I år er det 200 år siden Franz Liszt blev født – det bliver fejret i Tivoli, hvor hans musik fylder en betydelig del af sommerens program. I aftes var der koncert med den 23-årige pianist Alice Sara Ott, som var solist i to værker af Franz Liszt. 

Første værk var hans klaverkoncert nr. 1. Det var et spændende værk, fyldt med virtuost klaverspil og bragende orkesterstykker. Det begyndte fint og blidt, men blev mere og mere lidenskabeligt og voldsomt. Det blev de skarpe kontrasters aften!

Næste værk var “Totentanz” – allerede i de første takter frigør pianisten en mørk og dyster energi, når hun hamrer løs på de dybeste tangenter. Det er voldsomt og foruroligende. Derefter sætter blæserne ind med et skæbnetungt tema – det er intet mindre end storslået. Men trods det makabre tema og de tempofyldte forløb i musikken, trods de groteske indslag i denne “Dance macabre”, så var dødedansen bestemt ikke uden ynde og elegance, og hele værket sluttede med et brag af et klimaks – musikken var nærmest ophidset og domineret af et eksalteret vanvid. Flere gange var den unge pianist ved at lette fra stolen, når hun brugte alt sin vægt for at hamre i klaveret. Det var berusende…. og meget erotisk.

Der var alt for mange tomme pladser i Tivolis koncertsal og det var synd. Trods stående applaus, så lød bifaldet bestemt ikke som Alice Sara Ott havde fortjent. Det var næsten skammeligt og uanstændigt, at sådan en fantastisk pianist måtte spille for en sal hvor en tredjedel af sæderne var tomme. Hun spillede “Für Elise” som ekstranummer og det var et hit.

Efter pausen var Tivolis symfoniorkester alene på scenen med dirigenten Lan Shui – som jeg er ret vild med. Lan Shui har en stærk karisma, han er en meget levende, energisk og udtryksfuld dirigent – og så er han knivskarp. Aftenen sluttede med Rachmaninovs 3. symfoni. Det var et fantastisk og storslået værk – midt i anden sats satte alle strygerne ind med en kraft, så det gav et helt sug i maven da musikken skyllede ind over salen…. faktisk var det et værk som gav mig flere sug i maven end jeg nogensinde har fået i tivolis berømte rutschebane. 2. sats begynder med første violinen som spiller en elegant solo der slyngede sig i luften som en musikalsk arabesk – jeg var næsten ved at smelte, da alle de andre violiner fulgte efter på denne vilde himmelflugt. Det er noget af de smukkeste jeg nogensinde har hørt. Finalen var en fantastisk udløsning af kraft og energi – paukerne fik nogle tæsk og det var et storslået klimaks.

Det afsluttende bifald var slapt og tarveligt. Sådan er det desværre, når koncertsalen ikke er fuld. Men det var rigtig ærgerligt, for både solist, orkester og dirigent havde fortjent bedre…..

Jeg blev helt flov, da jeg læste, at Thomas Michelsen skrev, at Alice Sara Otts ekstranummer var “Für Elise”. Ja, selvfølgelig. Det er ret pinligt, for jeg havde skrevet at det var Chopin. Men Thomas Michelsen har selvfølgelig ret……… Derudover skriver han, at Alice Sara Ott “leverede (…) en heftig blanding af monstrøs virtuositet og drømmelyrik”. 

Søren Schauser har skrevet en morsom anmeldelse, hvor han både kalder Alice Sara Ott for vidunderbarn, klaverfrøken og klaverløvinde. Søren Schauser er lige så vild med “Totentanz” som mig selv.

I Jyllands-Posten skriver Christine Christiansen, at salen fik “symfonisk smæk for skillingen” af en “blændende solist” og et “veloplagt orkester”. I det hele taget er det en superflot og meget underholdende anmeldelse af en fantastisk koncert.

NB: efter videoen, skal man selv trykke sig videre til anden del.

Reklamer