Allerede ved indgangen var det tydeligt, at det var en helt særlig aften – folk havde virkelig taget det pæne tøj på, og stemningen var både hektisk og forventningsfuld blandt de mange mennesker, der var kommet for at høre den kinesiske verdensstjerne Lang Lang.

Første del af koncerten bestod af Bachs Partita Nr. 1 og Schuberts sidste sonate. Det var egentlig ikke det mest ophidsende jeg nogensinde har hørt – det skyldes måske, at jeg ikke kendte disse værker i forvejen. Men der var ingen tvivl om, at Lang Lang er sindssygt dygtig. Hans spillestil er meget koncentreret og indadvendt, men han har samtidig en utrolig skønhed og elegance i alle bevægelser. Uanset hvilket øjeblik man havde valgt at fotografere ham under koncerten, så havde man fået et billede der svarede til alle forestillinger om den følsomme kunstner. Det var dybt fascinerende…..

Samtidig virkede Lang Lang som en pianist der var så indadvendt og fokuseret på musikken, at han havde mistet enhver forbindelse til virkeligheden – og til publikum i salen. Der var blot en enkelt gang, hvor Lang Lang afslørede at det ikke helt var tilfældet – jeg sad med garanti på den bedste plads i salen, og derfor var jeg måske også en af de få som bemærkede det. I en af de dæmpede satser holdt han en lille kunstpause som han bevidst trak ud for at øge spændingen og fange publikums opmærksomhed – mens han meget diskret kastede et skælmsk øjekast ud til de nærmeste publikummer…. så slog han endelig på en enkelt tangent og lod tonen fylde hele koncertsalen, før han fortsatte stykket. Det var meget elegant og perfekt timet – Lang Lang fyldte hele DRs koncertsal med magi.

Efter pausen spillede Lang Lang 12 etuder af Chopin – og så forstod man, at første del havde blot været opvarmning. Sikken et tempo – det må kræve uendelig meget træning, at spille disse værker så perfekt. Selv blandt de bedste pianister er der formodentlig ikke mange som kan spille på denne måde. Lang Lang beviste sin “claim to fame” og det var en fantastisk oplevelse. Selv om billetpriserne var omtrent fordoblet, så var det alle pengene værd. 

Lang Lang fik det ene stående bifald efter det andet og der var en øredøvende piftekoncert i hele salen. Der var også utrolig mange kinesere, som var kommet for at hylde deres landsmand – og de var tydeligvis meget stolte af ham. Der var en euforisk stemning blandt publikum, da Lang Lang gav to ekstranumre.

Pianisternes verdenselite tæller vel omkring 10-12 personer, med navne som Simon Trpceski, Evgenij Kissin, Piotr Anderszewski, David Fray og Maria Joao Pires i spidsen. Men Lang Lang er mere end en verdensberømt pianist – han er et fænomen. Så vidt jeg husker, er det første gang jeg har betalt for et program i DRs koncertsal. Det var et glitrende fællesprogram for Lang Langs koncerter i København, Oslo og Stockholm. Og jeg tør godt gætte på, at indtægten er en del af hans eget honorar. På den bageste side var der reklame for t-shirts, handsker, kasketter og andet merchandise med Lang Langs underskrift. Fænomenet Lang Lang er big business – og han har fortjent hver eneste krone. Han arbejder med garanti mere end de fleste og det har han sikkert gjort siden han var meget lille. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timer han øver hver eneste dag…..

Reklamer