Elektra - foto af Bach

Janne Berglund som Elektra – foto af Anders Bach

Onsdag aften så jeg Mozarts opera Idomeneo. Jeg tror det er den bedste opera jeg nogensinde har set – og jeg kan ikke engang lide Mozart. Jeg kan heller ikke lide Idomeneo. Men det var en overvældende og usædvanlig vellykket forestilling – det var både magisk og berusende.

Idomeneo, kongen af Kreta, er på vej hjem fra Troja, da hans skib synker under en storm. Han beder til guderne og lover at ofre det første menneske ham møder, hvis han overlever – det gør han, og det første menneske han møder er selvfølgelig sin egen søn. Da han forsøger at undslippe sit løfte, bliver hele landet ramt af elendighed og ulykker. Der er også et kærlighedsdrama i denne opera – både Ilia og Elektra er forelsket i Idamante – som er Idomenoes søn. Det er altså ham der skal ofres. Ilia tilbyder at overtage hans plads, men det bliver afvist. Så bliver Idamante reddet af et Orakel som lige tilfældigvis kigger forbi. Elektra begår selvmord og så kan Idamante og Ilia endelig få hinanden – og overtage tronen på Kreta.

En far skal ofre sin søn – det er et velkendt tema fra antikken, som findes i et væld af variationer. Jeg har set det så mange gange, at jeg efterhånden er lidt træt af det. Dengang fyldte det sikkert folk med gru og rædsel. I dag lover vi gerne hvad som helst; hvis jeg vinder i lotto, så lover jeg at…….. Men vi er ikke særlig troende og bagefter føler vi os ikke forpligtede af vores løfter. Jeg tror det er derfor, at temaet virker uinteressant og uvedkommende. For folk som levede i antikken, har dette tema måske været en advarsel mod at købsslå med guderne, for hvad nu hvis…..

Scenografien var lidt simpel og umiddelbart virkede den også lidt tarvelig. Den minimalistiske scenografi bestod af søjler i siderne, samt en bagvæg – alt var malet som marmor. Men endevæggen blev i flere scener brugt til video og det fungerede helt utroligt godt. Da Idomeneos skib synker, ser vi de vilde og frådende bølger, mens korets skygger kæmper for livet. Det var et voldsomt og storslået drama.

Jeg var heller ikke så vild med kostumerne. De trojanske fanger var klædt i billigt camouflagetøj og havde sorte sække over hovederne. Det virkede som en særdeles malplacerede henvisning til Abu Graib – det fungerede ikke. Kongefamilie var klædt i noget der lignede antikke dragter og ”folket” var i let og moderne sommertøj. Det var en sammenblandig af alt for mange stilarter og perioder – det virkede meningsløst…….og dog; kongefamilien fremstod som en anakronisme blandt det moderne folk, og det kunne måske godt ligne et republikansk budskab.

Instruktør Klaus Hoffmeyers slutning var genial – intet mindre. Slutningen mindede mig om en gammel græsk film fra 1960 ”Aldrig om søndagen”. Filmen handler om den græske luder Ilia, spillet af Melina Merkoyri. I hendes besynderlige fortolkning ender alle græske tragedier med, at alle personerne tager til stranden sammen, hvorefter de lever lykkeligt til deres dages ende. Hun bliver dybt ulykkeligt, da man endelig overbeviser hende om at det er en misforståelse. Senere vender hun tilbage til den gamle fortolkning, men denne gang er det mod bedre vidende og derfor virker det så tragisk. Men det er et udtryk for hendes egen desperate længsel efter en lykkelig slutning. Der er ingen tvivl om, at Ilia ville elske Klaus Hoffmeyers opsætning af Idomeneo. Det er netop sådan hun ville fortolke dette drama. Det er sådan hun drømmer om, at livet skal være.

David Danholt som Idomeneo. Foto af Anders Bach.

Det var virkelig en formidabel og storslået forestilling. Det var sublimt – først og fremmest på grund af et fantastisk orkester og nogle vanvittig gode sangere. David Danholt var imponerende som Idomeneo, maskulin, farlig, brutal og potent. Han var fascinerende og perfekt som den store krigerkonge, der netop er vendt hjem fra Troja.

Signe Asmussen havde en utrolig flot og varm stemme, og hun var pragtfuld som Idamante.

Elsebeth Dreisig var rigtig fantastisk som Ilia; hun havde virkelig fortjent sin Idamante.

Men den bedste var Janne Berglund som Elektra. Hun spillede ikke rollen som Elektra – hun var Elektra! Jeg har aldrig før oplevet sådan en dramatik – det var utroligt at se og høre, hvordan hun skreg sin vrede ud over publikum med en kraft og en intensitet der var næsten ubeskrivelig. Det er et af højdepunkterne i alle de år jeg har hørt opera.

