Mig og Lillebror - vinterbillede taget med webcam, mens jeg blogsurfer.

I går blev Lillebror opereret for en knude på ryggen. Det var ikke sjovt at aflevere ham ved dyrelægen, men operationen gik godt og jeg hentede ham igen om eftermiddagen. Da vi kom hjem blev Storebror lukket inde i stuen, før Lillebror blev sluppet ud af transportkassen i soveværelset. Han styrede direkte mod madskålen i køkkenet og det fik han da lov til. Han havde ikke spist i 20 timer, så jeg kunne jo godt forstå at han var sulten. Han var stadig meget påvirket af narkosen og gik meget usikkert.

Jeg ville undgå at han blev dårlig og derfor fik han kun en lille smule mad. Alligevel gik der ikke mange minutter før han kastede op 2 gange. Et kvarter senere fik han tynd mave – han nåede at smutte ind på missetoilettet, men han havde jo stadig svært ved at holde balancen, så han faldt i sin egen afføring…. og bagefter i kattegruset. Han var ikke så lækker da han kom ud igen. Så måtte jeg i gang med at vaske ham lige så forsigtigt og det var bestemt ikke nemt i hans omtågede og urolige tilstand. Men det lykkedes vist nogenlunde. Så fik han lov til at sove alene et par timer i soveværelset.

Om aftenen kom han tilbage i transportkassen, før jeg lukkede misserne sammen igen. Så kunne de i hvert fald ikke fare i flæsket på hinanden, hvis der blev ballade. Men Storebror er faktisk sådan en sød, kærlig og omsorgsfuld storebror. Det sker jævnligt at han slikker Lillebror på hovedet og nusser ham. Da han så Lillebror i aftes, var det helt tydeligt, at han ikke vidste hvad han skulle gøre. Lillebror tumlede lidt rundt og døsede forskellige steder i stuen. Storebror fulgte ham på afstand, men han tog ikke øjnene fra ham så meget som et øjeblik, før jeg gik i seng.

I morges skulle Lillebror have smertestillende medicin. Det var sådan noget gele i en lille sprøjte. Det var lige ved at udvikle sig til noget tumult eller håndgemæng – jeg synes jo ikke sådan noget er sjovt og jeg havde også lidt ondt af missen. Men så tog jeg mig sammen, tog fat i ham og var lidt hurtig og så var det overstået på 5 sekunder. Jeg må indrømme, at jeg var lidt imponeret af mig selv. Men jeg tror også at jeg var lidt heldig – jeg håber at det kommer til at gå lige så nemt og hurtigt de næste par dage.

Om 10 dage skal han have fjernet stingene og så får han også kraven af igen. Det er jeg sikker på, at missen glæder sig rigtig meget til.

Lillebror med krave - træt og udmattet efter operationen

Advertisements