Da jeg i fredags var til koncert i DR´s nye koncerthus, spillede de “Vier letzte lieder” af Richard Strauss. Allerede efter den første sang begyndte en del af publikum at klappe. Det var et mindretal, men dog et stort mindretal. Dirigenten, Christoph Poppen, slog straks ud med armen i en afværgende gestus – men det reagerede publikum da ikke på. For det første klapper man ikke mellem satserne i et samlet værk. Det forstyrrer værkets enhed og kontinuitet. For det andet er det dybt uforskammet at man ikke respekterer dirigenten.

Til gengæld bliver det forventet, at man altid klapper efter en forestilling – det gælder både i Operaen og i byens forskellige koncertsale. Jeg ved at der er en del mennesker som mener, at man bør klappe, fordi alle de medvirkende har ydet det bedste som de formår. Hvordan kan jeg vide, at alle har ydet det bedste? Det har jeg da ingen garanti for. Derudover er det heller ikke altid, at det bedste er godt nok. Det ville jo være det samme, som hvis man helt automatisk var forpligtet til at elske alle de bøger man havde læst – og enhver kan nok være enig med mig i, at det lyder selvfølgelig fuldstændig absurd.

Derfor mener jeg heller ikke at man er forpligtet til at klappe, når man går i operaen. Jeg mener ikke engang, at man er forpligtet til at se hele forestillingen, hvis man ikke bryder sig om den. I visse tilfælde, synes jeg det er i orden, at man går midt under en forestilling. Af hensyn til alle andre, bør man naturligvis vente til pausen. På den anden side har man betalt for sin billet og kan man ikke lide forestillingen, så er det da urimeligt, at man skulle være tvunget til at se det hele. Har man mulighed for at liste ud af salen, så er det helt i orden med mig.

Men jeg ved ikke, om jeg kunne få mig selv til at gå midt under en forestilling. Sikkert ikke. Jeg har kun oplevet en enkelt gang hvor jeg virkelig havde lyst til det. For nogen år siden opførte Det Kongelige Teater Rued Langgaards opera “Antikrist“, som handler om at vi lever i en dekadent og undergangstruet verden, fordi menneskene har vendt sig fra gud. Ifølge Rued Langgaard skal vi vælge mellem Gud, kærlighed og fred på jorden – eller Antikrist, krig, ufred, anarkisme og sikker fortabelse. Der er ikke plads til andre muligheder i Rued Langgaards absurde og forkvaklede tankegang. Hele værket er baseret på en ekstrem og fanatisk form for kristendom, og det er svært at forstå, hvorfor Det Kongelige Teater valgte at sætte denne latterlige opera op. Jeg kogte mere og mere indvendigt, mens jeg var ved at blive kvalt i min egen galde. Jeg fik sådan en dårlig smag i munden, at jeg havde lyst til at spytte.

Jeg blev siddende indtil dirigenten havde slået den sidste tone af, men jeg stormede ud af salen før han nåede at sænke armene, mens jeg bandede og svovlede. Det var en af de aftener, hvor jeg gerne havde set hele København oplyst af brandende kirker. Jeg er sikker på, at alle de medvirkende havde ydet deres yderste. Men jeg følte mig på ingen måde forpligtet til at klappe af en forestilling, som på alle måder var mig imod.


Advertisements