Orkestret og sangerne var så formidable, at jeg flere gange glemte at følge med i teksterne – og handlingen. Jeg var så grebet af musikken, at jeg glemte alt andet. Det var storslået og overvældende. Det var ren nydelse!

Jeg har vist ikke oplevet noget lignende, siden sidste gang jeg så Den jyske opera. De er altså rigtig, rigtig gode. Hvorfor er det så så svært at sælge billetterne? Onsdag aften var salen halvtom. Der var fire ledige sæder på den ene side af mig og 5 sæder på den anden. Der sad ingen på rækken bag mig. Heldigvis var rækken foran mig fyldt – ellers havde jeg da følt mig fuldstændig som Palle alene i verden. Og det er synd; synd for sangerne, synd for orkestret og synd for alle dem der går glip af en stor oplevelse.

Jeg tror det er den bedste opera jeg nogen sinde har set. Det er i hvert fald den bedste opera af Mozart – han er jo ikke en af mine favoritter. Cosí fan tutte har jeg set flere gange og jeg synes stadig den er dødhamrende kedelig. Tryllefløjten er trods nogle gode numre uendelig langtrukken. Figaros bryllup…. uinteressant. Jeg kan godt lide Don Juan – alligevel har jeg været lidt skuffet hver gang jeg har set den.

Men Idomeneo – det er første gang, at jeg er blevet rigtig beruset af en Mozart opera. Og jeg var bestemt ikke den eneste; jeg har sjældent oplevet så entusiastiske klapsalver fra en halvtom sal. Ingen tvivl om at publikum virkelig mente hvert eneste klap! Det var simpelthen en storslået oplevelse. Det var magisk. Jeg er stadigvæk overvældet og beruset!

De næste uger kommer Idomeneo rundt i hele landet. Se den, hør den i Vordingborg, Albertslund, Hillerød, Herning, Aalborg, Odense, Vejle, Sønderborg, Esbjerg, Kolding og Flensborg.

Anmeldelserne har desværre været lidt blandede:

I Jyllands Posten skriver John Christiansen, at “musikken er vidunderlig, og opførelsen er medrivende i sin forståelse af Mozart.” Men han er ikke særlig begejstret for handlingen. Det er også sådan jeg før har set Idomeneo, men da jeg så den onsdag aften var der en magi på scenen, som gjorde hele handlingen spændende.

I Aarhus Stiftstidende skriver Ole Straarup, at opsættelsen ender i et scenisk “antiklimaks” som han beskriver som et beach party. Nå ja – det er måske et spørgsmål om præferencer. Jeg har aldrig været til et beach party.

Gregers Dirckinck-Holmfeldt har en del forbehold i sin anmeldelse i Børsen; nogen dage har sangerne mere overskud end andre dage. Jeg ville ønske, at Gregers Dirckinck-Holmfeldt havde oplevet Idomeneo samme dag som mig.

Thomas Michelsen har skrevet en meget nuanceret anmeldelse til Politiken, hvor han skriver, at Idomeneo handler om “ingenting”. Jeg er ikke helt enig….. men jeg tror at Thomas Michelsen og jeg kunne blive enige om, at det ikke er vigtigt. Det handler ikke om handling. Det handler om det smukkeste og mest berusende musik man kan forestille sig.

I Information skriver Georg Metz, at Elektras store vredesudbrud peger frem mod Nattens dronnings hævnarie fra Tryllefløjten! Yes – jeg synes bare at Elektra er bedre, MEGET BEDRE. Måske ikke så kunstfærdig, men mere vild, ustyrlig og kraftfuld. Georg Metz er ikke særlig begejstret; han skriver at værket er mere interessant som musikhistorie end som opera.

Så mangler vi kun Kristeligt Dagblad, hvor Jakob Holm ikke er tilfreds med noget som helst, bortset fra sangerne. Han foreslår selv, at han måske ikke har fanget pointen. Det er sørme farligt – det kunne jo være, at nogen gav ham ret, haha! Seriøst – Jakob Holm har ret i noget af sin kritik; der var også flere gimmicks som jeg gerne havde været foruden – for eksempel badedyr! Jeg vil også gerne nævne forsoningen mellem trojanerne og kretenserne; det var så pinligt, at jeg krummede tæer og frygtede, at det ville blive en meget, meget lang aften!

Men sådan gik det ikke. I stedet blev det en aften som jeg sikkert aldrig vil glemme. Det er nok en af de tre eller fire bedste forestillinger jeg nogen sinde har oplevet og jeg vil meget gerne se den igen!

 

 

Reklamer