Årets danske melodi grand prix er overstået og det var meget spændende.

Trine Jepsen – I´ll never fall in love again – havde det dårligste show. Sangen mindede mig om DramaQueen, som jeg heller ikke brød mig om. Jeg synes at det var en typisk grandprix-sang, men det var ikke mit største problem. Nej, det var danserne. Jeg synes det var absolut rædselsfuldt. Danserne var sikkert meget gode. Det er koreografen formodentlig også. Men jeg synes at han eller hun har en særdeles antikveret ide om hvordan et grandprix show skal se ud. Det var, efter min mening, også det største problem med DramaQueen. Det show var det mest pinlige og smagløse show jeg har set i en million år – sådan cirka. 😉

Jeg havde tre favoritter: Jimmy Jørgensen – Alice in the wonderland. Den kunne jeg godt lide. Det er nok en af de få sange som jeg gerne vil høre igen. Måske den eneste. Jeg er ret vild med den kryptiske og underlige tekst.

Den anden favorit var Johnny Deluxe – Sindssyg! Godt show og ingen dansepiger – puha – det var meget befriende. Meget simpel tekst, men jeg kunne godt lide den alligevel. Men har jeg lyst til at høre den igen? Det ved jeg ikke.

Tredje favorit var Brinck – Believe again. Allerede da jeg hørte den første gang, var jeg sikker på at den ville vinde. Men var den lidt for god? Lidt for smart? Lidt for professionel? Lidt for meget som det man hører på MTV? Sangen var skrevet af Ronan Keating m.fl – det var tydeligt at høre. Det var uden tvivl en af de bedste sange. Jeg stemte selv på den og jeg tror at den har en rigtig god chance i Moskva den 16. maj. Men jeg havde nok foretrukket Jimmy Jørgensen som vinder og ham stemte jeg naturligvis også på.

I år var der tre runder og umiddelbart syntes jeg det var fjollet. Specielt den underlige dobbelt semifinale. Umiddelbart havde jeg foretrukket en finale med 5 sange og én vinder. Men jeg ombestemte mig undervejs – det var faktisk en god måde at gøre det på, da man fik chancen for at høre sangene flere gange inden den endelige finale. Det fungerede rigtig godt og jeg håber at man beholder dette koncept i fremtiden.

I år var der genindført en jury. Det er jeg meget imod. Jeg synes det demokratiske aspekt er meget vigtigt – jeg vil hellere tabe med en dårlig sang i det europæiske grand prix, end vinde på grund af en jury. Man har indført juryen i et forsøg på at undgå flere dårlige placeringer. Men alle lande har jo det samme problem og MANGE er desperate efter det der nærmest ligner en ubrydelig kæde af dårlige resultater. Det gælder for eksempel England og Frankrig. I år er der 43 deltagerlande og vi kan ikke alle få en topplacering. Sådan er det bare. Men jeg synes det er ærgerligt, hvis professionelle sangskrivere som Ronan Keating skal til at dominere melodi grand prix´et. I stedet synes jeg vi skal acceptere, at statistisk set skal vi deltage i 43 år for at vinde én gang og i mellemtiden skal vi have en masse dårlige placeringer. Hvorfor er det et problem? Vi skal jo også huske, at det er kun 8 år siden at vi vandt sidste gang. Og dengang vandt Brødrene Olsen uden at der var en jury involveret. Hvad pokker skal vi så med en jury i år? Jeg forstår det ikke og jeg synes det er dumt.

Jeg synes det er udtryk for klynkeri – og måske arrogance – denne forestilling om at vi helst skal vinde hvert år. Eller i hvert fald ligge i toppen. Ellers er det synd for os. Og drønhamrende uretfærdigt. Tænk dog på hvor mange år Finland og Tyrkiet har ligget i bunden. De har vel næppe været glade for alle de dårlige placeringer, men de er dog kommet igen og igen, år efter år. Jeg blev så glad, da Finland vandt for et par år siden. Jeg synes det var en virkelig elendig sang – det er slet ikke min smag. Men efter så mange år med dårlige placeringer, havde Finland fortjent at vinde uanset hvilken sang de kom med. Jeg havde dog foretrukket at det var blevet året før eller året efter. Det samme gælder Tyrkiet, men de vandt heldigvis med en sang som jeg godt kunne lide. Jeg er stadig skuffet over at Tyrkiet ikke også vandt året efter, for det er efter min mening en af de bedste sange der nogensinde har været med til grand prix.  Den har ovenikøbet en virkelig genial tekst, hvilket er ganske usædvanligt til melodi grand prix.

Tyrkiet er forøvrigt også ansvarlig for en af mine største grand prix-skuffelser. I 2007 skulle Kenan Dogulu deltage for Tyrkiet og flere steder på nettet fandt jeg den sang som han tilsyneladende skulle deltage med. Den var på tyrkisk og jeg forstod naturligvis ikke et ord. Men jeg er vild med sangen og videoen er en af de bedste videoer jeg nogensinde har set. Danserne er helt fantastiske! Hvor blev jeg skuffet, da det viste sig, at det alligevel ikke var den sang han skulle optræde med, men en som jeg syntes var meget dårligere. I 2007 gik min stemme ikke til Tyrkiet. Herunder har jeg lagt “den falske” grandprix sang. Jeg er nemlig stadig vild med den.


Reklamer