Rødbedebøffer uden æg.

Det er næsten slut med vinterens rodfrugter og snart kommer alle de friske grøntsager. Men lige nu bugner butikkerne af de sidste rødbeder. Jeg synes de skal bruges til rødbede bøffer!

Jeg er opvokset på landet, hvor vi havde masser af rødbeder. Men de blev alle brugt til syltede rødbeder. Det er nok derfor, at jeg har lidt svært ved at vænne mig til at spise rødbeder på andre måder. Jeg synes det smager lidt underligt. Alligevel er jeg blevet rigtig glad for rødbedebøffer! Det er superlækkert, opskriften er nem og det er faktisk rimelig hurtigt at lave!

3-4 store rødbeder
1 fintrevet løg
2-3 fed hvidløg
2-3 spsk balsamico
1½ tsk salt
2 tsk paprika
2-3 spsk mel
2-3 dl havregryn.

Man skræller rødbederne og derefter river man dem groft på et rivejern. Det er en fordel at bruge et forklæde, så man ikke får ødelagt sit tøj af den flotte mørkerøde rødbedesaft!

Så tilsætter man alle krydderierne.

Derefter tilsætter man mel og havregryn – men her skal man være lidt opmærksom; rødbeder kommer i mange størrelser og det er også forskelligt hvor meget saft der er i dem. Derfor kan det være svært at vide, hvor meget mel og havregryn man skal bruge. Men de har faktisk brug for meget mere end man tror. Tilsæt det lidt af gangen og rør det godt rundt. Man skal ikke være forsigtigt – det må gerne moses rundt.

Så kan man undre sig over, hvordan det her kan hænge sammen; men jeg tør garantere for, at det er ikke noget problem. Der er faktisk rigtig meget saft i rødbeder. Når man rører det hele rundt i en skål, så vil mel og havregryn automatisk trække alt saften ud og efterhånden bliver massen nærmest til en tung dej. Men der skal røres meget. Hvis man bliver træt i armen, så kan man sagtens lade farsen hvile en halv time. Så står den selv og “sætter sig”. Jeg har næsten det indtryk, at dellerne bliver allerbedst på denne måde.

Jeg former dem med en ske lige som frikadeller. De har næsten samme form som et æg, når jeg lægger dellerne på panden. Så får de lov til at ligge der, indtil de har fået lidt skorpe på underside. Når jeg kan skubbe dem rundt på panden med et let og forsigtigt skub, så er de klar til at man kan vende dem. Når jeg har gjort det, så får de et tryk med paletkniven, så de får en god flade der kan blive lidt sprød. Det kan jeg nemlig godt lide. Som regel vender jeg dem endnu en gang, så de bliver godt gennemstegte!

Man kan for eksempel spise rødebedebøfferne med kartofler og persillesovs eller stuvet spinat! Det er superlækkert!

God fornøjelse og god appetit.

Blodrøde rødbedebøffer.

Reklamer