Jeg kan godt lide Woody Allen. Men jeg er ikke en rigtig aficionado og har sandsynligvis kun set halvdelen af hans film. I går så jeg “Midnight in Paris” – det må være en af hans mest charmerende og magiske film nogen sinde.

Hovedpersonen og forfatteren Gil Pender(Owen Wilson) er i Paris med sin forlovede Inez(Rachel McAdams) og hendes meget amerikanske og konservative forældre. Her møder de også hendes venner Paul og Carol. Det bliver nogle magiske dage i Paris, fulde af misforståelser og dybe kulturkløfter. Woody Allen forstår at ramme amerikanernes manglende kulturforståelse lige i hjertet…… Hendes dybt småborgerlige forældre vurderer alt ud fra den økonomiske værdi. Men de har absolut ingen sans for skønhed eller kvalitet. Den pedantiske Paul er en formidabel kontrast til disse mennesker – men ikke mere sympatisk! Han er fuld af viden og fakta, årstal, begreber og klicher som han slynger om sig – han er så klog at det halve kunne være nok! Men han forveksler viden med forståelse. Kunsten påvirker ham ikke, fordi han reelt set ikke forstår den.

Adrien Brody som Salvador Dalí

Gil er den eneste som lader sig forføre og beruse af Paris – han går alene rundt i gaderne og oplever 20ernes Paris, det vilde natteliv hvor det myldrede med kendte kunstnere ved enhver fest og på hver eneste cafe. Som i en surrealistisk drøm møder han Zelda og Scott Fitzgerald, Hemingway, Gertrude Stein, Cole Porter og mange, mange flere. Min personlige favorit var Adrien Brody der var fuldstændig fantastisk som den selvcentrerede Salvador Dalí. Man skal være meget opmærksom, for at fange alle de mange referencer til litterære, filmiske og kunstneriske mesterværker. Jeg klukkede af fryd gennem det meste af filmen – lige som mange andre blandt publikum. Men det er selvfølgelig mere end blot finkulturel namedropping; kunstnernes lidenskab, deres sprudlende livsglæde og deres kreativitet er en skarp kontrast til de amerikanske turister. De kommer for at opleve Paris, byernes by, men deres forstokkede småborgerlighed, deres snæversyn og deres amerikanske snerpethed forhindrer dem i at opleve noget som helst. På den måde er det en film som fokuserer skarpt på kløften mellem amerikansk og europæisk kultur og mentalitet….. det er en kløft som jeg personligt mener er både dyb og meget reel.

“Midnight in Paris” er en meget charmerende film – og måske Woody Allens mest magiske værk siden “A midsummer night´s sex comedy”.

Jeg er ikke særlig vild med at gå i biografen og derfor er det cirka 10 år siden jeg har været der sidst. Men jeg fyldte 40 år i februar og dengang forærede Sister Bonde mig et gavekort med to biografbilletter – uden hendes gave havde jeg sikkert ikke set denne fantastiske film. Jeg så filmen sammen med en anden blogger og jeg nød hvert eneste minut. Det var virkelige en dejlig film og jeg var i særdeles opløftet stemning da jeg forlod biografen. Jeg tror den skal købes på DVD, for det er vist en af den slags film som jeg gerne vil se MANGE gange!

Til Sister – tak for en fantastisk oplevelse!

Reklamer