I sin nye bog “Dommedag Als” afslører Tom Buk-Swienty, at efter krigen i 1864 tilbød kong Christian d. 9. at Danmark kunne komme ind under Tyskland. Denne nyhed har fyldt medierne hele dagen og det har været rigtig spændende. Der er flere som har kaldt Christian d. 9. for landsforræder – jeg synes det vidner om en manglende forståelse for, at verden var anderledes dengang. Jeg vil ikke forholde mig alt for skarpt til en sag som jeg ikke kender i detaljerne, men umiddelbart synes jeg det lyder som en form for solidaritet med Slesvig, Holstein, Lauenborg og Sønderjylland – derfor synes jeg godt man kan forsvare kongens initiativ. I dag er det selvfølgelig utænkeligt og ideen virker nærmest absurd. Men det er jo også 150 år siden.

Dagens bedste kommentar blev leveret af dagens vært på Deadline 17, journalist Jesper Larsen, som sagde, at : “det gør ondt at få at vide, at kongen ville give os til Tyskland, men det gør dog næsten mere ondt at tyskerne slet ikke ville have os.”

Jeg ærgrer mig voldsomt over Tom Buk-Swienty, som gang på gang har omtalt erobringen af Als, som det glemte slag! – og journalisterne har accepteret denne betegnelse.

Har alle glemt Herman Bang? Haabløse slægter? Tine? Jeg troede at Tine var nærmest obligatorisk læsning i gymnasiet og på mange andre uddannelser. Herman Bang blev født i Asserballe på Als i 1857, men familien flyttede/flygtede til Horsens under krigen i 1864. For Herman Bang var barndommen og opvæksten på Als en form for paradis og efter flytningen til Horsens blev han konfronteret med den kolde og ubarmhjertige virkelighed. Derfor står nederlaget ved Dybbøl og tabet af Als som centrale begivenheder i Herman Bangs forfatterskab.

Det er særlig tydeligt i bogen “Tine” som foregår på Als og netop beskriver rædselsnatten den 29. juni 1864, hvor tyskerne erobrede og hærgede den lille ø, mens beboerne forsøgte at flygte fra soldaternes brutalitet.

“Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under Kanonernes Larm. “

Tine søger tilflugt i kirken sammen med sine forældre. Fra kirketårnet stirrer de ud over øen og betragter den forfærdelige nat:

“… Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes Tros, Soldaterne Paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres Trin – naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal.
Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.
– Det er Øen, der brænder, hviskede hun.”

“Tine” er et af de fineste og vigtigste mesterværker i dansk litteraturhistorie. Når Tom Buk-Swienty omtaler slaget ved Als som det glemte slag, så må det skyldes manglende kendskab til dansk skønlitteratur!

Reklamer