Fredag aften var jeg til min første koncert i det nye koncerthus, som er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel. Det var en blandet oplevelse.

Det nye koncerthus ligger som en stor og tung blå legoklods i udkanten af DR-byen. Jeg var fyldt med store forventninger, da jeg nærmede mig indgangen og endelig kom ind i foyeren. Her blev man mødt af nøgne, grå betonvægge og gulve, som gav en meget rå og kuldslået atmosfære. Mange steder var der stadig spånplader, stikkontakterne hang ud af væggene og rundt omkring havde håndværkerne efterladt deres trappestiger. På et eller andet tidspunkt bliver håndværkerne vel færdige, men jeg kan ikke forestille mig, at det nogensinde bliver et rart sted at opholde sig. Det lignede en gammel, nedlagt fabriksbygning – og de meget høje og lange rulletrapper mindede om et trist, åndsforladt indkøbscenter, hvor folk står og glor tomt ud i luften, mens de lader sig transportere fra den ene etage til den anden. Heldigvis var foyeren fyldt med glade mennesker og en munter summen af forventningsfulde stemmer – det løftede stemningen i de triste og deprimerende omgivelser.

Heldigvis går man ikke i koncerthuset for at stå og glane i foyeren eller for at hænge i baren. Vi fortsatte op i koncertsalen og det var en helt anden oplevelse. Den er utrolig smuk og der er en dejlig, varm stemning. Man føler sig næsten som det lille barn i moders mave – her er der varmt og trygt og godt. Man føler sig helt salig og omsluttet af uendelig velvære, så man aldrig har lyst til at forlade salen igen. Men også her var der tegn på, at bygningen endnu ikke er færdig. Der stod stadig en trappestige i kongelogen – som dog blev flyttet i pausen.

Koncerten var først og fremmest en fødselsdagskoncert for Felix Mendelsohn(1809-1847) som i år ville være blevet 200 år. Derfor begyndte koncerten med hans ouverture, Hebriderne. Jaja……. Men det var jo ikke derfor vi alle havde købt billet. Næh, det var selvfølgelig for at høre Richard Strauss(1864-1949) “Vier Letzte Lieder” med den smukke svenske sopran Nina Stemme. Det er noget af det smukkeste og mest gribende musik man kan forestille sig. Richard Strauss har ikke selv valgt denne titel og sangene er ikke engang tænkt som en cyklus. Men Strauss døde kort tid efter at han havde skrevet disse sange og derfor valgte hans forlægger at udgive dem samlet under den titel. Det virker helt naturligt og meget passende, da teksterne af Hermann Hesse og Joseph von Eichendorff netop handler om døden og afskeden med livet.

Den meget smukke Nina Stemme sang med en varm og flot stemme. Alligevel levede det ikke op til mine forventninger. Det løftede sig ikke. Det svulmede ikke. Jeg er helt enig med Politikens anmelder Thomas Michelsen, når han skriver at magien manglede. Men jeg tror ikke at det var Nina Stemmes skyld. Jeg tror heller ikke at det var orkestret. Siden den første koncert i det nye koncerthus, har der været en massiv kritik af lyden og akustikken. Lars Mathiasen fra firmaet VM acoustics har i Politiken forklaret, at efterklangen er 1,6 sekunder – hvillket er perfekt til radiooptagelser. Men for en koncertsal er det ideelle 2,4 sekunder. Dermed mener han, at DR ikke har bygget en koncertsal, men et lydstudie.

Jeg skal ikke kunne sige om han har ret. Da Nina Stemme havde sunget de fire lieder, sang hun den tredje sang igen – denne gang vendt mod publikum bag orkestret. Hvilket har medført, at alle anmelderne efterfølgende har overvejet om det overhovedet er en god ide med at have pladser hele vejen rundt om orkestret. Endelig svulmede musikken og fyldte hele rummet. Var det mon fordi, at sopranens stemme først skulle ramme bagvæggen, før den blev kastet tilbage mod os der sad foran orkestret? Gav det netop sopranens stemme den efterklang på 2,4 sekunder, som i følge Lars Mathiasen er det perfekte for en koncertsal? Jeg ved det ikke, men lyden var helt bestemt bedst under dette ekstranummer.

Jeg har fundet en video, hvor Nina Stemme synger den tredje sang fra “Vier letzte lieder” – det er fuldstændig overvældende og berusende. Her er der netop den magi, som jeg ikke oplevede til koncerten i fredags. På denne video er hun ovenikøbet meget, meget bedre end den meget berømte udgave med Elisabeth Schwarzkopf, som jeg har på CD.

Efter pausen spillede de Mendelsohns symfoni nr. 3 – den skotske. Den er inspireret af en rejse til skotland, samt Walter Scotts romaner. Jeg ved ikke hvad der skete – men pludselig brusede orkestret, det svulmede og bølgede gennem hele salen. Der var så meget energi, at den tyske dirigent Christoph Poppen stod og hoppede op og ned, mens han svingede med armene. Det var vildt og berusende. Jeg havde ikke købt min billet fordi jeg ville høre Mendelsohn, men der er ingen tvivl om, at dette var aftenens højdepunkt. Jeg er igen helt enig med Thomas Michelsen, når han skriver, at “’Den Skotske’ satte et flot punktum for en aften, hvor Strauss’ ’Vier letzte’ ellers på forhånd havde lignet højdepunktet.”

I Jyllandsposten er Christine Christiansen fuldstændig uenig og det samme gælder Søren Schauser i Berlingske Tidende!

Advertisements