Vegetarisk sommerbiksemad med rødbedebøffer

Jeg har altid elsket brasede kartofler – ikke biksemad. Bare brasede kartofler, gerne med spejlæg og ketchup. Det spiser jeg selvfølgelig ikke mere, efter jeg er blevet veganer. Til gengæld kan man lave vegetarisk biksemad på mange forskellige måder og det er mindst lige så spændende.

Man kan vist sige, at jeg laver to udgaver: en om sommeren og en anden om vinteren. Men man kan selvfølgelig lave dem begge hele året rundt.

Vegetarisk sommerbiksemad, laver jeg med kogte kartofler og så bruger jeg bare hvad jeg har i køkkenet. Det er som regel frosne ærter, frossen majs, lidt rød peberfrugt og måske nogle små tomater. Det hele får lov til at stege igennem og så smider jeg persille eller purløg ovenpå – man kan sikkert også bruge andre slags krydderurter. Her skal man bare dyrke sine lyster. 😉

Vegetarisk vinter biksemad er lidt anderledes:

½ courgette eller aubergine

½ rød peber

4-5 kogte kartofler

½ dl kogte og udblødte kikærter

majs efter smag

1-2 fed hvidløg

1 tsk paprika

en knivspids muskatnød

1 tsk sukker

lidt cayennepeber

1 spsk tamari

Persille eller purløg – eller begge dele!

Det hele steges på panden, men det er en god ide at følge min liste, for der er nogen ingredienser som skal have længere tid på panden end andre. Det smages til med salt og peber, og så har man lynhurtigt en dejlig krydret vegetarisk biksemad.

Jeg synes det er lækkert med rødbededeller eller verdens bedste linsedeller til.

Vegetarisk biksemad med rødbedebøf - jeg ved godt, at det ikke er verdens bedste billede; beklager!

Reklamer