Dronningens fødselsdag.

Dronningens fødselsdag.

Det er den 16. april. Det er dronningens fødselsdag – og jeg skulle naturligvis ind for at vinke på slotspladsen. Jeg fulgtes med en af mine venner til Amalienborg slot. Vi tog metroen til Kongens Nytorv og herfra lignede det nærmest en folkevandring ned gennem Bredgade. Vi kom lidt sent og skulle ikke vente længe før garden kom og spillede. Endelig blev afspærringen fjernet og alle folk myldrede ind på slotspladsen. Fem minutter senere kom dronningen kom ud på balkonen sammen med resten af den kongelige familie. Dagens hit var prinsesse Isabella, som pressede ansigtet nysgerrigt gennem gelænderet. Der er ingen tvivl om, at hun syntes det var meget spændende.

Bagefter spiste vi en rigtig god frokost i “Den grønne kælder”. Det har på alle måder været en dejlig dag og jeg glæder mig allerede til næste år. Naturligvis er det lidt fjollet at tage ind til Amalienborg for at vinke til dronningen. Men det er også meget hyggeligt. Der er en virkelig god stemning og alle er i godt humør. Det er også sjovt at se, hvor mange forskellige mennesker der kommer: unge og gamle, børnehaver, turister, mænd med høj silkehat og kjolesæt, vagabonder med deres barnevogne og mange, mange flere. Det er faktisk en skøn oplevelse, som jeg gerne vil anbefale til alle dem som aldrig har prøvet det.

Livgarden spiller altid, før dronningen kommer ud på balkonen.

Livgarden spiller altid, før dronningen kommer ud på balkonen.

Hele den kongelige familie på balkonen.

Hele den kongelige familie på balkonen.

Advertisements