I Jyllands Posten skriver Jakob Levinsen, at Lulu er efterårets store operapremiere.

Alle tiders luder” – skrev Thomas Michelsen i Politiken.

En total og fremragende løsning af Alban Bergs mesterværk“, skriver en ekstatisk og meget begejstret Gregers Dirckinck-Holmfeldt.

En mesterlig opsætning af en mesterlig opera” skrev Søren Kassebeer i Berlingske tidende.

Sine Bundgaard som Lulu. Foto: Miklos Szabo/DKT

Jeg var selv til premieren fredag aften og jeg er fuldstændig enig. Stefan Herheims opsætning er en usædvanlig flot og vellykket forestilling – en sand triumf for Det kongelige teater!  Det er mere end 20 år siden at jeg så min første opera, og jeg kan kun huske 3 eller 4 forestillinger der har gjort så stort indtryk på mig.

Alban Bergs opera “Lulu” begynder i et cirkus – men det er en kopi af Det kongelige teaters gamle scene, med fortæppet som forestiller Akropolis. “Ej blot til lyst” står der formanende! Ovenpå sidder det lille cirkusorkester som består af klovner – groteske, absurde klovner. I manegen står cirkusdirektøren og præsenterer først rovdyrene, dernæst husdyrene “der pludrer som dem i parterret.” Jaja, det er altid moderne at fornærme publikum – særligt dem på de dyre pladser!

Derefter præsenterer han det farligste af dyrene: Lullu – som træder lige ud af paradiset med et æble i hånden! En fristende, forførende kvinde, en femme fatale, en rigtig maneater. Alle begærer Lulu. Selv begærer hun kun deres begær eller deres lyst efter hende. Jeg skal selvfølgelig heller ikke glemme den lesbiske grevinde Geschwitz, som måske har lidt dybere følelser. Hun er i hvert fald den mest trofaste af Lulus tilbedere.

Lulu gifter sig flere gange og holder samtidig et utal af elskere. Mændene holder aldrig længe – de dør! Hun slider dem op og driver dem til vanvid. Hvis de ikke begår selvmord bliver de myrdet……..hvorefter de bliver båret over til sminkebordet i et hjørne af scene, får mere makeup på og fortsætter i en ny rolle. Imens springer Lulu endnu en gang i brudekjolen og kaster sig over det næste hjælpeløse offer. Det er som en ond cirkel der bliver gentaget igen og igen. Mod slutningen driver hun også den trofaste grevinde mod selvmordet. Mens den stakkels grevinde overvejer forskellige måder at begå selvmord på, spørger hun sig selv hvad der mon er koldest: vandet eller Lulus hjerte?!

“At mænd har myrdet sig selv for min skyld, forringer ikke min værdi” siger Lulu selvsikkert. Hun svinger sig op af den sociale rangstige, indtil hun mister balancen og styrter til jorden med et brag. Hun ender som billige gadeluder i London. Den sidste kunde er døden, denne gang forklædt som Jack the Ripper…… Normalt er der selvfølgelig kun en mand ved paukerne. På et tidspunkt bemærkede jeg at der var fire – det har jeg aldrig set før! Da Lulu mødte Jack the Ripper var der to musikere som hamrede løs – ophidset, vildt og sanseløst – mens kuldegysningerne løb gennem min krop. Det var helt utroligt. Man var nærmest lammet af rædsel.

Til slut myrder Jack the Ripper også grevinden. Mens hun ligger i sin dødskamp vælter kopien af gamle scene ned over hende – og afslører, at kulissen kun er et tyndt stykke pap. Der er intet bagved. Det er en gåde hvordan og hvornår man har fjernet resten! Under hele forestillingen har de medvirkende jo kravlet rundt på denne kulisse. Vi har set den både forfra, bagfra og fra alle siderne. Men det var en utrolig flot scene – og et stærkt symbol.

Klovnerne er på scenen uafbrudt. De er statister og bipersoner. Det minder mig om en novelle af H.C.Branner, som handler om tyskernes besættelse; “Det er jo bare noget vi leger”, siger personerne igen og igen, hver gang virkeligheden bliver for skræmmende eller truende. De gentager denne replik som en besværgelse – på den måde forsøger de at holde virkeligheden på afstand. Men det er selvfølgelig umuligt og virkeligheden bliver kun mere og mere truende og skræmmende. På samme måde står klovnerne og griner hver gang det bliver virkelig alvorligt eller uhyggeligt. Derved virker de nærmest psykotiske……. De spreder en sær, kold uhygge i hele salen.

Der er bestemt også nogle gode grin undervejs. Masser af skarpe replikker, sjove scener og morsomme optrin. Men “Lulu” er hverken en komedie eller et lystspil. Måske et narrespil? Hele opsætningen synes at have samme pointe som slutscenen i Verdis opera Falstaff, hvor hovedpersonen indser at alt i livet er en spøg, en grum spøg og vi er alle narrer. Og den tomme kulisse som falder ned over den døende grevinde von Geschwitz afslører, at der er intet hinsides!

Sine Bundgaard var fantastisk som Lulu. Det var en lang forestilling, som varede næsten fire timer. Sine Bundgaard sang en meget stor del af tiden og det var fortrinsvis på de høje toner. Det må virkelig kræve en stærk stemme og en god teknik. Jeg er i hvert fald imponeret!

Men gang på gang var det Michael Kristensen som stjal opmærksomheden. Selv om han spillede tre roller, så blev der ikke ændret meget ved hans klovnekostume – og det var heller ikke nødvendigt. Men hvem vidste, at Michael Kristensen havde sådan et komisk talent? Han udstrålede selvtillid, styrke, overskud og stor karisma. Ingen tvivl om, at det var en rolle som han havde det godt med – og det gjaldt forresten alle de medvirkende. Det virkede som om at alle de medvirkende vidste hvad de skulle. Der var ingen uro, ingen usikkerhed, ingen nervøsitet. Alle optrådte med stor selvsikkerhed, energi og overskud. Det må være et bevis på en virkelig dygtig instruktør. Man forstår godt, at norske Stefan Herheim er en af verdens mest efterspurgte operainstruktører og det er et privilegium at vi har fået mulighed for at nyde en af hans forestillinger i København.

Ingen tvivl om, at det er en opera som kræver meget af de medvirkende – og næsten lige så meget af publikum. Den er både lang og svær. Men det er også en af de virkelig flotte og originale forestillinger som man ikke glemmer igen!

Lulu i Stefan Herheims iscenesættelse. Foto: Miklos Szabo/DKT

Advertisements