Kidneybønne deller på panden

Man kan lave utrolig mange spænde og lækre vegetardeller. Selv om jeg efterhånden har været veganer i en del år, så kan jeg stadig blive forbavset over de uendelig mange muligheder og den store variation. Kidneybønne dellerne er en af mine favoritter. De er dejligt krydrede. Og så er de både nemme og hurtige at lave – hvis man lige ser bort for det med udblødning og kogning.

1½ dl tørrede kidneybønner
1 hakket løg
1 tsk salt
2 spsk mel
5 spsk havregryn
1 tsk olie
1 finthakket rød peberfrugt
1 tsk spidskommen
peber
Cayennepeber

Bønnerne skal sættes i blød 12 timer og efterfølgende koges 40-50 minutter – med mindre man vælger at købe en dåse kidneybønner som er klar til brug.

Resten går supernemt, hvis man har en minihakker lige som mig. Hvis man ikke har en minihakker, så kan man sikkert klare sig med en blender.

Put løget i minihakkeren og giv det en god omgang. Put kidneybønnerne i og giv det hele en ordentlig omgang mere. Hæld det hele over i en skål.

Så er det peberfrugten. Man kan selvfølgelig hakke den med en kniv, men når man bruger minihakkeren bliver den findelt, hvorved der frigives en masse lækker saft. Men pas på…… det går lynhurtigt. Den skal virkelig kun have 5 sekunder.

Hæld peberfrugten over til kidneybønnerne, tilsæt resten af ingredienserne og rør det hele godt sammen.

Prøv at forme en delle i hånden. Jeg synes det passer med en skefuld af dejen. Når man former den, kan man rimelig nemt mærke om der mangler lidt vand. Men det er mere sandsynligt at den er for våd – så bruger man lidt mere havregryn.

Så skal dellerne bare steges på panden. Jeg synes de smager allerbedst sammen med kogte kartofler og stuvet spinat eller persillesovs.

Kidneybønne deller med kartofler og stuvet spinat – en af mine favoritter.

Advertisements