Lillebror!

Som mange ved, så sover jeg hver nat i arm med Lillebror. Det er så hyggeligt, når han ligger op af min mave mens han spinder…….og langsomt bliver hans åndedræt roligere og roligere, indtil han endelig falder i søvn. Så går der ikke længe, før han begynder at snorke en lille smule. Når jeg ser tv, så skiftes de til at ligge og sove på mine ben.

I går havde jeg lavet en kande the og satte mig i sofaen – jeg ville lige sidde ned og drikke en enkelt kop. Så sprang Storebror op og lagde sig op af mit ene ben. Jeg lagde armen om ham og så faldt han snart i søvn. Jeg havde kun planlagt at sidde der fem minutter – men jeg har svært ved at rejse mig, når misserne ligger og sover på den måde. Jeg vil jo ikke forstyre dem! Så sidder man der og mediterer lidt over livet, mens missen sover. Og det er sikkert meget sundt!

Storebror sov godt og trygt…. indtil han pludselig fløj en halv meter oppe i luften og slog en kolbøtte, hvorefter han faldt på gulvet med et brag. Han så meget forskrækket ud. Og jeg blev selvfølgelig lige så forskrækket som ham. Gad vide hvad han har drømt? Det har i hvert fald ikke været noget rart!

I går så jeg et program på DR2 om “Kattens vej fra rovdyr til kæledyr”. De fortalte blandt andet om hvordan man har fremavlet racekatte, så de i dag har mange alvorlige helbredsproblemer. Jeg synes det er meget synd og jeg er glad for at mine egne katte er sådan nogle rigtige blandingskatte. Jeg vil aldrig have en racekat. De fortalte også om hvordan man i dag avler genetisk modificerede katte – det er noget som jeg er EKSTREMT meget imod.

Jeg er så meget imod det, at programmet ligefrem inspirerede mine drømme i nat. Jeg fik simpelthen mareridt. Jeg havde en drøm som var fyldt med forkrøblede katte, der så helt vildt underlige ud. Jeg kan huske, at en af dem havde en sikkerhedsnål i øret. Næh, den slags kan jeg ikke lide.

For nogle dage siden flyttede jeg lidt rundt i soveværelset. Jeg var ikke tilfreds med indretningen; det var rigtig kedeligt og man havde en fornemmelse af, at alting stod helt forkert. Nu er det blevet meget bedre. Det er ikke perfekt, men det er alligevel blevet ret hyggeligt.

Der er kun ét problem: mit skrivebord står i soveværelset og før stod sengen meget tæt på. Når jeg sad ved computeren, så kom der nogen gange en lille pote som rørte forsigtigt ved min skulder. Det var selvfølgelig en af misserne som sad på sengekanten og ville sige hej. Og hvis jeg ikke reagerede efter et par forsøg, så begyndte han at gnide hovedet insisterende mod min skulder, mens han spandt og miavede for at få lidt opmærksomhed. Og så kunne han lige træde over på mit ene lår med forpoterne… Ofte lagde de sig på mine lår og så blev de da også nusset. Det er jo altid hyggeligt med sådan en lille pause. Nu står sengen ikke længere så tæt på skrivebordet, så det kan de ikke mere – og det kommer jeg til at savne.

Men jeg fik da lige taget nogle billede af Storebror med mit webcam.

Storebror får lige et stort kys midt på hovedet!

Mig og Storebror.

Reklamer