“Gormenghast” er et mesterværk – et stort mesterværk!

Gormenghast – Titus Groan

Første bind har titel efter den ene hovedperson Titus Groan – den syvoghalvfjerdsenstyvende jarl af Gormenghast – og værket begynder den dag hovedpersonen bliver født. Den anden hovedperson er selve slottet Gormenghast – så stort og monstrøst, at slottets mange tårne ligner en bjergkæde. Vi er i en verden der ligger hinsides virkeligheden – en verden hvor den ene person på slottet er mere særpræget og original end den anden: fra deres nåder tvillingerne Cora og Clarice som ikke er helt rigtige i hovederne, grevinden af Gormenghast der altid har en flok tamme fugle på skuldrene og en hel flok hvide katte i hælene, så det ser ud som om at hun glider frem gennem et bølgende hvidt hav, til Irma Prunesquallor, doktorens forfængelige søster, der konsekvent må gentage alt hvad hun siger TO gange:

“Jeg sagde, Alfred, at jeg ikke er uden charme. Ej heller uden ynde eller intellekt. Hvordan kan det så være, at jeg aldrig bliver antastet? Hvorfor er der ikke nogen, der gør deres hoser grønne hos mig?”
“Taler du i økonomisk forstand?” spurgte doktoren.
“Jeg taler spirituelt, Alfred, som du udmærket godt ved. Hvad er det, andre har, og som jeg mangler?”
“Eller set fra den anden side,” sagde Prunesquallor, “hvad er det, de ikke har, og som du allerede har?”
“Jeg kan ikke følge dig, Alfred. Jeg sagde, jeg kan ikke følge dig.”
“Det er ellers lige nøjagtigt det , du gør,” sagde hendes broder, idet han strakte armene ud og flagrede med fingrene ” og jeg ville ønske, du ville holde op med det.”
“Men min holdning, Alfred. Har du ikke bemærket den? Hvad er det med dit køn – kan de ikke se, at jeg går nydeligt?”
“Måske er vi for spirituelle,” sagde doktor Prunesquallor.
“Men måden, jeg fører mig på! Alfred, fører mig.”
“Alt for pågående, sødeste æggesnaps, alt for pågående; du vælter fra side til side ned af livets kedsommelige landevej, disse dine hofter ruller, mens du går. Åh nej, min kære, måden, du fører dig på, skræmmer dem væk, det er hvad den gør. Du skræmmer dem fra vide og sans, Irma.”
Dette var for meget for hende.
“Du har aldrig troet på mig!” råbte hun, mens hun rejste sig fra bordet, og en forfærdelig rødmen gennemstrømmede hendes perfekte hud. “Men jeg kan godt sige dig” – hendes stemme steg til et skingrende skrig – “at jeg er en dame! Hvad tror du, jeg vil med mænd? Sådan nogle bæster! Jeg hader dem. Blinde, dumme, klodsede, skrækkelige, tunge, vulgære tingester, det er, hvad de er. Og du er en af dem!” skreg hun og pegede på sin broder, der med øjenbrynene en smule hævede fortsatte med sin tegning af strudsen dér, hvor han havde sluppet den.
“Og du er en af dem! Hører du efter, Alfred, en af dem!”

Greven og grevinden, grevens to søstre, en søn og en datter udgør den lille aristokratiske familie, og de fylder ikke meget på det gigantiske slot. Selv om der også er fyldt med tjenere, så er der områder af slottet hvor alle farer vild og ingen kan finde rundt. De fjerneste dele af slottet ligger simpelthen i ruiner. Og hvis man bliver glemt i et låst værelse i et fjernt hjørne af slottet, så er der ikke megen chance for, at man nogensinde bliver fundet igen…..

Hverdagen består af et utal af dybt meningsløse ritualer – det er et kvælende liv, hvor hovedpersonerne er værdiløse som mennesker. Deres eneste værdi og eksistensberettigelse ligger i deres deltagelse i disse tåbelige ritualer, samt en evig fortsættelse og håndhævelse af gammel skik og brug. Der er et skarpt hierarki på slottet, hvor alle kender deres plads……

…….og det er her spændingen begynder. Køkkendrengen Steerpike vil ikke acceptere sin plads i hierarkiet. Han gør oprør! Uden nogen form for samvittighed eller moralske skrupler, benytter han sig af lusk, mord, hærværk, manipulation og alt andet, for at nå til tops. Han er ikke nogen frihedshelt. Han kæmper kun for sig selv og han ønsker ikke at ændre noget – hans eneste mål er at tilrane sig alt magt på slottet… no matter what. Det en brutal, blodig kamp på liv og død, for alle på slottet. Han efterlader et kølvand af død, mord, blod, brand og ødelæggelse efter sig. Dermed indgår Steerpike i et eksklusivt selskab af litteraturhistoriens nederdrægtigste og mest skånselsløse skurke. Steerpike er simpelthen den skinbarlige ondskab.

