Bèla Bartók(1881-1945)

Fredag aften var jeg i det gamle radiohus, hvor man opførte Bèla Bartoks psykologiske gyseropera “Hertug Blåskægs borg” som koncertant. Musikken starter meget dyster og nervepirrende, mens Hertug Blåskæg fører sin unge brud Judith ind i riddersalen på sin skumle borg. Salen er mørk og kold, væggene er fugtige og der slipper ikke en eneste solståle ind i borgen.

– Intet vindue, ingen luge, spørger Judith
– Ingen! svarer Blåskæg
– Kommer aldrig her solens lys?
– Aldrig!
– Evig kulde, evig mørke?
– Evig, evig! svarer Blåskæg dystert.

Her ser hun 7 lukkede og låste døre, som hun forlanger at få åbnet. Blåskæg nægter – her flår alle strygerne buerne ned over strengene, så det lyder som et skarpt sværd der kløver luften, hvorefter der følger et voldsomt brag fra paukerne og andet slagtøj. Det gentager sig 6-7 gange hurtigt efter hinanden og man kan straks forestille sig Judith som hamrer insisterende på de 7 gådefulde døre. Det var meget voldsomt og fængslende!

Judith bruger sin kærlighed som argument og tvinger Hertugen til at åbne dørene én efter én. Bag den første dør er der et torturkammer. Bag den næste findes våbenkammeret. Hertug Blåskæg prøver at stoppe hende, mens borgens mure sukker og den mørke grundvold skælver angstfuldt – men Judith insister på at se hvad der er bag de andre døre: Fordi jeg elsker dig! siger hun.

Bag den tredje dør findes et overdådigt skattekammer. Bag den fjerde dør ligger den smukkeste blomsterhave. Fra den fjerde dør er der udsigt over hele Blåskægs rige. Igen prøver Blåskæg at stoppe Judith. Han trygler hende om at stoppe, men hun er ubønhørlig – hun vil se resten.

Bag den sjette dør ligger en sø af tårer….. og bag den syvende dør finder hun alle de kvinder han tidligere har elsket.

Og så er det slut imellem dem. Judith har ødelagt deres kærlighed på grund af sin nysgerrighed og ved at kræve for meget. På den måde ender hun som alle de andre, blot endnu én i en lang række……. Operaen handler om det komplicerede forhold mellem mænd og kvinder. Det er nemt at definere Judiths fejltrin. Det er lidt sværere at bestemme hvori hertugens fejl helt konkret består. I skattekamret er alle ædelstene smurt ind i blod, i haven er jorden og blomsternes rødder blodige – og mon ikke det også er blod, som driver ned af borgens kolde vægge?! Hvis jeg var Judith, så ville jeg sandelig også forvente en god forklaring! Men de drages mod hinanden og deres umulige kærlighedslængsel forlener dem begge med en tragisk sympati.

Opførelsen af den lille en-akts opera var et samarbejde mellem Sjællands symfoniorkester og studerende fra Det kongelige danske musikkonservatorium. Det betyder, at musikerne sad meget tæt – jeg tror aldrig jeg har set så mange musikere på denne scene. Sikken en lyd! Det var storslået og meget voldsomt – musikerne måtte virkelig arbejde, når de forcerede operaens mange dramatiske højdepunkter.

Det var en god aften, men alligevel er jeg ikke helt tilfreds. Det var som om der manglede noget og det har jeg brugt et par dage på at tænke over. Problemet var bestemt ikke musikerne eller dirigent Cristian Mandeal – de var helt fantastiske og jeg tror absolut ikke det kunne gøres bedre. Var det måske solisterne, Iris Vermillion og Gustav Belacek, som jeg ikke brød mig om? Jeg er ikke helt sikker. Belacek havde en meget nasal stemme, som jeg ikke var så vild med. Eller har ungarsk sådan en uskøn nasal lyd? Operaen blev sunget på ungarsk og jeg tror egentlig det største problem var sproget. Jeg synes ikke det var særlig smukt….. hvis jeg skal sige det på en meget diplomatisk måde.Til gengæld formidlede de to solister handlingen på en formidabel måde; Gustav Belacek fungerede flot som den skumle og dystre Blåskæg, med en snert af underspillet traurighed. Der var masser af spændende nuancer i hans spil. Iris Vermillion var en betagende Judith, usikker, skræmt og bange…….. man kunne ikke undgå, at blive grebet af hendes følelser.

Jeg synes det kunne være meget spændende at høre “Hertug Blåskægs borg” på dansk; så ville det bestemt også være nemmere at følge med i teksten og dermed også i handlingen. Gang på gang blev man så overvældet af musikken, at man glemte at holde øje med teksten – og så var det svært at finde det rigtige sted igen. Det eneste ord man kunne genkende var jo navnet “Judith”……

I Jyllands-Posten skriver Christiane Christensen, at “Trods små musikalske skønhedspletter slog Bartóks thrilleropera helt sikkert aftenens flimmer-underholdning med mange længder“. Jeg er fuldstændig enig…..

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “det er en mesterlig opera“.

Konservatoriets koncertsal

Advertisements