Michael Kristensen som Tom Rakewell. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT.

Første gang så jeg “Lastens vej” sammen med Sister Bonde, anden gang var jeg sammen med Leif og i fredags så jeg forestilligen for tredie gang sammen med Anna. Jeg er så lykkelig for, at jeg så den endnu en gang.

Det har på alle måder været en problematisk forestilling; dirigenten har ikke formået at skabe samspil mellem kapellet og sangerne. Samtidig har tempoet været så højt, at man skulle tro det var en konkurrence om at komme først i mål. I fredags havde jeg en umanerlig lyst til at sparke dirigenten i røven – eller det der er værre!!!

Efter en halv time sang luderne “How sad a song” og det gjorde de lige så pragtfuldt og gribende som de to andre gange. Indtil videre har dét været et af de få højdepunkter i forestillingen – men så skete der pludselig noget. Pludselig var det som om, at alle fandt hinanden og der opstod magi på scenen. Det var helt utroligt og resten af forestillingen var en pragtfuld oplevelse.

Særligt Michael Kristensen har haft svært ved at finde sig selv i hovedpartiet som Tom Rakewell – men det lykkes fredag aften. Han optrådte med en ny selvtillid, så gav ham overskud til at folde sig ud – pludselig ejede han hele scenen og han formåede at tryllebinde hele salen. Selv i nederlagets time var han en meget stærk Tom Rakewell, og der er visse scener, hvor hans gestus og hans mimik er mejslet ind i min sjæl – jeg kan ikke forestille mig, at det kan blive bedre. Fredag aften var Michael Kristensen på niveau med verdens bedste operasangere! Han var en kæmpesucces – og det var resten af holdet også.

Man kunne sandelig også mærke det blandt publikum – folk grinede og grinede. Gang på gang skyllede latteren gennem salen. De to andre gange er jeg vist den eneste der har grinet af noget som helst. I fredags var der en dame et stykke bag mig, der grinede så meget, at jeg var bange for, at hun ville falde på gulvet. Og straks efter holdt hele salen vejret, åndeløs af spænding, mens Tom Rakewell spillede kort med djævelen, med hans egen sjæl som indsats.

Efter forestillingen bragede bifaldet gennem salen. Rundt omkring var der mange som råbte bravo og flere rejste sig. Hvilken begejstring! Hvilken forandring! Det er bare ærgerligt, at forestillingen først fungerer så sent i forløbet. Nu er der jo kun én forestilling tilbage og det er desværre i aften. Hvis de kan genfinde balancen og samspillet fra i fredags, så ville jeg gerne se “Lastens vej” 10 gange mere! Jeg er dybt taknemmelig for denne oplevelse!

Reklamer