I går var jeg til metrokoncert i DRs koncerthus. De spillede først “Skytisk suite” af Sergej Prokofjev – og jeg bliver mere og mere vild med Prokofjev. Hans musik er fyldt med saft og kraft, vild energi og dynamiske rytmer; det er virkelig noget som passer til mit temperament. Det bliver aldrig kedeligt, selvhøjtideligt eller svulstigt. Suiten blev uropført i 1916 og var en stor skandale. Efter koncerten kom paukespilleren og overrakte Prokofjev skindet fra pauken – han havde banket løs på pauken, så skindet bagefter var ødelagt af store huller. Man er egentlig ikke forbavset, når man selv har hørt stykket!

Efterfølgende spillede de Carl NielsensAladdin suite“. Jeg er ikke den store Carl Nielsen fan, men jeg er vild med Aladdin suiten. Den er fuld af smukke og spændende musikalske arabesker, som slynger sig om hinanden – og så er den fuld af humor. Jeg ved ikke helt hvad der skete, men midt i 4. eller 5. sats sad jeg og klukkede af latter. Og jeg var vist ikke den eneste; sikken en forrygende koncert!

Dirigenten var den unge, lækre Kristjan Järvi. Sikken en karisma! Sikken en udstråling! Og sikken et overskud! Der er ingen tvivl om, at han tog hele salen med storm.

Det er ikke comme il faut, at klappe mellem satserne. Men allerede efter første sats i Prokofjevs suite, vendte Kristjan Järvi sig mod publikum, kastede det lange hår tilbage, bukkede og smilede forførende med et muntert glimt i øjnene. Salen brød øjeblikkeligt ud i brusende klapsalver, som dannede præcedens for resten af koncerten. Kristjan Järvi dansede rundt på podiet og der er ingen tvivl om, at han morede sig kongeligt. Jeg har aldrig set en dirigent, der kunne flirte så skamløst og muntert, med både publikum og hele orkesteret. Det var helt utroligt. Og publikum takkede med bragende applaus mellem hver eneste sats – det er aldeles uhørt, men sikken en fantastisk og ekstatisk stemning der var i koncerthuset. Jeg har aldrig oplevet noget lignende……

Advertisements