Drømmekage uden æg!

Når man søger efter opskrifter på Drømmekage, så finder man en hel bunke opskrifter som er fyldt med æg. Hvorfor? Det er slet ikke nødvendigt og det er jo heller ikke ligefrem sundt. Min Drømmekage er uden både æg og kolesterol – men smagen er der bestemt ikke noget i vejen med. 😉

3,75 dl mel
2,5 dl sukker
1 tsk bagepulver(med lidt top)
½ tsk salt
2,5 dl vand
0,75 dl neutral olie(feks. rapsolie – men IKKE olivenolie)
Evt. ½ tsk vanilje

Fyld til toppen:
40 g plantemargarine
2 dl kokosmel
2 dl brun farin
1/4 dl soyamælk
Evt. ½ tsk kanel

Kagen: alt blandes sammen og røres til en jævn masse. Hæld dejen i en bradepande som er cirka 21×21 cm. Kagen bages 30-40 minutter ved 200 grader.

Fyldet: hæld alt i en gryde. 5 minutter før kagen er færdig tænder man for varmen og smelter fyldet. Det behøver slet ikke at koge. Det skal bare smeltes.

Tag kagen ud af ovnen, hæld fyldet over kagen og bag den i yderligere 5 minutter. Hold øje med tiden – den må IKKE få for meget.

NB1: bemærk, at der står evt. kanel og evt. vanilje. Jeg synes man skal vælge én af delene. Det bliver alt for meget og alt for sødt, hvis man bruger begge dele. Kagen er rigeligt sød i forvejen.

NB2: Jeg har en utrolig aversion med alle de der forskellige kagemiks, shake´n bake og alt det andet man kan købe. Den her kage er næsten lige så hurtig at lave. Jeg vil gætte på, at arbejdstiden er cirka 10 minutter – bagetiden kommer selvfølgelig oveni.

Drømmekage uden æg.

Reklamer