Det er muligt at Kasper Holten ikke altid er lige heldig med alle sine opsætninger. Men nogen gange skaber han de mest fantastiske forestillinger og Tannhäuser er noget af det bedste han har lavet.

Richard Wagners opera handler traditionelt om troubaduren Tannhäuser, som den hedenske kærlighedsgudinde Venus har lokket ind i venusbjerget. Da han endelig slipper ud igen, er han splittet mellem den kyske kærlighed til Elisabeth og den mere sanselige kærlighed til Venus, som prøver at lokke ham tilbage til venusbjerget, hvor hun lover ham evig nydelse i hendes grotte. Da offentligheden opdager at han har været i venusbjerget bliver han sendt på pilgrimsrejse til Rom, for at få pavens tilgivelse. Paven afviser ham, men Elisabeth dør og går i forbøn for ham hos Gud. Sådan får Tannhäuser sin tilgivelse og endelig kan også han dø med fred i sindet.

Meget er anderledes i Kasper Holtens spændende nyfortolkning: Tannhäuser er fra begyndelsen gift med Elisabeth og de har en søn – bare for at understrege den småborgerlige familieidyl. Hele operaen foregår i Tannhäusers hjem, som symboliserer hans sindstilstand. Der er masser af tjenestefolk og et hav af trapper. Scenografien er inspireret af den hollandske kunstner Escher – for nogen af os, ligner det også noget som vi har set på Hogwarts.

Venus er ikke længere den forførende skønhedsgudinde. Nu er hun klædt i samme tøj som Tannhäuser og den skønne kærlighedsgudinde er forvandlet til Tannhäusers digtermuse – en spaltning af ham selv. På den måde skaber Kasper Holten et link mellem sex og kunst; når man bliver grebet af lidenskab, så mister man sin selvbeherskelse og glemmer alt andet – det gælder både i kunst og i sex. For den besatte kan begge dele være en selvforglemmende oplevelse, hvor man opnår en højere ekstase. Den selvforglemmende kunstner er så opslugt af sit værk, at han slet ikke kan tænke på andet og mister enhver fornemmelse for virkeligheden.

Dobbeltheden bliver understreget i begyndelsen af forestillingen, hvor Tannhäuser i den traditionelle udgave er fanget i venusgrotten. I Kasper Holtens fortolkning arbejder han på sit digterværk – man understreger parallellen ved at oplyse det forgyldte loft i operasalen, mens Tannhäuser arbejder. Sådan bliver hele operasalen forvandlet til venusgrotten, hvor lidenskaben og kunsten dyrkes! Det er flot tænkt. Digteren opfører sig som var han besat eller beruset af lidenskab. Han er ophidset og ekstatisk, mens drømme og visioner folder sig ud og får liv. I hans fantasi er alt muligt. Der bliver vendt op og ned på alting. En af trapperne vender på hovedet, så en af tjenerne går med hovedet ned af: selv tyngdekraften kan man trodse i kunstens verden, hvor er alt muligt for den indviede. Det er storslået og det er magisk, men hans poetiske visioner er som en vanvittig drøm eller et mareridt. Og i mens forlader den fortvivlede Elisabeth ham.

Da Tannhäuser endelig kommer til sig selv, søger han bort fra Venus. Han ønsker fred og ro i sindet. Venus spår, at det vil han aldrig finde; det er måske kunstnerens dilemma, som denne opera sætter fokus på; kunstneren kan hverken finde fred det ene eller det andet sted; hverken i sin kunst eller i den borgerlige idyl. Begge steder vil han længes efter det andet. Schopenhauer skriver i hovedværket ”Verden som vilje og forestilling”, at det er den menneskelige natur, at svinge konstant mellem kedsomhed og elendighed.

Da Tannhäuser vender tilbage til virkeligheden, bliver han hyldet som den store digter – hele samfundet beundrer den geniale kunstner… indtil han afslører, at han har været i venusbjerget! I denne fortolkningsramme betyder det, at han har valgt kunsten og dermed svigtet kærligheden. Sikken en skandale! Den offentlige moral er såret og han bliver straks ramt af deres bitre forargelse. Borgerskabet forstår ikke, at den ægte kunster først og fremmest er gift med kunsten. Så kommer den jordiske kærlighed i anden række.

