Restaurant Himalaya i Herluf Trollesgade

Hvis man sammenligner med Sverige, så har det været lidt pauvert med vegetar-og veganerblogge i Danmark. Men det går heldigvis fremad; for nyligt startede Kirsten Skaarup en blog, hvor man kan finde en masse spændende opskrifter.

Og nu er der kommet endnu en blog; Jacobs “Veganske tanker“. Jacob er en kendt person i vegetarmiljøet, hvor han jævnligt arrangerer fællesspisning rundt omkring på de københavnske restauranter. Jeg har været med nogle gange; det plejer at være meget populært og utrolig hyggeligt.

Den første gang jeg var med, spiste vi på den afrikanske Restaurant Mogogo, som laver mad fra Eritrea og Etiopien. Ejeren er en meget smuk afrikansk kvinde, som helt tydeligt elsker både maden og kulturen fra de to lande. Førstegangsbesøgende får en længere lektion; det er meget spændende og ejeren er en fængslende fortæller. Hvis jeg husker ret, så er en stor del af de to landes befolkning kristne, men de har nogle lange fasteperioder, hvor de kun må spise vegansk. Derfor er der mange veganske retter på deres menukort. Vi var alle enige om, at vi ALDRIG har fået så god betjening nogen steder og Restaurant Mogogo kan varmt anbefales. De fortjener virkelig masser af glade gæster!

Vegansk sushi fra Green Sushi

Vi har også været på “Green Sushi” i Grønnegade og det var et stort hit. Restauranten var meget hyggelig og der var en dejlig afslappet atmosfære. De har et stort og flot udvalg af vegansk sushi, og det var virkelig superlækkert. Det var første gang jeg fik sushi, men siden har jeg været forbi en enkelt gang efter noget take-away. Green Sushi er helt sikkert et sted jeg vil smutte forbi en gang i mellem.

Sidste gang var vi på “Restaurant Himalaya” – en tibetansk restaurant i Herluf Trollesgade, tæt på Nyhavn. Vi blev lidt skuffede, da den eneste vegetarret på menukortet var en gulerodssuppe. Det var ikke lige det vi havde regnet med. Efter en lille snak med tjeneren viste det sig dog, at der var et særskilt vegetarmenukort; det var helt vildt lækkert. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal beskrive det!!! Det er meget sjældent at jeg får så lækkert mad. Jeg fik en ret med tofu, ærter og løg i en sovs af karry og kokosmælk. Dertil var der alt det ris man kunne spise. Og priserne…. det var næsten uanstændig billigt!!! Det er helt sikkert et sted jeg kommer igen – helst så hurtigt som muligt!

Det bliver spændende at finde ud af, hvor Jacob slæber os hen næste gang, men uanset hvor det bliver, så er jeg klar til endnu en spændende kulinarisk oplevelse med Jacobs veganske restaurant klub! 😀

Vegansk sushi

Reklamer