En lille blomsterdekoration pynter altid og jeg har en god blomsterhandler.

I aftes havde jeg Nille, Madame og Monsieur til en lille middag.

Først fik vi hyldeblomstdrik lavet med danskvand – et tip som jeg har fået af Malkavia. Det smager helt fantastisk. Dertil var der vindruer og italienske crostini kiks med hummus. Da vi havde siddet og snakket tyve minutter, smuttede jeg ud i køkkenet og kastede mig over gryderne. Meget var lavet dagen i forvejen og resten var forberedt, så jeg tror ikke de ventede alt for længe.

Forretten var spinatpandekager med grøntsager.

Hovedretten var kikærtegryde(med blomkål), brune ris, kold kartoffelsalat, råkost og bulgurdeller med brocolli – jeg skal lige prøve at lave dellerne et par gange mere, før opskriften kommer på bloggen. Under middagen fik vi Irmas æblemost, som jeg er stor fan af!

Desserten var valnøddetærte med tofuline is og hindbær coulis.

Endelig fik vi grøn the med rabarberkage – kagen var desværre ikke helt perfekt, men jeg ved hvorfor og dét er det vigtigste. Jeg syntes jo den skulle være rigtig god og derfor puttede jeg lige 100 gram ekstra rabarber i. Men det gjorde beklageligvis kagen alt for fugtig…… det burde jeg jo nok have forudset, men nu husker jeg det i hvert fald i fremtiden.

Det var en rigtig hyggelig aften, som desværre gik alt for hurtigt. Jeg håber vi gentager det en anden gang. Det gør Storebror også… han udviklede nemlig et usædvanlig lidenskabeligt forhold til Madames skuldertaske! Det var kærlighed ved første blik…..

Der er mange som påstår, at det ikke er muligt at blive mæt af vegansk mad. Jeg synes det er underligt og jeg tror i hvert fald ikke, at der var nogen af mine gæster som var sultne da de tog hjem i aftes!

Jeg glemte desværre at fotografere forretten.


Reklamer