Nu begynder offentligheden at snage i hans privatliv. Man leder efter lig i lasten og skelletter i skabe og skuffer – men alle steder finder de kun manuskripter, som bliver revet fra hinanden og ødelagt – alt bliver kasseret af hoben. Pludselig har den feterede kunstners værk mistet enhver værdi for dem. De vurderer hans værk på baggrund af hans privatliv og forstår ikke, at hvis han havde haft et pænt og borgerligt liv, så havde han ikke været en stor kunstner. Man skal aldrig dømme eller vurdere en kunstner på hans privaltliv. Kun på hans kunst. Resten er hans private sag og tilhører hans privatliv.

Men offentligheden kræver, at han skal bekende sine synder, angre dem offentligt og bede om tilgivelse – symboliseret ved pilgrimsrejsen til Rom. I stedet søger Tannhäuser tilflugt i kunsten, hvor han skriver om denne pilgrimsrejse… Hans verden begynder at falde fra hinanden. Trapperne bliver til fragmenter – de bevæger sig og flytter sig som trapperne på Hogwarts – og pludselig fører de ingen steder hen. Der er ingen udveje, ingen muligheder. Der er ingen som kan redde ham – undtagen den ubetingede kærlighed, i form af en kvinde som hverken fornægter ham eller dømmer ham.

Titlen på denne forestilling kunne have været ”En gal mands drøm”. Men er det Wagners drøm – eller Kasper Holtens mareridt? Det er spørgsmålet. Flere anmeldere har i deres anmeldelser påpeget de tydelige paralleller til Kasper Holtens eget liv og spurgt om han identificerer sig med Tannhäuser. Har Kasper Holten i virkeligheden lavet en opera med sig selv i hovedrollen? I den anledning har Politiken lavet et interview med ham, hvor han på passende vis benægter den slags spekulationer – det skal han jo gøre. Alligevel er der ingen tvivl om de stærke paralleller til Kasper Holtens eget liv og den gang da han selv blev trynet af krapylokratiet på grund af private forhold.

”Tannhäuser” er en genial forestilling og jeg tror, at det først og fremmest er Kasper Holtens forestilling. Men jeg er sikker på, at Wagner ville klappe i sine hænder af begejstring, hvis han kunne opleve denne usædvanlige opsætning, hvor scenografi, koreografi, musik og fortolkning alt sammen går op i en højere enhed. Det er en fantastisk flot og skarp forestilling, og jeg håber, at jeg får chancen for at se den en anden gang.

Stig Fogh Andersen som Tannhäuser. Foto: Per Morten Abrahamsen/Det kgl. teater

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at ”Prisen for en dristig fortolkning er en lille følelse af at sidde tilbage med løse ender. Anderledes kan det ikke være, når der er fortolket så radikalt.” Jeg tror bestemt ikke det skal forståes negativt – det er blot en konstatering og jeg er helt enig. Men derudover er Thomas Michelsen vist lige begejstret som jeg selv er.

I Jyllandsposten skriver Jakob Levinsen: ”…i programteksten er der intet referat af den oprindelige handling, kun Holtens arbejdsnotater, som den intet ondt anende tilskuer godt kunne forledes til at tro var komponistens egen fortælling. ” Og det er nemlig pointen. Det er en genial og meget spændende fortolkning, der er så gennemført, at man uden problemer lader sig overbevise og forføre.

I Kristeligt Dagblad beklager anmelderen sig over at den kristne fortolkningsramme er borte og det har han ret i. Men jeg synes ikke det er videre interessant; i stedet har vi fået en meget spændende og moderne fortolkning.

Oestrogen.dk er til dels enig med Kristeligt Dagblad – de savner i hvert fald de seksuelle orgiescener som traditionelt fylder begyndelsen. Det er også her man finder den mest seriøse kritik af forestillingen: ”Og medkvinder; hånden på hjertet, hvad vil vi helst se når vi endelig kommer i byen og skal underholdes og inspireres, en mand i saftig konflikt mellem sex og kærlighed, eller en mand der plaget prøver at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen? ”

Gregers Dirckinck-Holmfeldt er også positiv i sin anmeldelse i Børsen. Alligevel fornemmer jeg et lidt uklart forbehold.

Søren Kassebeer skriver i Berlingske Tidende, at Venusbjerget: “……som navnet antyder, ikke er et sted for børn. ”  Hæ – næh, det har han jo ret i. Men det gælder hele operaen, for man bliver sørme lidt øm i ballerne af at sidde ned så længe!

I Information skriver Georg Metz: ”Forestillingen er renfærdig og stilmæssigt sikker ” Han kalder det ligefrem en”Original forløsning”. Jeg er helt enig. Det var virkelig en flot og fantastisk forestilling.

Her er Det kongelige Teaters side om “Tannhäuser”.

Advertisements