I går var jeg til torsdagskoncert i DRs nye koncertsal.

Første værk var “Den russiske påske” af Rimskij-Korsakov. Det var både smukt og dramatisk – på alle måder et spændende værk.

Næste værk var Klaverkoncert nr. 2 af Sergej Prokofjev. Det er et af mine favoritstykker og det var selvfølgelig derfor jeg havde købt billet. Værket begynder pænt og meget uskyldigt – nærmest klassisk; på den måde bliver man lokket ind i Prokofjevs musikalske univers og det er ALDRIG kedeligt. Jo længere man kommer ind i første sats, jo mere spændende og særpræget bliver det…men det er også utrolig smukt.

Og så kommer den fantastiske 2. sats. I programmet beskriver man denne sats som et “amokløb” – tempoet er helt vanvittigt og musikken er vild og afsindig. Det er et lidenskabeligt og ekstatisk vanvid, der kun giver mening, hvis man lader sig forføre af Prokofjevs musik og hans geni. Når jeg hører den anden sats, så føler jeg en lykke der er så stor, voldsom og ubærlig, at man er lige ved at eksplodere…. Men jeg har jo ikke forstand på musik og aner ikke hvilken følelse Prokofjev ønskede at formidle, da han skrev denne klaverkoncert. Jeg forsøger blot at beskrive min egen oplevelse!

3. sats er lys og lykkelig. Musikken er så fin og let – nærmest munter og legesyg. Den minder mig altid om en kattekilling som springer omkring og leger i haven på en varm forårsdag, hvor den prøver at fange en solstråle! 4. og sidste sats opsumerer hele værket; det er dramatisk og spændende. Det er let og lykkeligt og hysterisk og vanvittigt – det svinger konstant fra den ene pol til den anden. Jeg vil nærmest kalde det manio-depressivt.

Pianisten var Elisabeth Leonskaja og hun gjorde det rigtig flot. Gang på gang blev man helt forpustet når man så på Leonskaja – det må altså kræve en utrolig kondition og de andre musikere er sikkert også blevet helt svedige, mens de prøvede at følge med. Det var virkelig imponerende. Værket er så svært, at det kun er blevet spillet meget sjældent; men unge pianister har taget udfordringen til sig og nu har værket vist fået en revival 100 år efter at Prokofjev skrev det. Jeg vil gerne anbefale en indspilning med den geniale russiske pianist Evgeny Kissin, som giver koncert i Tivoli om et par måneder – en koncert som jeg glæder mig utrolig meget til.

Efter pausen spillede DRs Symfoniorkester Rakhmaninovs 2. symfoni. I følge programmet skulle 3. sats ligefrem være “musik af guddommelig skønhed”. Jeg må indrømme, at jeg kedede mig bravt gennem hele værket. Der var en del højdepunkter, som når en enkelt violin svinger sig op over de andre instrumenter i en skærende smuk solo. Men disse højdepunkter var desværre ganske kortvarige, og musikken faldt snart tilbage til det matte og kedelige grundtema.

Retfærdigvis skal det siges, at jeg sikkert var den eneste som kedede sig. Det var mit indtryk, at resten af publikum var meget begejstrede. Samtidig tror jeg egentlig, at de fleste værker er lidt kedelige efter Prokofjev.

Christine Christiansen skriver i sin anmeldelse i JyllandsPosten, at “grundstemningen var mørk og dyster” i Prokofjevs klaverkoncert. Det vil de fleste sikkert give hende ret i, men jeg oplever værket på den modsatte måde. Til gengæld er vi helt enige om, at det var en fantastisk koncert med Elisabeth Leonskaja!

Koncerthuset i DR-byen.

Advertisements