Sidste vinter oplevede jeg den unge norske trompetist Tine Thing Helseth som solist i Haydns trompetkoncert. Teknisk set er hun fuldstændig fabelagtig…. men hun spillede som om at det var en konkurrence om at komme først i mål. Der er ingen tvivl om, at Tine Thing Helseth vandt konkurrencen. Dirigenten og DR Symfoniorkestret kom halsende langt bagefter – det var tydeligt, at de ikke havde samme vision for dette værk. Sådan fik Tine Thing Helseth smadret Haydns smukke trompetkoncert og det har jeg endnu ikke tilgivet hende. Men i denne sæson spiller DR Symfoniorkestret alle Sjostakovitjs solokoncerter og dem vil jeg mægtig gerne opleve. Derfor købte jeg billet……

Aftenens første værk var Dmitrij Sjostakovitj 1. klaverkoncert.

Her viser Sjostakovitj straks, hvordan han med fabelagtig underfundighed leger med normerne og rykker ved dem; det er en klaverkoncert, men klaveret må dele hovedrollen med en solotrompet. Man kan straks forestille sig, hvordan de to kæmper om rollen som værkets hovedperson! 1. sats var meget legesyg, fyldt med musikalske citater og med parafraser over klassiske former. Det var skørt – meget skørt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på en ung mand der absolut skal provokere, udfordre normerne og gøre nar af traditionerne – men den unge Sjostakovitj gør det på en drillende og meget humoristisk måde. 2. sats mindede mig en smule om Chopins nocturner. Det var sværmerisk, som en smuk og lys nordisk sommernat. 3. sats starter med et dybere, alvorligere og mørkere tema…. som træerne der falmer, skyerne der bliver mørkere og tungere, det blæser op, vinder rykker bladene af træerne og jager dem hen over jorden…. De legesyge instrumenter jagter hinanden i et hæsblæsende tempo. Det er både smukt, skarpt og fyrigt. Men det har også en utrolig let og elegant friskhed.

Nej, jeg ved selvfølgelig ikke hvad Sjostakovitj tænkte da han komponerede dette værk. Men den klassiske musik lever, så længe den vækker vores fantasi og giver os en oplevelse. Når den ikke længere taler til os, så bliver den reduceret til muzak.

Den norske trio bestod af dirigent Eivind Gullberg Jensen, trompetist Tine Thing Helseth og pianist Christian Ihle Hadland. De gjorde det udmærket, men formåede alligevel ikke at give værket den fortryllende magi, som man fx finder i en video på youtube, hvor Martha Agerich er pianist.

Næste værk var Ib Glindemanns trompetkoncert. Det var meget larmende. Meget larmende….. vekslende med afsnit hvor det næsten blev kedeligt. Det virkede underligt fragmenteret, som om at værket havde lidt svært ved at fungere som en helhed. Efter stykket kom Ib Glindemann selv på scenen, og han var tydeligt rørt og bevæget af publikums stormende klapsalver – og det forstår jeg sørme godt. Det er første gang et af hans værker bliver opført i DRs koncertsal og det er naturligvis en stor anerkendelse.

Sidste værk var Jean Sibelius Symfoni nr. 2. Hvor har han mon fundet inspiration til dette værk? Beethoven? Det skulle ikke undre mig. Det er næsten lige så brusende og overvældende som Beethovens symfonier, men nordisk selvbeherskelse forhindrer at det bliver lige så svulstigt. Jeg nød værket…. det var smukt, rart, behageligt og meget afslappende. Men det var ikke noget der fangede mig. Selv i de mørke og dystre afsnit, inspireret af Don Juans møde med døden i form af stengæsten, selv i disse afsnit var det ikke mørkt nok, ikke dystert nok. Det blev aldrig rigtig farligt eller rigtig spændende.

Christine Christiansen giver koncerten 3 stjerner i JP.

Advertisements