Den Hirschprungske Samling med sne og fakler.

Onsdag aften var jeg inviteret til koncert på Den Hirschsprungske Samling. Det var en utrolig stemningsfuld oplevelse, at spadsere op mod den smukke hvide bygning der hvilede midt i sneen, og indgangen, som var flankeret af to blussende fakler – og så skulle jeg høre Franz Schuberts store liedcyklus Winterreise med Johan Reuter. Iscenesættelsen kunne ikke være bedre.

I 1827 skrev Franz Schubert musik til Wilhelm Müllers kryptiske digte, hvor fortælleren vandrer rundt ”på mørkets vintervej”, trist og deprimeret, efter et brud med sin pige. Men det bliver aldrig helt klart hvad der er sket. Efter koncerten causerede Johan Reuter lidt over historien og ligesom ham, har jeg på fornemmelsen, at der måske ikke er sket noget som helst. Den unge mand vil bare ikke binde sig. Da forholdet blev for alvorligt og brylluppet nærmede sig, fik han pludselig kolde fødder – det lyder faktisk frygtelig moderne. I stedet vælger han at dyrke sig selv, sin ensomhed, sin længsel og sin weltschmertz. Han vandrer rundt i et landskab som er dækket af ”sneens hvide bølger” – der er så koldt, at tårerne falder som ”frosne dråber” fra hans kinder. Et af digtene hedder simpelthen ”tåreflod”. Joh, den får ikke for lidt. Sådan var de følsomme romantikere.

Men der er også noget fantasifuldt og en del mystik i teksten – kragerne kaster hagl og snebolde efter ham. Og så er der den gådefulde spillemand – Der Leiermann – som måske er døden? Måske ikke!

 

Program og postkort.

Johan Reuter sang Winterreise rigtig godt – lige præcis som jeg havde forestillet mig, med en rolig og afbalanceret dramatik, der aldrig blev teatralsk eller overspillet. Det var en flot fortolkning og der var den helt rigtige magi i samspillet med pianisten, Jan Philip Schulze. Jeg synes at Johan Reuter var meget bedre, end den verdensberømte sanger som synger “Winterreise” på min DVD.

Efter koncerten var der kunst på programmet. Man har en tradition på Den Hirschsprungske, at kunstneren får lov til at vælge et billede, som han gerne ville have med hjem. Da jeg hørte det, tilbød jeg straks, at jeg kunne komme og synge i næste uge. Johan Reuter havde valgt tre billeder og ét af dem havde museet som postkort. Det blev delt ud til publikum sammen med programmet. Det var en fin lille detalje. Så talte museumsdirektøren og Johan Reuter lidt om de valgte billeder – det var en meget hyggelig afslutning på en virkelig god aften.

Reklamer