Aksel Sandemose er først og fremmest kendt for sine store psykologiske romaner og “En flygtning krydser sit spor” – hovedværket om janteloven. Desværre er der ikke ret mange som kender “En palmegrøn ø” og det er ærgerligt, for det er en særdeles underholdende sørøverhistorie fra kong Rhascall den Syttendes tid.

I det sydlige England var det almindelig næringsvej, at lokke skibene på grund og plyndre vragene. Eventuelle overlevende levede ikke så længe…. man ønskede ingen vidner. Kongen, ærkebiskoppen, godsejerne og bønderne delte rovet. Det vakte stor bekymring, da disse indtægter pludselig faldt. Da ærkebiskoppen af Roseberry undersøgte sagen, opdagede han, at det skyldtes nogle uhyggelige historier om de myrdede sømænd. Man sagde, at de vendte tilbage i mørke og regnfulde nætter for at tage hævn….. derfor var bønderne blevet bange og holdt sig indendøre når det blev mørkt.

Vi er i kolonitiden og skibene valfarter til den nye verden. Da et engelsk skib kaster anker ved en palmegrøn ø midt i Atlanten, viser det sig, at øen ikke er så øde og fredelig som de troede. Inden de når at reagere, bliver de angrebet med kanoner. Skibet synker og der er kun to som når at undslippe – den store, stærke Claes og drengen Eli. Efter nogle udmattende dage på havet, er de mere døde end levende, da det lykkes dem at slippe i land på en anden del af øen. De unge mænd slapper af under solen, svømmer i havet og nyder livet på deres paradisø – snart udvikler det sig til en historie som minder om “Den blå lagune” eller “Brokeback mountain”. Det er et meget ømt forhold der udvikler sig mellem de to mænd og Eli “ville nødig tænke på den dag, da der kom en kvinde og tog Claes fra ham“. Der er et stærkt homoerotisk element i denne bog og visse litteraturforskere har da også spekuleret i, hvordan det har relation til Sandemoses eget liv. Der er et stærkt og ubrydeligt venskab mellem de to mænd i bogen, men det er klart, at det er mere end det: de “giver pokker i køn” på deres paradisø, men “Strengt taget burde Eli have været en pige“, tænker Claes. Danmarks svar på Hemingway har simpelthen skrevet en homoerotisk sørøverhistorie.

De laver en snedig og modig plan – det bliver en dramatisk flugt, men det lykkes dem at slippe bort fra øen. Da de kommer til England, henvender de sig til kong Rhascall for at få støtte til at angribe de pirater som sænkede deres skib – og selvfølgelig er der også noget med en stor skat.  Kongen kaldes Rhascall den Syttende, da han netop er gift med den syttende kone… som går i evig frygt for, at hun ikke skal blive den sidste, og det er ikke uden grund. Kongen har allerede bestemt at indføre dødsstraf for dem som begynder at kalde ham den attende.

Kongen er omgivet af svindlere og bedragere – de værste er lige så slemme “som Josefs kone”. Han havde lært at være forsigtig og “sagde ikke hvad han tænkte – det havde han med kongelig fornuft vænnet sig af med for mange år siden“. Kongen mangler penge og han kunne egentlig godt tænke sig, at hente dem selv i den nye verden. Men han “blev bare så himmelråbende søsyg, og desuden påstod man, at vinen blev dårlig af at blive skvulpet. Det var kun portvin, der havde godt af en sørejse, og han kunne ikke fordrage portvin“.

Kongen håber på at indkassere en større piratskat og indvilliger derfor i at forsyne skibene med mandskab – en velkommen lejlighed til at tømme Londons overfyldte fængsler og samtidig slippe af med gadernes værste rakkerpak. Så følger et dramatisk eventyr under Atlanterhavets sydlige himmelstrøg, hvor kongens mænd, pirater, svindlere og bedragere jagter hinanden over bølgerne; sejlene smælder i vinden, kanonerne buldrer og de skiftes til at sænke hinandens skibe. Og hvordan dét hænger sammen med de myrdede sømænds hævn, skal ikke afsløres her…….

“En palmegrøn ø” er verdens bedste sørøverroman, men janteloven spøger også her. Det er en verden hvor mennesker “misunder hinanden alt” og “De får tilløb til krampe i fjæset, om du siger noget godt om et andet menneske – du kan se på deres øjne, hvordan de i hukommelsen leder efter noget giftigt at komme med….“. Hvorfor skulle de gøre verden lige så grå som den var?“, spørger Eli filosofisk. Hvis man ville være underfundig, så kunne man måske mene, at det var henvendt til forfatteren – og svaret ligger jo allerede i spørgsmålet. Det er ret genialt! Aksel Sandemose har ingen illusioner om hverken denne eller hin verden, men i denne bog beskriver han den med en humor og en løssluppen fantasi som ikke findes i hans andre værker. “En palmegrøn ø” er et mesterværk udi ironi, satire og skarp sarkasme. Den er spændende, morsom og særdeles underholdende.

Reklamer