I tredje bind – Titus Alene – er Titus Groan flygtet fra Gormenghast: “Hvor er han nu? Titus abdikatoren? Kom ud af skyggerne, forræder, og stå ved min hjernes vilde afgrund”, skriver Mervyn Peake i starten af dette bind – det er et fantastisk eksempel på det vilde og kraftfulde sprog som bærer hele bogen. Det har en styrke og en kraft, som man med god ret kan sammenligne med de stærkeste scene fra John Miltons “Paradise Lost”. Det er simpelthen berusende!

Titus forsøger at flygte og frigøre sig fra Gormenghast – det er en flygt som sprænger alle forestillingsrammer. Men han må erkende, at uanset hvor langt han kommer væk, så kan man ikke undslippe sin fortid. Nogen gange kan man tvivle på, hvad der er sandt og hvad der er fantasi, man kan tvivl på sig selv og sin egen hukommelse. Selv om tredje bind er voldsomt anderledes – også i sprog og stil – så er det på visse måder det mest interessante af de tre bind…. altså, når man lige har overvundet skuffelse over at tage afsked med livet på slottet.

Det var ikke meningen at Gormenghast skulle være en trilogi. Det skulle være et stort værk der fulgte  Titus Groan fra fødsel til død. Men Mervyn Peake led af den såkaldte sovesyge og blev også ramt af Parkinsons syge. 3. bind bærer tydeligt præg af disse helbredsproblemer: kapitlerne er kortfattede og stilen er nærmest fragmentarisk – heldigvis lykkedes det at gøre bindet færdig. Desværre nåede Mervyn Peake blot enkelte udkast til fjerde bind…. dengang forstod man ikke hans sygdom og derfor døde han på en lukket institution.

Han blev født i 1911 i kina, hvor hans forældre var missionærer. Hans skolegang var delt mellem kina og England, som familien flyttede til i 1922. I 30erne begyndte han som billedkunstner og blev en succesrig illustrator. Da han begyndte at undervise i tegning i London, mødte han sin kone Maeve, som han blev gift med i 37. Han var soldat under 2. verdenskrig og blev krigsillustrator for de allierede; han var også med, da man indtog og befriede kz-lejren Belsen. Det kom han sig aldrig over.

Mervyn Peake var en vidunderlig excentrisk mand – Kim skotte skrev:

“Peake var efter alt at dømme et charmerende renæssancemenneske. Men handikappet af nogle ganske alvorlige problemer mht. at håndtere selv det mest dagligdags praktiske. (…) Han var typen, der brugte hele forskuddet på sin næste bog på juveler til fruen. Så kunne hun stå dér og funkle med børn og rumlende mave. I et nyt hus, de ikke var i nærheden af at have råd til. Han var typen, der købte en ny bil, men ikke anede, at man skulle have kørekort og tegne forsikringer. Da han blev indkaldt til hæren under blitzen, lykkedes det ham aldrig at gøre honnør med den rigtige hånd.”

Kafkas roman “Slottet” handler om landmåleren K. som kommer til en lille by der helt bogstavelig talt ligger in the middle of nowhere. Over den lille landsby ligger slottet som en skummel, monstrøs og utilgængelig realitet der dominerer hele befolkningen og fylder alle deres tanker. Jeg kan godt lide at forestille mig, at Mervyn Peake har læst Kafkas roman og ladet den være inspiration til hans gigantiske og åndsbeslægtede roman om slottet Gormenghast. Men det er desværre ikke sandsynligt….. “Slottet” blev ganske vist udgivet på tysk allerede i 1926 og igen i 1935, men først i 1946 blev den udgivet på engelsk – og første værk i trilogien – Titus Groan – er udgivet samme år.

Anmelder ved Information, Tonny Worm,  skrev, at man næsten turde kalde Gormenghast “den bedste fantasy-romanserie, der nogensinde er skabt.” Det er muligt han har ret – det er i hvert fald en fantastik historie, et rigtigt mesterværk, og jeg nød hver eneste side…..

Reklamer