Rockerborgen Josty

Der var det dejligste forårsvejr i går og jeg havde aftalt at nyde det sammen med en god ven. Vi mødtes på Jagtvej og cyklede sammen mod Frederiksberg have. Sikken en trængsel der var ved indgangen…. man skulle tro at halvdelen af byen valfartede til Frederiksberg have og det var måske også nær ved at være tilfældet.

Først gik vi en tur i Det kgl. haveselskabs have – der var endnu ikke så meget gang i blomster og planter, men der var en dejlig stemning blandt de mange mennesker som nød solen og varmen på havens bænke.

Derfra fortsatte vi til Frederiksberg have, hvor vi hilste ærbødigt på Frederik d. 6 ved indgangen. Vi gik en lang tur gennem haven; op forbi det gamle, gule slot og Zoologisk have, forbi Norman Fosters elefantanlæg og rundt om fasangården, inden vi endelig smed os i græsset og nød solen. Før man fik set sig om, var der pludselig gået adskillige timer…….

Hjemturen gik igennem Søndermarken og forbi Bakkehuset. Jeg var blevet megasulten af cykelturen, solen og alt den friske luft. Derfor smuttede jeg forbi “Green Sushi” og hentede noget take-away på vejen hjem.

Forår i Frederiksberg have

Reklamer