Francis Poulenc – Les Dialogues des Carmélites

Lørdag aften var jeg i operaen, hvor jeg så ”Karmelitterindernes samtaler”. Det var en forestilling om livsangst og dødsangst – to sider af samme sag.

Operaen begynder i tiden umiddelbart før den franske revolution, hvor aristokratiet nærmest sad som fanger på deres slotte og deres godser. Man risikerede livet, blot man vovede sig uden for de tykke mure.

Hovedpersonen er den unge adelsfrøken Blance de la Force. Hun har en gang prøvet, hvordan pøblen angreb hendes vogn og den oplevelse har hun aldrig glemt. Hun lever med en konstant angst. Verdens støj og ”ophidselsen” plager hende.

Derfor beslutter hun at gå ind i Karmeliterordenen. Her føler hun, at hun kan være i fred og sikkerhed, mod den uro og den uorden der hersker uden for. Under en optagelsessamtale med Priorinden, bliver hun spurgte, hvorfor hun vil gå ind i ordenen. Hun fortæller, at hun ønsker ”at leve et heroisk liv”. Det er måske sandt nok, men samtidig må hun også erkende og indrømme den mindre storslåede grund: hun har ikke andre tilflugtssteder. Senere i operaen fortæller Blanche, at ”alle foragter angsten og derfor foragter de også mig”. Hertil svarer Mère Marie, at ”det værste er ikke de andres foragt, men foragten for sig selv”.

Da den gamle priorinde dør, får hun en meget voldsom død. De unge nonner forstår det ikke og de er enige om, at det har hun ikke fortjent. Den unge Constance forestiller sig, at der er sket en forveksling; priorinden har simpelthen fået den forkerete død – lige som når man får en forkert frakke udleveret i en garderobe. Og så er der en anden person, som skal have priorindens død. Constance forklarer, at ”det vi kalder tilfældighed er måske guds logik”.

Den franske revolution bliver værre og værre. Chevalier de la Force kommer for at fortælle sin søster, at han flygter til udlandet. Han vil have Blanche med – men hun afviser ham. Hun føler sig jo fuldstændig tryg i klostret.

Men tiden og begivenhederne indhenter hende; snart angriber den franske revolution også religionen; præsterne bliver fredløs og alle klostrene bliver lukket. Endnu engang er hendes liv truet. Nu søger hun tilflugt i familiens palæ i Paris – denne gang som tjenestepige. Hendes bror er flygtet ud af landet og hendes far endte i guillotinen to dage før hun ankom. Og palæet er overtaget af fremmede.

Mens Blanche skjuler sig i familiens palæ, bliver resten af nonnerne fanget og fængslet for kontrarevolutionær virksomhed. De bliver anklaget for kontrarevolutionær møder og for at opbevare folkefjendtlige skrifter. Jeg formoder, at man mener bønner, gudstjenester og biblen. Derfor bliver de alle dømt til døden. De synger sammen en salme, mens de stiger op på skafottet – og en efter en forsvinder deres stemmer.

I sidste øjeblik slutter Blanche sig til de andre. Hun har accepteret sin skæbne og dermed overvundet sin angst. Nu får hun priorindens lette død – en død uden dødsangst.

Det var en udmærket opera og jeg er glad for at jeg har set den. Men det er bestemt ikke en af de mest spændende operaer jeg nogen sinde har oplevet. Trods den voldsomme, historiske ramme, er det en opera uden megen dramatik. Og det er næsten befriende, at vi slipper for de gængse virkemidler med gru og rædsel. Det har vi set så ofte og det er efterhånden ganske trættende. Men så mangler der alligevel et eller andet. Til gengæld er Poulenc god til at skabe dramatik gennem musikken – musikken var fantastisk og den vil jeg gerne høre igen.

Forestillingen var et samarbejde mellem eleverne på opera akademiet og musikkonservatoriets symfoniorkester. Det er en del af deres uddannelse – og det er jo altid lidt spændende at opleve de unge sangere.

Blanche blev sunget og spillet af Camilla Stenhoff Vist. Hun har en meget stærk stemme og samtidig er hun både udtryksfuld og meget troværdig på scenen. Hun var rigtig god og jeg glæder mig til at høre hende igen.

Jeg var også vild med svenske Martin Vanberg – han har en usædvanlig smuk stemme. Den er måske lidt for lys, men han bliver snart ældre. Samtidig ser han hamrende godt ud og det gør da heller ikke noget. I anledning af hans 30-års fødselsdag, havde Sydsvenskan.se et interview med Martin Vanberg, hvor han fortæller, at hans drømmerolle er Tom Rakewell i ”The Rake´s Progress” af Stravinsky. Det ville jeg MEGET gerne opleve, for jeg tror Martin Vanberg ville være perfekt i det parti – virkelig perfekt. Og det er jo min yndlingsopera. Når ”The Rake´s Progress” eller ”Lastens vej” har premiere i København om nogle dage, så bliver det med Michael Kristensen i partiet – det bliver spændende at se, hvordan det bliver.

Jeg er også nødt til at nævne præsten, selv om jeg er i tvivl om hvad sangeren hedder – men han havde en utrolig blød, lækker og behagelig stemme, som jeg vil sammenligne med ahornsirup og fyldte chokolader; det er så lækkert og man vil bare have mere og mere!

Scenografien var meget simpel, velfungerende og rigtig god. I det hele taget var det en flot forestilling. Eneste minus var slutscenen, som jeg synes var teatralsk. Ideen var glimrende – men den blev overspillet. Når de unge nonner mistede hovedet, viste de det ved, at de stivnede i nogle besynderlige positurer, inden de faldt sammen på scenen – de fleste mindede mig om gammeldags sprællemænd. Det var både ærgerligt og unødvendigt.

Ulrik Langen har skrevet en god og meget spændende artikel til Det kongelige teater om Den franske revolution. Jeg plejer ikke at henvise til den slags, men den var virkelig spændende at læse.

Update d. 21/7-2010: Præsten blev sunget og spillet af Hallvar Djupik.

Martin Vanberg som Chevalier de la Force og Sofie Elkjær Jensen som Blanche. Foto: Thomas Petri/Det kongelige teater.

Reklamer