Efterhånden er der flere som har rykket for en “reminder” og det ville da være rigtig ærgerligt hvis der er nogen som glemmer det. Det kongelig teater holder snart den årlige operakoncert og vi benytter os af chancen til at lave et kulturelt blogtræf. Jeg håber at vi bliver så mange som muligt. Alle er velkommen og jeg er sikker på at vi får en fantastisk dag.

Lørdag d. 15 august kl. 18.00

Vi mødes ved Rundetårn kl. 12.00

Koncerten slutter omkring klokken 21. Det er en lang dag, men jeg kan garanterer at den ikke bliver for lang. Tværtimod – når dagen er slut, ville man ønske at den varede et par timer længere. Sådan er det altid.

Men der er nogle ting man skal huske: masser af mad. Det er vigtigt, for det er mange timer og vi spiser flere gange. Man skal også huske masser af drikkevarer – alt efter smag. Rødvin, hvidvin eller hvad man nu har lyst til. Men husk også VAND. Det har regnet i nogle uger, men nu ser det ud til at metrologerne lover bedre vejr. Derfor skal man også huske solcreme. Det er også en rigtig god ide at huske en hat. Jeg har prøvet at være til operakoncert, hvor det var så varmt at vi var ved at dø af hedeslag.

Men det er alligevel blevet midt i august. Uanset hvor varmt det bliver, så er det altså ret koldt når solen går ned. Derfor skal man også huske en trøje. Det er noget som mange slet ikke tænker på – men jeg tør garantere at I fortryder det, hvis I ikke har en trøje med. Endelig skal man selvfølgelig også huske et tæppe. Der er sikkert nogen kan sidde sammen – hvis vi bliver 15 mennesker er det jo ikke nødvendigt med 15 tæpper. Nille har fået en plads hos mig og vi har i hvert fald plads til én mere. Måske to! Det må tiden vise.

Det er første gang at koncerten skal holdes ved Rosenborg, men dengang man holdt koncerten i Søndermarken blev vi altid siddende efter koncerten. Og det er der flere grunde til. Den praktiske: der er forskellige bud på hvor mange mennesker der kommer, men det er et sted mellem 60.000 – 75.000. Når de alle forsøger at forlade den samme park på én gang, så er der kaos. Det gider vi ikke at være med til. Men derudover er det også utrolig hyggeligt at sidde og snakke efter koncerten. Man er træt og glad – og så har man slet ikke lyst til at tage hjem igen.

Ofte har vi siddet et par timer – spist lidt mere mad og drukket det sidste vin. Jeg kan huske en enkelt koncert, hvor vi blev siddende til klokken var 2 om natten. Det er den bedste operakoncert jeg nogensinde har oplevet. Ofte kommer man til at snakke med en masse mennesker man slet ikke kender og så…… jamen, det er bare så hyggeligt.

Og for at undgå kedelige misforståelse: det handler om at dele og om at hygge sig sammen! Derfor skal man ikke bare tænke på sig selv. Man skal tage noget med som man kan dele med hele selskabet. Jeg håber at alle synes det dumt at jeg skriver dette, da det er en selvfølge. Men jeg skriver det fordi jeg har haft et par kedelige oplevelser, som jeg gerne vil undgå i fremtiden. Nogen gange har vi også delt lidt mad med dem som sidder ved siden af og nogen gange har vi fået selskab af mennesker som er kommet alene. Jamen – de skal jo også have noget at spise! 😉

Jeg nægter at lave koordinerede madplaner! Det er en vigtig del af mit koncept og det udfordrer folks kreativitet. Men jeg vil gerne afsløre at jeg selv kommer med 3 eller 4 retter. Måske også lidt kage – det er nemlig lækkert i pausen eller efter koncerten, hvor man bare trænger til lidt lækkert. Bare sådan for hyggens skyld. 😀

Der er ingen svarfrist, men jeg vil selvfølgelig gerne vide hvem der kommer. Så venter vi måske lige 5 minutter ved Rundetårn hvis nogen er forsinket. Men sikkert heller ikke mere end det, for jeg kender mig selv. Når dagen endelig kommer, så er jeg nærmest helt manisk for at komme af sted så tidligt som muligt. Det er jo vigtigt at vi får en rigtig god plads. Man kan læse mere i mit sidste indlæg om operakoncerten her.

Der er også nogle uskrevne regler omkring operakoncerten, som jeg lige vil nævne. Om eftermiddagen er der generalprøve – der er sikkert nogle som vil mene, at man får koncerten to gange. Men vi er endnu flere som er uenige. Om aftenen er de optrædende jo klædt om. Det er de ikke til generalprøven. Ofte er der også nogle overraskelser. Men der er nogen som kun kommer til generalprøven og nogen af dem prøver altid at tysse på os andre. Jeg synes det er uhøfligt og urimeligt. Om eftermiddagen skal der hygges. Til gengæld bliver man altså vældig upopulær, hvis man snakker under koncerten om aftenen. Der er lige så stille som i en koncertsal og nogen mennesker kan virkelig blive rasende hvis man ikke kan holde sin mund. Igen taler jeg af personlige erfaringer. Jeg må desværre indrømme, at øhhhh……. at der er sket det uheldige, at øhhhhh…. at jeg ved et beklageligt uheld har øhhhhh…. drukket…… nogen har givet mig et enkelt glas for meget. Eller måske var det en flaske? Det var rigtig tarveligt! På den anden side skal man huske at det er en lang dag. Én flaske rødvin rækker ikke ret langt. Det gør to flasker faktisk heller ikke, når man taler om en dag som varer i 9 timer.

Men jeg har ofte oplevet, når folk er med for første gang, så kommer de kun med en flaske rødvin. Det er sikkert også fint til en picnic som varer et par timer, men operakoncerten er jo noget andet.

Jeg håber at vi bliver rigtig mange og jeg glæder mig til at vi får en supergod dag sammen. Jeg glæder mig så meget, at jeg slet ikke kan vente og jeg ville ønske, at jeg skulle i gang med at lave mad med det samme. 😀

Opdatering d.12/8-2009: Vi har besluttet at aflyse dette blogtræf, pga for få tilmeldinger. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg er sikker på at vi alle finder på noget andet at bruge weekenden til. 😀

Advertisements