jeg tror at Carl Philip Levin ved mere om sex end det er normalt i den alder – meget mere end han burde vide. Men det er blot en smule underholdning, som ikke koster noget – sikkert den eneste underholdning som de har råd til. Det er blot nogle få øjeblikkes verdensflugt, hvor de kan glemme smerten, tungsindet og fortvivlelsen.

Wozzeck får flere og flere spydige bemærkninger og antydninger om Maries utroskab. Både kaptajnen og videnskabsmanden håner ham for den utro kæreste og den uægte søn – er det overhovedet hans søn? Da han endelig opdager sandheden om hendes forhold til tambourmajoren, falder hans verden sammen. Han bliver skuffet og bitter. Herefter begynder han at slynge om sig med kyniske kommentarer. Når de fattige morer sig og drikker sig fra sans og samling, kigger Wozzeck desillusioneret på dem: “Dans, dans I kun – snart kommer djævelen og tager jer”, siger han. Da nabokonen klager over sine sko, svarer Wozzeck, at “man kan sagtens gå barfodet til helvede”.

I starten har Wozzeck en vision om flammer der rækker fra jorden og helt op til himlen, mens basunerne kommer nærmere. Denne dommedagsvision bliver mere og mere påtrængende, indtil solen endelig farves rød som blod. Da er Wozzeck blevet så desperat, at han slår Marie ihjel og bagefter drukner han selv, da han vil vaske blodet af sig.

Derefter står sønnen helt alene tilbage i verden. Wozzeck var den eneste som drengen havde tillid til, den eneste som viste ham ømhed og interesse. Denne dreng er måske den mest trøstesløse og fortabte person, jeg nogensinde har set i en opera eller læst om i en bog.

John Lundgren var fantastisk som Wozzeck. Fra starten er han den eneste fornuftige person i operaen. Han er samvittighedsfuld og betænksom. Wozzeck er et godt menneske. Han er den mest normale person i denne absurde verden, men tilværelsen og omstændighederne gør ham gal. Han bliver mere og mere sindssyg og psykotisk gennem hele forestillingen. John Lundgren gjorde det rigtig godt og jeg forestille mig, at han må være mere end almindeligt udmattet når han kommer hjem fra operaen.

Wozzeck - Ylva Khilberg og Carl Philip Levin

Wozzeck - Ylva Khilberg og Carl Philip Levin

Ylva Khilberg var også fantastisk som Marie. Hun synger altid godt og man forstod hendes desperation. Men det var alligevel svært at have egentlig medlidenhed med hende.

Scenografien var genial. Intet mindre! Gulvet, loftet og væggene var beklædt med kolde hvide fliser. Men bagvæggen kunne skubbes til side og give et billede af Wozzecks drømme og fantasier. To gange så det ud som om at Marie gik på bagvæggen – hendes krop stod i en vinkel på 90 grader ud fra væggen. Åbenbart var den illusion lavet med hjælp af store spejle. Det var meget flot og imponerende.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg mener om forestillingen. Den var spændende – men den var sandelig også sort og deprimerende. Jeg har aldrig oplevet noget der var så sort! Det var ret voldsomt.

Der var nogle stykker som udvandrede undervejs, men det er vist helt normalt til Wozzeck. Da forestillingen sluttede var bifaldet lidt tamt og der var kun en fremkaldelse. Jeg tror ikke det nødvendigvis skyldes manglende begejstring fra publikum. Jeg tror det skyldtes, at det var en hård opera og så varede den 1 time og 40 minutter – uden pause. Det er lang tid at sidde og dertil var det en opera som krævede meget opmærksomhed. Derfor tror jeg simpelthen bare at folk var trætte. Sådan havde jeg det i hvert fald selv.

Anmelderne er ikke i tvivl om hvad de mener. De kaster om sig med hjerter, stjerner og store ord. I Politiken kalder Thomas Michelsen “Wozzeck” for en gyseropera og et psykodrama, og lover at den “med garanti vil tage toppen af julestemningen”.

Søren Kassebeer giver 6 stjerner i Berlingske tidende og kalder operaen et “proletarisk mareridt”.

Jakob Levinsen giver 6 stjerner i Jyllandsposten og skriver at “Keith Warners iscenesættelse er så god, at det gør ondt.”

I Kristeligt Dagblad kalder Mikael Garnæs Wozzeck “formidabel”, men advarer også om at den “spolerer al julestemning”. Han mener heller ikke det er en opera man skal opsøge, hvis man har “tendes til vinterdepression”.

I Information kalder Georg Metz operaen for “Den skinbarlige gru” og Gregers Dirckinck-Holmfeldt kalder det en opera “fuld af undergang”.

Alban Bergs atonale tolvtonemusik var ikke så underlig som jeg havde forventet. Jeg synes faktisk det var ret smukt og det passede fint til operaen. Det var kun sjældent at det ligefrem blev melodiøst, men det var dog musik. Jeg tror ikke at det er en opera som jeg har lyst til at høre hjemme, men jeg var alligevel ret imponeret. Derfor slutter jeg dette indlæg med et stykke musik fra “Wozzeck”.

Advertisements