Total lækker jordbærtærte - mums!

Det er så nemt, at man næsten ikke tror det – og det smager fuldstændig fantastisk. Når jeg laver sådan en jordbærtærte forsvinder den desværre alt for hurtigt. 😉

Tærtebund:

3 dl mel

100 g plantemargarine

1 dl sukker

3 spsk vand

Fyld:

50 g plantemargarine

50 g marcipan

50 g sukker

————-

1 pose pulver kagecreme

4½ dl Sojamælk

50-75 g mørk chokolade

Alle ingredienser til tærtebunden æltes godt sammen. Så er der mange som siger, at dejen skal hvile en time i køleskabet…. det kan man gøre om man vil, men jeg synes ikke det gør den store forskel. Hvis dejen hviler i køleskabet, så bliver den nemmere at rulle ud. Hvis man ikke vil vente på det, så kan man bare trykke den ud i formen med fingrene.

Så laver man fyldet: plantemargarine, sukker og marcipan æltes godt sammen. Bagefter smøres det oven på tærtebunden, som bages 12-15 minutter ved 200 grader.

Når tærten kommer ud af ovnen, smelter man 50-75 gram mørk chokolade. Det skal gøre langsomt, så den ikke brænder på. Når det hele er smeltet, hældes det over tærtebunden. Fordel chokoladen med en dejskraber.

Så skal tærtebunden køle fuldstændig af. Lad den stå på køkkenbordet et stykke tid, inden den kommer i køleskabet – det er bedre for miljøet. Men den skal være fuldstændig kold før man må gøre mere ved den!

Imens laver man kagecreme. De der poser man køber i supermarkedet er veganske, så det er supernemt. Der står at man skal bruge en 5 dl mælk til et brev med pulver. Jeg bruger selvfølgelig sojamælk i stedet for – og så synes jeg faktisk det er en fordel, hvis man nøjes med 4½ dl. Kagecremen bliver fastere og det er meget bedre.

Både kagecremen fra Tørsleffs og Maizena skal hvile 15 minutter i køleskabet. Bagefter skal man lige røre den igennem og her tilsætter jeg 1 spsk flormelis.

Så skal kagecremen bare fordeles på tærtebunden og bagefter skal den pyntes med jordbær. Supernemt og superhurtigt!

NB1: hvis man ikke ønsker at tærten skal være alt for sød og tung, så kan man sagtens droppe marcipanfyldet – jeg har prøvet begge udgaver nogle gange og jeg kan ikke engang finde ud af, hvilken udgave der smager bedst! Hvis man springer fyldet over, så skal bunden kun bages 10-12 minutter.

NB2: Nu er der snart ikke flere jordbær i denne sæson, men man kan selvfølgelig bruge de bær eller frugter man selv har lyst til. Jeg tror tærten ville være fantastik med bananer, kiwi, hindbær eller lign.

Vegansk jordbærtærte

Reklamer