Jeg har været til en fantastisk torsdagskoncert i DR´s koncertsal.

Dirigent: Christoph Poppen.

Første værk var “Symfoni nr. 2”, en helt ny komposition af den unge komponist Søren Nils Eichberg. Jeg er – som de fleste mennesker – lidt skeptisk overfor ny klassisk musik, og føler ofte, at komponisterne er lidt arrogante. Når jeg hører sådan noget, så tænker jeg ofte: jaja, det har sikkert været sjovt at skabe, men hvorfor forventer komponisten, at publikum skal bryde sig om det? Hvad giver de publikum? Ofte har jeg en anelse om, at svaret er: INGENTING. Jeg har sådan en skummel følelse af, at publikum er fuldstændig overflødige…… Og så må man spørge sig selv, om publikum er til for komponistens skyld eller om komponisten er til for publikums skyld.

Søren Nils Eichberg

Sådan er det bestemt ikke for Søren Nils Eichberg. Hans værk var meget spændende, nuanceret og udfordrende – men det var også fyldt med melodier og harmonier, som gjorde det til en spændende oplevelse for publikum. Det var et værk, som jeg meget gerne vil høre igen.

Derefter fulgte Prokofjevs 5. klaverkoncert, med den russiske stjernepianist Nikolaj Demidenko ved klaveret. I programmet er værket beskrevet som “en musikalsk boksekamp for to parter, der morer sig lige så godt som publikum” – selv om det ikke er negativt, så synes jeg alligevel det er lidt uretfærdigt. De første 3 satser er fyldt med ansatser til melodier, præludier og små fragmenter…… først forsøger strygerne at foreslå en melodi. Det vil fløjterne ikke være med til… de foreslår en helt anden melodi, men nu er det kontrabasserne som protesterer. De første 3 satser er som en frodig arabesk af hundrede små melodi stumper.

Endelig finder instrumenterne en fælles melodi i den 4. sats, der starter så fint og langsomt, hvorefter den udvikler sig til et fejende crescendo, hvor stortrommens seksuelle slag danner den rytmiske bund. I den svingende 5. sats får klaveret endelig lov til at spille hovedrollen – det er jo også en klaverkoncert. Hvis man hører koncerten i radioen, så skal man bemærke den intense stilhed mellem tonerne. Det var en helt utrolig oplevelse – publikum var nærmest åndeløs af spænding.

Jeg har læst, at den 5. klaverkoncert er det mindst spillede af Prokofjevs værker og det er saftsusme synd. Efter værket takkede det meste af publikum med stående applaus, hvilket er ret usædvanligt i koncertsalen. Herefter kvitterede Nikolai Demidenko med en af Chopins nocturner som ekstranummer. Her kunne man tydeligt høre, at det virkelig var en vaskeægte stjernepianist som var kommer på besøg.

Sidste værk var Mendelsohns 4. symfoni, “den italienske”. Jeg havde overvejet at gå; det er et smukt stykke, men jeg synes at jeg har hørt det så mange gange i løbet af kort tid. Jeg er glad for at jeg alligevel blev, for det var den perfekte afslutning på en meget god og flot koncert. “Den italienske” minder mig altid om italiensk belcanto opera fra samme periode. Hver gang man hører det karakteristiske tema i 1. sats, sidder jeg og venter på, at der kommer en eller anden og skriger “Figaro, Figaro, Fiiiiiigaro…….”

Reklamer