Alexandre Dumas store klassiker Greven af Monte Christo er en fantastisk bog. I mange år har min yndlingsroman været ”Krig og fred” af Tolstoj – i hvert fald når vi taler om de store, gamle klassikere. Og ”Forfængelighedens marked” af Thackeray var nummer 2. Men jeg tror at ”Greven af Monte Christo” har presset sig ind på en første plads. Allerede da jeg havde læst 6-700 sider var jeg klar til at begynde forfra, for at opleve det hele én gang til. Men bogen var alt for spændende og derfor var jeg selvfølgelig nødt til at fortsætte……

Den unge sømand Edmond Dantes ankommer med tremasteren ”Farao” til Marseille. Kaptajnen er død under rejsen, men han fører selv skibet sikkert i havn. Som et udtryk for sin anerkendelse gør skibsrederen Edmond Dantes til skibets nye kaptajn. Dagen efter fejrer han sin forlovelse med den skønne Mercedes – da han pludselig bliver anholdt af gendarmerne, anklaget for at være spion for Napoleon som sidder på Elba. På dette tidspunkt i frankrigs historie kan det næsten ikke blive mere alvorligt. Selv om han er uskyldig ender han i fæstningen If, som ligger på en klippeø uden for Marseille.

Her møder Edmond Dantes den gale abbed Faria og ved hans hjælp forstår han endelig, at han har været et offer for andres jalousi, misundelse, egenkærlighed, egoisme og smålighed; listen over menneskelig dårskaber er ganske omfattende. Efter 14 år lykkes det ham at flygte! Ved hjælp af en gigantisk skat forvandler han sig til Greven af Monte-Christo – et enestående eksempel på dannelse, elegance og god smag. Men bag det venlige smil og den imødekommende maske, planlægger han den grusomste og mest udspekulerede hævn over sine fjender. ”Greven af Monte-Christo” er først og fremmest en bog om had og hævn!

Da bogen begynder sidder Napoleon på Elba og Ludvig d. 18. sidder på tronen i Frankring, men fremtiden er usikker. Krigen mellem monarkisterne og republikanerne er nådesløs – ingen ved hvem der hersker i morgen. Mens Edmond Dantes er fange på If, vender Napoleon tilbage til Frankrig, hvor han forsøger at generobre magten. Han bliver endelig besejret ved Waterloo i 1815 og det lykkes Ludvig d. 18. at holde sig på tronen. I 1824 bliver han fulgt af kong Karl d. 10, som bliver styrtet ved julirevolutionen i 1830. Herefter overtager Louis-Philippe tronen, som han beholder til Februar revolutionen i 1848.

Det var svært at vide hvem man skulle støtte – og det kunne være skæbnesvangert at støtte den forkerte. Til gengæld kunne man svinge sig til tops, tjene en formue og blive adlet, hvis man havde held ved skæbnens roulette. Juristen og kommissæren de Villefort bliver kongelig prokurør i Paris – en stilling der svarer til offentlig anklager eller statsadvokat. Regnskabsføreren på ”Farao” bliver til Baron Danglars, en velanset og højt respekteret børsspekulant eller ”investeringsrådgiver”. Selv den fattige fiskeren Fernand Mondega bliver til greven af Morcerf. Man kunne nå højt op med en smule kynisme og lidt ærgerrighed. Man kunne få adgang til le beau monde i Paris – og det er i dette miljø roman fortsætter.

Da Edmond Dantes undslipper fæstningen If, har han ingen illusioner om retssystemet i Frankrig, men han er også skuffet over gud, der ikke har sørget for retfærdighed og straf til synderne. Nu ser han sig selv som det redskab gud har manglet til at udføre sin straf. Edmond Dantes, alias greven af Monte-Christo, sørger for, at de gode bliver belønnet og de onde bliver straffet noget så grusomt og ubarmhjertigt…… det er særdeles tilfredsstillende at læse! Skruen strammes, mens deres egen ærgerrighed og forfængelighed driver dem direkte i grevens udspekulerede fælde. Man fryder sig, mens øjnene drøner ned over de mere end 1000 sider. Man læser og læser til man bliver helt ør og svimmel i hovedet. Det er umuligt at lægge bogen fra sig, før man er fuldstændig udmattet og rundtosset.

Men det går galt. Greven er fuldstændig besat af sin hævn, rammer alle omkring hans gamle fjender, leger med mennesker, som var han selv gud og som var de marionetter. Han er absolut blottet for empati og hensyn mod andre, og udvikler sig til en sadistisk og usympatisk bøddel. Efterhånden kan han ikke selv ignorere problemet – han forsvarer sig med biblen, hvor gud vil straffe efterkommerne i 4-5 slægtled. Da greven ser sig selv som guds redskab, mener han, at han selv har ret til at gøre det samme. Endelig dulmer greven sin egen samvittighed med, at han i det mindste har gjort en anden person lykkelig – dermed har han gjort én uselvisk gerning. På den måde forsøger Alexandre Dumas at retfærdiggøre greven, men det er for sent og det er ikke tilfredsstillende for læseren. . Regnestykker går ikke op for en moderne læser og den dårlige smag i munden bliver stadig værre og værre. Jeg tror forfatteren har haft meget svært ved at afslutte bogen og fastholde læserens sympati for greven, der gerne skulle bevare sin position som bogens helt.

”Greven af Monte Christo” er en drønhamrende spændende bog. Det er sjældent jeg har læst en bog som fængslede mig så meget. Jeg kunne næsten ikke tænke på andet og det var næsten umuligt at løsrive sig fra denne fantastiske historie. Læseren kommer ud i alle det menneskelige følelsesregisters yderpunkter. Jeg blev virkelig dårlig og utilpas da jeg læste om den mest modbydelige og kyniske massevoldtægt. Alexandre Dumas havde ingen romantiske illusioner om de skruppelløse banditter som hærgede Italien i starten af 1800-tallet. Og jeg fik det endnu værre da jeg læste en frastødende scene om tortur af en gammel kvinde. Men der var også en del gode grin – Alexandre Dumas formår at svinge læseren fra det ene til det andet. Jeg tror det er derfor bogen er så tilfredsstillende at læse.

Et godt eksempel er mod bogens slutning, hvor Baron Danglars forsøger at flygte fra grevens hævn:

”Den Rejsende var Franskmand og brugte kun de faa italienske Ord, han kendte fra Koncertprogrammerne.
”Allegro,” raabte han til Postillonen, hver Gang de kørte op ad en Bakke
”Moderato,” hviskede han, naar det gik ned ad en Bakke.”

Det er en spændende bog, men også en meget klog og vis bog. Grevinden af Morcerf siger, at ”man bør dø der hvor man har været lykkelig”. Da jeg læste det, tænkte jeg, at så ville jeg gerne dø med ”Greven af Monte Christo” i hænderne…… bagefter kunne jeg selvfølgelig godt selv indse at det var meget dumt. Tænk om man døde midt i bogen…. det ville være særdeles ubelejligt!

Reklamer