Lørdag aften var jeg i operaen, hvor jeg så “Tyrken i Italien” af Gioacchino Rossini. Det var en let og meget morsom komedie. Under hele forestillingen bølgede latter og begejstrede klapsalver gennem salen.

Henriette Bonde Hansen som Fiorilla.

Henriette Bonde Hansen som Fiorilla.

Den gennemgående figur er digteren/liberatisten Prosdocimo, der skal finde på en handling til sin nye opera. Det går ikke særlig godt, før han får øje på en flok sigøjnere – der stjæler med arme og ben. Han tænker straks, at det kan fungere som en god start på operaen. Snart får han øje på flere og flere mennesker, som han kan bruge.

Selvom digteren er den gennemgående figur, så er Fiorilla hovedpersonen. Hun er så træt af sin gamle, kedelige ægtemand. Som hun siger i starten: “Det er da tåbeligt at man kun kan gifte sig én gang. Man keder sig og savner glæde i livet. Bien nøjes jo heller ikke med at elske en blomst.”

I det samme ankommer den tyrkiske playboy Selim på en ordentlig skude af en lystyacht. Allerede da Fiorilla ser ham på dækket, bliver hun så opstemt, at hun er nødt til at klamre sig vellystigt og ophidset til den nærmeste stripperstang. Selim går fra borde og de mødes – sådan helt tilfældigt. Fiorilla vil gerne vide hvor mange kvinder der er i hans harem – og om der eventuelt skulle være plads til én mere! Samtidig er Selim glad for at opdage, at de italienske kvinder er så imødekommende.

Imens er Fiorillas stakkels mand Don Geronio ved at blive skør af fortvivlelse og jalousi. Han aner ikke hvad han skal gøre ved sin unge, ustyrlige kone. Han er så fortvivlet, at håret står ud til alle sider. Han bliver sunget af den italienske sanger Alessandro Corbelli og han er et komisk stortalent. Hver gang han viste sig på scenen skreg publikum af grin. Desværre synes Fiorilla ikke om ham. Som hun siger: “Når man har sådan en ægtemand, så har man brug for mindst 1000 elskere.”

Selim tilbyder Don Geronio at købe Fiorilla – sådan gør man i Tyrkiet. Han vil betale så meget, at Don Geronio kan købe to nye koner. Men Don Geronio afviser hans tilbud, hvorefter Selim truer med at stjæle hende. Og sådan kunne operaen vel godt være endt…. hvis ikke lige det var på grund af Zaida. Hun var en af Selims yndlingsslavinder, indtil hun blev bagtalt af misundelige rivalinder og Selim dømte hende til døden for utroskab. Derefter måtte hun flygte til Italien, hvor hun har gemt sig blandt sigøjnerne. Men hun elsker ham stadig og da hun ser ham igen, prøver hun at genvinde hans kærlighed.

Det lykkes selvfølgelig og alt ender naturligvis som det skal. Selim vender tilbage til Tyrkiet med Zaida og Don Geronio får Fiorilla tilbage.

Selim holder fest.

Selim holder fest.

Der var et stort og velfortjent bifald da tæppet faldt. Henriette Bonde-Hansen var fantastisk som Fiorilla – af en eller anden grund bliver hun bare bedre og bedre. Andrea Pellegrini var perfekt som den smukke, forsmåede slavepige Zaida og Alessandre Corbelli var helt utrolig morsom, som den tykke og mavesure ægtemand. Alle fik et flot bifald og der blev trampet gevaldigt i gulvet på alle balkonerne. Scenografien var også en storslået succes. Man havde flyttet operaen cirka 150 år frem i tiden, så den foregik i Napoli i 1950´erne. Det var ikke noget som på nogen måde påvirkede handlingen, men det gav forestillingen lidt mere kant. Havde den foregået i starten af 1800-tallet, havde vi blot oplevet at Fiorilla flirtede med friheden og tanken om en anden mand – det havde været en kysk og harmløs flirt. Nu troede man på, at hun faktisk kunne finde på at stikke af sammen med Selim og dermed blev operaen lidt “farligere”. Der var mere på spil for alle personerne.

Scenografien var meget flot og imponerende: “Havet er turkisblåt, stranden er banangul, himlen er dueblå…” Sådan præsenterer Det kongelige teater selv den strålende og farverige scenografi. Udover de konkrete steder som stranden og Fiorillas soveværelse, bestod scenografien af store abstrakte plader i skarpe pastelfarver, som gled hurtigt frem og tilbage over scenen, ind og ud mellem hinanden. Det var utrolig flot og skabte en fantastisk dynamik i forestillingen.

Det var en god aften og en meget vellykket forestilling. Handlingen var lidt tynd og midt i andet akt begyndte man at blive en smule træt og utålmodig. Men forestillingen havde en flot finale og alle var både glade og tilfredse da man kom ud fra teatret på Kongens Nytorv. Der var en del børn i teatret og jeg tror det var en god forestillingen både for børn og nybegyndere. Det var morsomt og Rossinis musik bliver aldrig kedelig eller ensformig. Det bobler og bruser muntert og lystigt fra start til slut. Man lader sig forføre og beruse….

Anmelderne har været utrolig enige om denne forestilling. De er alle meget begejstrede, men giver dog ikke topkarakter. Det skyldes nok at handlingen faktisk er lidt tynd og operaen virker en smule langtrukken midt i anden akt. Christine Christiansen skriver i Jyllandposten, at “Man griner, genkender sig selv – og føler sig fint underholdt hele aftenen.”

Gregers Dirckinck-Holmfeldt har skrevet en flot og meget begejstret anmeldelse til Børsen, hvori han kalder “Tyrken i Italien” for “en festforestilling af pjank og fiduser”. Han har fuldstændig ret!

I Information er Georg Metz også nogenlunde tilfreds, men mener dog at operaen er for lang og Det kongelige teater burde have beskåret den en smule.

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at det hele er “bare flirt og fjolleri” – “ikke andet end pjat og pjank”. Han har fuldstændig ret og det er netop styrken i denne feelgood-komedie.

I Berlingske Tidende kommer Søren Kassebeer med verdens bedste forslag: “Tag en pause fra hverdagen og snup en tur i Rossinis kærlighedskarrusel! Det vil De ikke fortryde.”

Advertisements