I følge reklamerne er der så meget kvinder ikke forstår – og det er med garanti sandt. Jeg tror dog det samme gælder for mænd….. og det gælder i allerhøjeste grad for undertegnede.

Jeg har en gammel støvsuger fra Melissa, som jeg købte for cirka 250 kroner i Føtex. Det meste af slangen er bundet sammen med malertape og den larmer som et tærskeværk, men efterhånden er den ikke særlig effektiv. Det er 6 år siden jeg købte den, og prisen taget i betragtning, så har den vist holdt meget godt. Derfor besluttede jeg, at købe en ny støvsuger i sidste uge.

Jeg fandt hurtigt ud af, at Forbrugerrådet har kåret Electrolux UltraOne Z8820 til den bedste støvsuger på markedet. Da jeg søgte på nettet var der forbløffende stor forskel på prisen – den billigste var 999,- hos Elgiganten. Jeg købte støvsugeren og fik den med posten i går…. og så virkede den ikke. Pokkers……

Jeg gik ned til Elgiganten og fik den straks byttet uden nogen problemer – og samtidig så jeg hvad samme støvsuger kostede i butikken: 1.999 kroner!

Jeg kommenterede det da jeg stod ved skranken, og sagde, at jeg var da glad for, at jeg havde købt den på nettet. Jo, men vi har jo prisgaranti, svarede ekspedienten. I det øjeblik slog min hjerne klik og jeg har nok set lidt forvirret ud – jeg blev helt mundlam. Det er præcis en af de situationer, hvor jeg må erkende, at der er så meget jeg ikke forstår! 

Jeg troede at det der med prisgaranti var i forhold til andre butikker. Men næh nej – hvis man går ned i Elgiganten og fortæller, at man har set denne støvsuger til 999 kroner på deres egen hjemmeside, så kan man købe den for samme pris. Alle andre må betale 1.999 kroner. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om sådan en praksis. Er det rimeligt? Eller urimeligt? Absurd? Eller bare skørt?

Nu er støvsugeren pakket ud og afprøvet – og jeg er superglad for den. Den støjer næsten ikke og den er imponerende effektiv. Den er også rigtig god at bruge – det der håndtag på slangen er simpelthen genialt. Jeg tror faktisk, at jeg er en lille smule forelsket i min nye støvsuger…… 

Electrolux UltraOne z8820

Advertisements