Torsdag blev jeg inviteret til “Jephtha” – en opera af Georg Friedrich Händel. Det var en meget speciel oplevelse.

Handlingen kan fortælles ganske kort; vi er helt tilbage i gammeltestamentlig tid, hvor Jephtha drager i krig, for at jage israels fjender på porten. Han lover gud, at hvis han vinder i krigen, så vil han ofre det første menneske han møder, når han vender hjem. Den første han møder er – ikke overraskende – hans egen datter. Han lider af de værste samvittighedskvaler, mens datteren er mere afklaret omkring sin skæbne. Hun føler, at det er rimeligt at ofre ét liv for hele nationens fred og lykke. Men hun bliver selvfølgelig reddet – af en engel! Denne engel beretter, at gud i stedet ønsker, at hun skal tilbringe resten af livet i et kloster.

…..hvorefter der følger cirka en times hyldest hymner til guds ære!!! Alting er retfærdigt, for alting er bestemt af gud – det er operaens budskab som gentages igen og igen og igen! Dén er vist svært at sluge, for de fleste moderne mennesker!

Normalt sætter man dette værk op som et oratorium; der er kun et minimum af handling og den smule handling der er, er særdeles uinteressant. Dette værk hører hjemme i en kirke – ikke i en opera! Det betyder ikke, at det var en dårlig oplevelse – næh, jeg er egentlig glad for at jeg har set Jephtha. Jeg har bare ikke noget behov for at se den igen!

Instruktøren har flyttet handlingen fra gammeltestamentlig tid til et gammelt engelsk herresæde omkring udbruddet af 2. verdenskrig. Hele operaen foregår i den ramponerede hall, hvor malingen er slidt væk og pudset er faldet af væggene. Rundt omkring hænger ledningerne ud af væggene. Der hænger to tarvelige prismelysekroner og det er godt at forestillingen ikke spiller på gamle scene, hvor der hænger en imponerende krystallysekrone i salen. Kontrasten havde været lattervækkende. Scenografien var utrolig flot og fungerede som en meget spændende ramme om handlingen.

Sangerne var også pragtfulde – jeg tror ikke det kan gøres bedre. Jephtha blev sunget af Paul Agnew og datteren Iphis af Eir Inderhaug.

Jeg var ikke vild med handlingen og hymnerne, men musikken var virkelig fantastisk. I orkestegraven sad Concerto Copenhagen og det var en fornøjelse at se Lars Ulrik Mortensen styre slagets gang. Det er tydeligt at han elsker musikken og han er en meget levende, dynamisk og engageret dirigent. Men jeg tror også han vidste, at Jephtha er en lidt svært forestilling; det er orkestret og musikken som skal redde den i land. Heldigvis kan Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen næsten gå på vandet, og derfor nåede vi tørskoede i land på den anden side.

Datteren Iphis sunget af Eir Inderhaug. Foto af Thomas Petri/DKT.

Gregers Dirckinck-Holmfedt har skrevet en særdeles begejstret anmeldelse til Børsen – han kaster 6 stjerner efter forestillingen. Det er en virkelig flot anmeldelse og jeg er meget imponeret over alle de detaljer han har bemærket; han må være en meget opmærksom teatergæst. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ønske, at jeg havde læste hans anmeldelse inden jeg så forestillingen.

Jakob Levinsen giver kun tre stjerner i Jyllands-posten, og kalder forestillingen for en blegsottig stiløvelse. Til gengæld er det en fryd at læse hans skarpe og meget humoristiske anmeldelse.

Søren Schauser er rimelig kritisk i Berlingske tidende og har en del forbehold. Alligevel skriver han, at man ikke keder sig et sekund – og jeg er ganske enig med ham!

I Kristeligt Dagblad kalder Jakob Holm stykket for en “psykologisk indfølt dramatisering” – det er egentlig en meget præcis beskrivelse.

I Dagbladet arbejderen kan anmelderne ikke lade være med, at drage visse paralleller til nutidens konflikter i Israel og det er både interessant, relevant og tankevækkende. Bortset fra ros til Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen, er anmelderne meget kritiske – jeg synes deres argumenter er banale!

I Politikens anmeldelse skriver Thomas Michelsen kort og godt, at “Jephtha er ikke nogen opera”, hvorefter han beskriver handlingen som “Fundamentalistisk kristen”. Jeg er enig med ham i begge påstande og det er netop forestillingens problem. For Thomas Michelsen er det dog en formildende omstændighed, at man har flyttet handlingen frem til 1940 – på det punkt er jeg ikke helt enig; jeg har meget svært ved at abstrahere fra de religiøse budskaber.

Reklamer