Nogen gange synes jeg det er lidt uretfærdigt, at jeg altid skriver om Lillebror. Storbror er jo også en rigtig sød og dejlig mis. Men det er altså Lillebror som er en Balladebror!

Jeg har før skrevet om, at jeg sover i arm med Lillebror. Når jeg går i seng, så kommer han springende, hvorefter vi nusser 10-15 minutter, mens han drejer og snor sig, så jeg kan klø ham både på ryggen, på maven og på hovedet. Når han endelig er tilfreds, så lægger han sig op af min maven, hvorefter jeg lægger armen omkring ham og så falder vi i søvn……

Men der er også dage, hvor jeg bare ikke kan sove på den måde. For et par nætter siden stod jeg op og tog dette billede: bemærk lige, at Lillebror ligger MIDT i sengen. Og se hvor meget dyne han har snuppet! Jeg er ved at falde ud af sengen og fryser på ryggen fordi dynen ikke dækker. Jeg prøvede at skubbe ham væk…… der er jo rigeligt med plads til ham ved siden af. Men næh nej! Jeg skubbede ham væk 4-5 gange – jeg prøvede ikke at smide ham ud af sengen. Jeg forsøgte bare at skubbe ham en lille smule væk, så jeg ikke selv risikerede at falde på gulvet – men hver gang kiggede han bare fornærmet på mig, inden han igen smed sig nøjagtigt det samme sted. Han vil da ikke ligge ved siden af, men insisterer på at ligge helt op af mig…… og “man” er da nødt til at ligge på et stykke af dynen – ellers kan “man” da slet ikke sove!

Da jeg havde taget billedet, sagde jeg til ham, at nu var det altså nok. Så skubbede jeg ham væk og pakkede mig ind i dynen så jeg kunne få den for mig selv. Men Lillebror fandt et stykke dyne ved siden af mit lår hvor der lige netop var plads til ham og så kom vi alligevel til at sove ved siden af hinanden…… 😀

Balladebror i sengen

Reklamer