Søndag aften lancerede DR2 et nyt litteraturprogram med den finurlige titel Tekst-TV – “Det bliver anderledes, det bliver energisk og alt andet end støvet og højpandet. Tekst-TV er et musikalsk bogprogram.” Allerede ved denne  programerklæring får man en mistanke om, at det er lidt for smart og lidt for moderne. 

Per Kirkeby - Jeg er her endnu

Aftenens tema var “bøger om at blive forladt”. Programmet var centreret omkring to værker og det første var Ninkas samtalebog med Per Kirkeby: Jeg er her endnu. Den handler om hovedpersonens blodprop og tiden derefter da ægteskabet med Vibeke Windeløv gik i stykker……. men programmet handler slet ikke om bogen og man får ikke mere at vide om den. I stedet fungerer bogen udelukkende som baggrund for Milena Penkowa der fortæller om en gang hun blev forladt. Bogen tjener også som udgangspunkt for Milena Penkowa, der fortæller om sin egen “blodstyrtning”, da hendes karriere faldt fra hinanden…… man opdager ret hurtigt, at Tekst-TV er et overfladisk sladder-og sensationsprogram, maskeret som litteraturformidling. Det er særdeles uinteressant.

Siri Hustvedt - Sommeren uden mænd

Dernæst er der en læsegruppe som diskuterer “Sommeren uden mænd” af Siri Hustvedt. Det er fire helt almindelige mennesker som fortæller hvorfor de kan lide, eller ikke kan lide, bogen. Men vi får absolut intet at vide om bogen – overhovedet ingenting. Vi får heller ikke nogen seriøse eller uddybende forklaringer for deres holdninger. Denne del af programmet kører helt af sporet, da deltagerne begynder at anmelde hinandens personlighed i stedet for bogen….. hvad i alverden er meningen, spørger man sig selv.

Programmets to hoveddele bliver flettet ind mellem hinanden, afbrudt af korte og forstyrrende sekvenser med tilfældige mennesker, fanget på gader og stræder – alle disse personer nævner en yndlingsbog med relation til programmets tema; det er litterær namedropping og det er fuldstændig meningsløst. Det er i hvert fald misvisende at definere det som litteraturformidling.

For mange år siden var Isabella Miehe-Renard vært på DRs litteraturprogram og hendes styrke var en åbenlys læseglæde, personlig interesse og en smittende begejstring for bøger. Værten på Tekst-TV hedder Alberte Clement Meldal og hun er vist Isabella Miehe-Renards modsætning; hun er fuldstændig passiv og anonym, og hendes ansigt er nærmest stivnet i et kunstigt udtryk af påtaget opmærksomhed.

Tempoet og stilen på DR2s nye litteraturprogram virker inspireret af den hurtige og overfladiske zapperkultur. Men litteratur er jo det modsatte. Litteratur handler om fordybelse…..

Tekst-TV bliver sendt søndag aften kl.23,00, men jeg tror, at min nattesøvn er mere værd end dette program. Man kan selvfølgelig også se Tekst-TV på nettet, men det er spild af tid……..

Reklamer