Klassisk eller kliche? Det er spørgsmålet i denne traditionelle opsætning med Den Jyske Opera.

Historien er meget simpel: Manon Lescaut er på vej til et kloster! Undervejs holder man pause i Amiens, hvor hun møder studenten Des Grieux og den tudsegamle millionær Geronte. Hun flygter til Paris sammen med Des Grieux. Men en fattig student har ikke meget af tilbyde en ung pige og hun lader sig friste af Gerontes penge. Da hun genoptager forholdet til Des Grieux bliver Geronte så vred, at han melder Manon til politiet og påstår hun har stjålet fra ham. Hun bliver dømt til eksil i Amerika og sendt afsted sammen med ludere og lommetyve. Og den forelskede Des Grieux følger med til Amerika. Det er nødvendigt, for ellers kan Manon jo ikke dø i hans arme……..

En simpel og banal kærlighedshistorie – typisk Puccini.

Opsætningen er kedelig, fantasiløs og meget traditionel – og den bliver hverken moderne, smart eller innovativ, blot fordi man har brugt nogle videooptagelser. Da de sidder på kroen i Amiens, ser man ud på torvet, som er en sort/hvid optagelse fra Den gamle by i Århus. Der er folk som går forbi og man ser kareten med Manon Lescaut som ankommer – det er både irriterende og forstyrrende!

Klassisk eller kliche? Jeg tror ikke vi kommer udenom, at dette er en forestilling som kan bekræfte alle fordomme om opera, som en lettere komisk og absurd kunstform der kæmper en langtrukken dødskamp. Det er en temmelig banal kærlighedshistorie, som ender med at den kvindelige hovedperson dør…. uden at det er helt klart hvorfor. Man kan vist kun forklare det på den måde, at det er et krav til genren – hvilket selvfølgelig er absurd. Dertil var Puccini meget glad for at skrive disse følelsesfulde dødsarier og derfor trækker han hendes lidelser et helt kvarter…..

Men det største problem er de to hovedroller, Manon Lescaut og Des Grieux, som synges af Victoria Nava og Dominic Natoli. De skal forestille at være unge mennesker på 15-16 år, men i virkeligheden er de et par fyldige og særdeles modne mennesker! Da vi bliver præsenteret for Manon i første akt, synger koret om hvor ung og smuk hun er – og så træder Victoria Nava ind på scenen. Herefter er forestillingen fortabt. Jeg mødte en god ven i pausen, som spurgte: “Hvorfor er hun klædt ud som en sofa?”  Det værste er, at det virkede som et fuldstændig rimeligt spørgsmål.

Hvis jeg uddelte stjerner, så ville jeg give én til Giordano Bellincampi og Sjællands symfoniorkester. Derudover ville jeg også give en stjerne til Victoria Navas stemme, for der er ingen tvivl om at hun synger utrolig godt. Hun har en stor og dejlig stemme, som jeg meget gerne vil opleve en anden gang i et andet parti. Hun var bare helt, helt forkert til rollen som Manon Lescaut!

Nogen anmeldere er mere diplomatiske end andre, men de er rimelig enige om konklusionen: We are not amused!

Jeg tror at Gregers Dirckinck-Holmfeldt er en af vores høfligste og mest velvillige anmeldere. Derfor blev jeg forbavset da jeg læste hans anmeldelse, som er direkte spydig. Det er en meget engageret anmeldelse og der er ingen tvivl om, at hans kritik er berettiget. “Den Jyske Opera har ingen grund til at være stolt af sin “Manon Lescaut”.” skriver han direkte!

Store kroppe skrues ned i en lille scenografi…..“, skriver Søren Schauser fra Berlingske tidende, i en anmeldelse som jeg vil kalde lunken.

I Jyllands-Posten beskriver Jakob Levinsen forestillingen som “temmelig rodet folkekomediestil” og er enig med alle andre i, at det fungerer bedst, hvis man lukker øjnene.

I Århus Stiftstidende skriver Ole Straarup, at “Den Jyske Operas opsætning af Manon er tæt på at falde i…..” Jeg synes næsten han er alt for venlig!

Manon Lescaut. Foto: Anders Bach

Reklamer