Copenhagen Phil med Jesper Nordin som dirigent

I går lavede Sjællands Symfoniorkester en flash mob på Københavns hovedbanegård;  i alle hjørner og kroge stod folk og gemte sig med instrumenter og nodestativer – men det var der vist ikke mange som bemærkede. Intetanende krydsede de mange mennesker ind og ud mellem hinanden, mens de skyndte sig gennem ankomsthallen.

….. indtil de svagt fangede lyden af en enlig tromme; man kunne se hvordan de spidsede ørerne, øjnene blev nærværende og de begyndte at se sig omkring med et søgende blik. Der midt i ankomsthallen stod Uffe Savery og spillede de første toner af Ravels Bolero. Langsomt sluttede flere og flere musikere sig til ham, mens kødranden af mennesker voksede omkring orkesteret. De standsede og lyttede opmærksomt, mens musikken blev mere og mere lidenskabelig og intens. Det var helt klart en succes – folk nød dette poetiske pusterum. Musikken summede stadig i mit hoved da jeg atter begav mig ud i byen, og jeg er sikker på, at byens busser og toge har været fyldt med glade mennesker som nynnede Ravels Bolero.

 

Maurice Ravels Bolero findes i en million indspilninger og optagelser – en af de mest legendariske er fra Radiohusets gamle koncertsal, hvor Sjællands symfoniorkester har fået hjemmebase. Her dirigerede den rumænske stjernedirigent Sergui Celibidache DR Symfoniorkesteret i 1971 – denne berømte koncert blev heldigvis optaget og sendt i tv. Jeg har set den en del gange og jeg bliver aldrig træt af den: Celibidache har en utrolig udstråling af overskud og selvsikkerhed, mens han flirter koket med både kamera og orkester. Opførelsen er ikke så sensuel som jeg før har oplevet. Til gengæld kan jeg ikke forestille sig en opførelse, der er mere intens og dramatisk. Og Celibidache er selv halvdelen af fornøjelsen – han er simpelthen fantastisk. 

NB: Bemærk, at dengang slukkede man lyset over publikum. Det gør man ikke mere. I dag er man vel bange for, at folk skal falde i søvn…  😉

Advertisements